AI gør os til dårligere filmskabere

I sommer kom det frem, at AI-selskabet Anthropic har skåret ryggen af millioner af bøger for at scanne dem og træne sine sprogmodeller. En slags papirguillotine gjorde det muligt at digitalisere bøgerne hurtigst muligt, hvorefter papiret blev sendt til genbrug.

Ambitionen var at scanne alle bøger i verden uden at indhente tilladelse fra forfatterne. I første omgang forsøgte virksomheden at holde foretagendet hemmeligt.

Men det og lignende problematikker relateret til AI lader ikke til at bekymre Esther-Sofie Hede, som i et debatindlæg i Ekko argumenterer for, at vi skal invitere teknologien ind i vores praksis og lære den at kende.

Indlægget tager udgangspunkt i musikvideoen A Perfect Storm, der kan ses på Ekko Shortlist. Den er produceret af Bacon og ifølge reklame- og filmselskabet det første af flere offentlige eksperimenter med at integrere AI i deres workflow.

På Bacons hjemmeside kan man læse om tilblivelsen af musikvideoen, der blandt andet indeholder et syntetisk cast af AI-genererede skuespillere, og man kan læse Bacons egne bud på, hvad vi kan lære af eksperimentet.

Men jeg savner et blik for, hvad vi som filmskabere mister, når vi giver afkald på friktionen i samarbejdet med andre mennesker. Og jeg savner en stillingtagen til konsekvenserne for vores branche, når vi lukker en teknologi ind i det kreative rum, som er trænet på andre kunstneres værker uden respekt for ophavsretten.

Falsk livagtighed
Bacon spørger, om et syntetisk cast kan få publikum til at føle noget. Personligt bider jeg mærke i, at AI-skuespillerne i musikvideoen har noget fraværende over sig.

De sidder i en bus uden chauffør på vej imod en form for afgrund, så at spillet er stiliseret eller kunstigt, er der ikke i sig selv noget galt med. Det er selve præmissen for musikvideoen.

Alligevel savner jeg tilstedeværelse i deres præstationer, som blandt andet består af en række blikudvekslinger.

En ung kvinde ser på et barn og så op på barnets mor. En mand vender sig om i sit sæde og møder sin medpassagers blik.

Handlingerne føles tomme og uden intention. Som om man havde instrueret en scene uden at tale med skuespillerne om, hvad den handler om. Man havde bare givet skuespillerne en række handlinger at udføre.

Jeg ser ikke tænkende og følende mennesker, der lever sig ind i en situation og reagerer på den. Og det er svært at mærke, uanset om intentionen har været at arbejde i en underspillet stilart.

Senere i musikvideoen blusser det op til uvejr, og en mand kigger karikeret ud ad bussens vinduer med frygt i øjnene.

Her kan man næsten se prompten bag billedet, og jeg har svært ved at forstå, hvis det kunstigt genererede fraklip med fejl og grin under rulleteksterne får nogen til at føle andet end ubehag ved AI-æstetikkens falske livagtighed.

Taler dig efter munden
I grunden er det mindre relevant, om musikvideoen vækker følelser. Det bør ikke være dét, der afgør, om vi fremover skal erstatte levende skuespillere med computergenererede figurer eller sende location managers på jobcenteret.

Men det er alligevel værd at diskutere, fordi det her også er en samtale om, hvilken slags arbejdsproces vi trives med som filmskabere.

Havde det ikke været mere givende for instruktøren at samarbejde med nogle skuespillere, der kunne byde ind med deres egne erfaringer? Kunstnere med en dyb faglighed, som kan stille spørgsmål, udfordre dine idéer og måske endda overraske dig med noget, du ikke kunne have tænkt på forhånd eller promptet dig frem til?

Bacon skriver, at de bruger AI som et værktøj til dialog og samskabelse, men sprogmodeller er notorisk enige med brugeren, og det kan man ikke bygge et godt samarbejde på.

Nogle gange er det vildt besværligt at arbejde med rigtige mennesker, fordi de ser tingene på en anden måde end én selv. Men vi bliver ikke bedre til at lave film ved at skifte den slags samarbejder ud med en teknologi, der bare taler os efter munden.

Ved alting på forhånd
Bacon skriver, at selskabet var nødt til at storyboarde hele musikvideoen inden optagelserne for at kunne arbejde med disse værktøjer uden at få generiske resultater.

De viser os filmmageren som én, der ved alting på forhånd, og optagelserne som en slags eksekvering af den vision uden plads til væsentlige overraskelser.

Det er at give afkald på de gaver, der opstår, når man åbner for en kunstnerisk dialog under optagelserne og senere i klipperummet.

Bacons arbejdsmetode gør det svært for filmen at vokse sig større end den, man ser for sig i hovedet og kan formulere til en sprogmodel.

Det er lidt det samme, når Esther-Sofie Hede skriver i Ekko, at generativ AI ikke fjerner behovet for håndværk, men blot flytter det, så det især er evnen til at vælge til og fra, som bliver central.

Hun tegner et billede af fremtidens filmskaber som en slags kurator, der ikke skaber noget selv, men blot peger computeren i en bestemt retning.

Det er – synes jeg – en trist vision.

Modstand øger kreativiteten
Det er en god idé at spørge os selv, hvad vi går glip af, når vi for eksempel fodrer vores manuskript til en sprogmodel og beder den om at skrive en synopsis i stedet for at gøre det selv.

Hvad mister vi, når vi spørger ChatGPT, hvordan der så ud på Biologisk Institut i 2003 i stedet for at ringe til en forsker og invitere os selv på besøg?

Når vi fjerner modstand fra vores arbejde på den måde, så stopper vi med at være kreative. Mange af de vigtigste fornyelser i filmhistorien er sprunget ud af mødet med modstand – fra film noir til den iranske nybølge.

Når man skal forholde sig til restriktioner, uanset om de er udefrakommende eller selvpålagte såsom i Dogme95, bliver man skubbet til at finde nyskabende løsninger.

Så spørgsmålet er, om vi kan bruge AI-teknologien på en måde, der fordrer kreativitet i stedet for ukritisk at prompte os ud af filmens knudepunkter.

Springbræt til branchen
Debatten om kunstig intelligens handler også om fordelingen af ressourcer. Hvem høster gevinsten, når en AI-genereret sang stryger til tops på hitlisterne?

AI risikerer at flytte indtægter fra de mange, der skaber værkerne – skuespillere, grafikere, musikere og andre fagfolk – til de få, der ejer teknologien og kontrollerer distributionen.

Både Mads Damsbo og Esther-Sofie Hede beskriver AI som et værktøj snarere end en erstatning. Men når en digital skuespiller genereres i stedet for at hyre en menneskelig, er der ikke længere blot tale om et værktøj. Så erstattes arbejdskraft.

Hede fremhæver desuden, at generativ AI giver flere adgang til at skabe billeder til film og visuelle fortællinger. Men lettere adgang til at producere billeder er ikke det samme som større adgang til filmbranchen.

Vi har alle et kamera i lommen, og det har aldrig været lettere at skabe billeder. Udfordringen er at få arbejde, finansiering og adgang til et publikum.

Tværtimod kan AI lukke nogle af de indgange til branchen, som hidtil har gjort det muligt at opbygge en karriere. Når der ikke længere er brug for klippeassistenter, oversættere og grafikere, forsvinder ikke kun arbejdspladser, men også det springbræt, der giver nye talenter erfaring og adgang til større ansvar.

Bygget på plagiat
Bacon skriver, at de altid søger samtykke og sikrer økonomisk kompensation, når de simulerer kunstneres arbejde ved brug af AI.

Men man kan ikke adskille brugen af de her værktøjer fra, at de er blevet trænet på andre kunstneres arbejde i en uhørt afvisning af ophavsretslove.

Anthropic blev sagsøgt for at piratkopiere i omegnen af syv millioner bøger og indvilligede i 2025 i at betale 1,5 milliarder dollars i et forlig.

Og da OpenAI lancerede sin billedgenerator, flød internettet over med Studio Ghibli-inspirerede billeder, selv om OpenAI ikke har fået tilladelse til at træne modellerne på deres arbejde, og Hayao Miyazaki sågar har kaldt kunstig intelligens for en fornærmelse imod livet.

Hver Ghibli-film består af hundrede tusindvis af håndtegnede billeder, og billedgeneratorer fra OpenAI og andre virksomheder kan være med til at undergrave den måde at arbejde på, uden at kunstnerne bliver kompenseret.

Så når Bacon skriver, at de respekterer individers juridiske og moralske rettigheder i deres arbejde med kunstig intelligens, glemmer selskabet, at plagiat er bygget ind i de modeller, de arbejder med.

Farlig legitimering
Bacon og Esther-Sofie Hede lægger sig tæt op ad AI-selskabernes egen markedsføring: Kunstig intelligens er kommet for at blive, og spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal bruge den, men hvordan.

Det er et bekvemt standpunkt for Hede, der er medstifter af et produktionsselskab, som ”kombinerer AI-understøttede arbejdsgange med traditionel instruktion”.

Man behøver ikke mistænke nogen for at have skjulte motiver for at konstatere, at både Hede og Bacon har en økonomisk interesse i, at AI vinder indpas i filmbranchen. Jeg frygter, at Bacons eksperimenter ikke blot udforsker teknologiens muligheder, men også bidrager til at legitimere dens anvendelse.

Jeg forstår godt, at et reklamehus vil positionere sig i et medielandskab, hvor Kvickly allerede bruger AI-modeller i sine tøjreklamer.

Men hverken Bacon eller Hede kan være uvidende om kritikken af selskaber som Anthropic og OpenAI, der beskyldes for manglende åbenhed om de data, deres modeller trænes på, og for at tilsidesætte hensynet til ophavsret og privatliv.

Alligevel glimrer en kritisk stillingtagen til disse grundlæggende problemer ved sit fravær i deres refleksioner over AI.