Nyhed
04. dec. 2012 | 12:24

2013 bliver zombiernes år

Foto | Jonathan Wenk
Nicholas Hoult spiser hjerner og knuser hjerter i den romantiske zombiefilm Warm Bodies.

Det er slut med følsomme vampyrer og pumpede varulve. Næste år træder de levende døde ind på biografscenen for at generobre titlen som Hollywoods favoritskabninger.

Af Lise Ulrich

I årtier har de kravlet, stønnet og gnavet sig ind i biografpublikummets hjerter.

Men de seneste år har zombierne fået en kold skulder til fordel for nydeligt photoshoppede vampyrer og hårdt pumpede varulve.

Zombier har bare ikke haft samme sex-appeal som en følsom, klaverspillende vampyr, og med en James Dean-lignende Robert Pattinson i spidsen har Twilight-sagaen på det seneste taget det meste af opmærksomheden.

Nu ser der imidlertid ud til at komme andre boller på suppen. Den populære amerikanske tv-serie The Walking Dead, der startede i 2010, varslede zombiernes genkomst.

Og 2013 ser ud til at blive året, hvor zombierne vakler endegyldigt ned fra Blockbusters mest snuskede hylder og ind i de største biografer. 

Pitt bekæmper kogalskab
7. februar er der dansk premiere på den romantiske (!) zombiefilm Warm Bodies, baseret på Isaac Marions kultroman og instrueret af Jonathan Levine.

Her spiller Nicholas Hoult (A Single Man) zombien R, hvis døde hjerte pludselig vækkes til live, da hans spiser en ung fyrs hjerne og umiddelbart derefter forelsker sig i den uheldige knøs’ smukke kæreste, Julie. En vinkel på gode gamle Shakespeares Romeo og Julie.

Helt så lykkeligt går det nok ikke i Marc Forsters stort anlagte zombiebrag World War Z (premiere 11. juli), hvor ingen ringere end Brad Pitt (for tiden bedst kendt som akavet reklamemodel for Chanel no. 5) må bekæmpe en verden af levende døde med akut galoperende ”kogalskab”.

World War Z ser ud til at være beslægtet med I Am Legend fra 2007, hvor en mystisk sygdom har udryddet det meste af New York, og Will Smith må kæmpe ene og alene mod hurtigløbende, zombie-lignende væsener. World War Z tager dog skridtet videre og gestalter en regulær verdenskrig mellem zombier og mennesker. 

Raimi-remake
Fans af de mere klassiske zombiefilm kan glæde sig over, at 2013 også byder på god årgangsvin på nye flasker.

Horrormesteren Sam Raimis The Evil Dead fra 1981 genindspilles af Fede Alvarez, og her skal Jane Levy (fra tv-serien Shameless) og venner bekæmpe de døde – og hinanden – da den uhyggelige Book of Dead skaber ravage i en lille, mørk skovhytte (premiere 25. april).

Men her stopper zombie-legen ikke. Af de levende døde, der i 2013 vil gå igen i biograferne (dog ikke nødvendigvis de danske), kan i flæng nævnes:

- Forrest of Hands and Teeth: Filmatisering af Carrie Ryans uhyggelige roman af samme navn.

- The Harvard Zombie Massacre: USA’s klogeste hjerner bekæmper de levende døde.

- I Walked With a Zombie: En lærerinde møder mærkelige børn på en afsidesliggende plantage i dette remake af Jacques Tourneurs film.

- Invasion of the Not Quite Dead: En 30 år gammel virus bryder ud på en engelsk ø.

- Night of the Living Dead: Origins 3D: En gruppe overlevende mennesker har barrikaderet sig i en New York-lejlighed mod en hær af zombier. Spin-off på George Romeros klassiker.

- Stolthed og fordom og zombier: Filmatiseringen af Seth Grahame-Smiths hylende morsomme kultroman af samme navn fra 2009. Tag den, Jane Austen-fans!

Billedgalleri: Zombier

Foto | Javier Aguirresarobe
En zombie forelsker sig: Nicholas Hoults zombie R forsøger at komme ind på livet af sin udkårne Julie (Teresa Palma) i Warm Bodies.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko