Wuthering Heights

Emerald Fennells genfortryllede udgave af Emily Brontës gotiske romanklassiker Wuthering Heights (Stormfulde højder) fra 1847 skal ses ligesom en Tom & Jerry-tegnefilm. Hvis man ikke køber de skrupskøre og overnaturlige præmisser, så skal man nok bare se noget helt andet. 

Historien om Cathy og adoptivbroren Heathcliffs udødelige kærlighedshistorie, der involverer besættelse, jalousi, hævn og social konflikt, findes i alle tænkelige kulturformer. Herunder Kate Bush’ vidunderligt hvinende version på vinyl fra 1978. 

Fennells bud er så radikalt gennemført – så formeksploderende og über-erotisk – at man skal cirka hele vejen tilbage til Baz Luhrmanns Moulin Rouge! fra 2001 for at finde noget lige så stressende at se på. 

Filmen minder også på nogle måder om Francis Ford Coppolas version af Bram Stokers Dracula fra 1992. 

Den første scene viser en engelsk hængning af en mand, der med erektion – inklusive for-sæd i skrævet – gisper efter vejret. Det hele vist i realtid. Døden er vel et hårrejsende halvt minuts tid om at indtræde. Hele salen er i decideret chok fra første billedramme. Og derfra bliver det kun vildere. Og vildere. 

Emerald Fennell, kendt for det feministiske hævndrama Promising Young Woman og den psykoseksuelle thriller Saltburn, har skabt et ekstremt formbevidst værk. 

Hvor Andrea Arnolds knitrende, skrattende og næsten ultrarealistiske vindhætte af en hedefilm fra 2011 holdt sig til det golde og rå, blæser 2026-versionen publikum omkuld med et virvar af virkemidler. Alt, hvad der kan skrues op for, er sat i spil – og forrykket radikalt. Alt er æstetiseret, betonet, fraseret, jazzet op og presset til det yderste. 

De gamle nordengelske herregårde ligner fortegnede teaterkulisser. Musikken skifter ubesværet mellem ren clubbing, gælisk skønsang og klassisk barok. 

Med et pludseligt lysskift lader instruktøren sine karakterer stå som silhuetter, nærmest som papirklip mod en væg. Nogle af rekvisitterne ligner opfindelser, som Q fra James Bond-universet kunne have udtænkt. En afgørende scene er ikke bare filmet fra loftet i et soveværelse – den er filmet fra ti meters højde midt inde i rummet. Og der er ikke blot blod på lagnet. Der er tyve liter blod, der flyder ud over gulvet. 

Vi befinder os med andre ord i den ekspressive filmkunst. Det ses i farverne, i klipningen og i kostumernes snit: enten blodrøde mod en hvid baggrund eller så voluminøse, at de nærmest fylder rummet, når damerne valser ind. 

Det siger næsten sig selv, at filmens mest gennemgående tekstil er kaskader af brokade. Men det stopper ikke dér. Udtrykket folder sig også ud som formmæssige nik til animationsfilm. Meget ligner reklamefilm, andre passager føles som musikvideo. Sjældent har man set en så kalejdoskopisk, så postmoderne og så æstetisk begærlig tilgang til filmisk form. 

Hvis man er woke, kan man glæde sig over, at der er amerikanske kinesere og britiske indere proppet ind i 1800-tallets rurale England. Omvendt kan man ærgre sig over, at de to hovedroller stadig er kridhvide, selv om Brontë i sin roman beskriver Heathcliff som ”dark” og ”gypsy”. Mange har da også tolket ham som en spanier. 

Hvis man derimod er anti-woke, kan man krumme tæer over scenerne, hvor maskulinitet skildres som gennemført toksisk. For kort efter at kunne fryde sig over, hvordan kvindekønnet fremstilles som savlende liderligt betaget af netop den samme fornedrende, onde og, uha-da, naturlige mand. 

Flere anmeldere har sammenlignet Fennells Wuthering Heights med softporn-fænomenet Fifty Shades of Grey, fordi en ikke ubetydelig del af scenerne lægger sig op ad en slags hyggemasochisme. 

Men det virker samtidig overraskende integreret i filmens nyfortolkning af Brontës roman, der står som det britiske hovedeksempel på gotisk litteratur. Begrebet gotik stammer fra renæssancen, hvor det blev brugt som et skældsord for noget ”middelalderligt” eller ligefrem ”barbarisk”. 

Med den protoblonde Margot Robbie og den drenget-maskuline Jacob Elordi i de bærende roller bliver det ikke meget mere appetitligt. Kan det overhovedet blive vildere? Ja. For især Heathcliff som knægt – spillet af den nærmest magiske Owen Cooper, kendt fra serien Adolescent – er alene hele biografbesøget værd.