Mennesket bag maskinen
Det er naturligvis en illusion, når José González i musikvideoen A Perfect Storm går på vandet eller spiller guitar på taget af en bus. Men følelserne, det skaber, er virkelige, skriver Esther-Sofie Hede i et debatindlæg om AI.
Regnen ligger som en tynd hinde over bussens ruder og bevæger sig langsomt nedad, samler sig i spor og opløser konturerne af den tunnel, bussen glider igennem.
Bagerst sidder en kvinde og kigger frem i kameraets retning. Blikket er roligt, næsten fraværende. Som om hun er midt i en tanke, der ikke helt vil give slip.
Vi bevæger os gennem tunnelen, og én for én møder vi de andre personer i bussen. Ansigter, blikke og små forskydninger i udtryk danner et stille, men tydeligt følelsesrum.
Allerede her begynder man som seer at danne en relation til dem. Ikke gennem handling, men via det aftryk, som deres blikke efterlader hos os.
Som production designer springer det mig i øjnene, at regndråberne på bussens ruder er der i nogle af de første billeder og ikke i andre. Men det interessante er ikke, at noget forskyder sig en smule. Det interessante er, at følelsen ikke gør.
Kan et syntetisk skuespillerhold få os til at føle noget, spørger selskabet Bacon Lab i José González’ musikvideo A Perfect Storm, der kan ses på Ekko Shortlist. Selskabet fortæller selv om tilblivelsen på sin hjemmeside.
Det er også her, at det stopper med kun at være en musikvideo og peger på noget større: Hvordan skaber vi i dag billeder? Og hvordan vi begynder at forstå dem?
Altid et menneske bag
Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål, der kan besvares teoretisk. Det opstår i mødet med billederne, når vi oplever dem, og når vi vælger at teste det af.
Midtvejs i musikvideoen begynder realismen at vige. Et mere surrealistisk univers tager over, og her åbner teknologien nye muligheder – ikke som effekt, men som kunstnerisk greb.
Mod slutningen trækker filmen tæppet væk under sin egen illusion og blotlægger glimt af produktionen: filmsættet, rummet bag billederne og spor af den AI-programmering, der har været med til at skabe dem.
Det opleves som en insisteren på, at det, vi ser, stadig er en undersøgelse. Og det interessante ligger netop i denne bevidsthed. Teknologien bliver interessant gennem den måde, den bruges på.
Det peger på noget større.
At generativ AI ikke længere står uden for produktionen som et eksperimentelt værktøj, men er ved at blive en del af det kreative rum. Det er ikke en erstatning, men et værktøj.
Som production designer og AI director vendte jeg i foråret hjem til Danmark efter en periode i New Zealand, hvor jeg havde arbejdet med undervisning og implementering af AI-værktøjer hos arkitekter, i filmindustrien og kreative miljøer.
Det har kun gjort mig mere overbevist om, at teknologien ikke skaber noget i sig selv. Den åbner muligheder, men det er stadig nogen, der former dem.
Derfor har jeg også svært ved at genkende forestillingen om, at billeder nødvendigvis bliver ens. For der sidder stadig et menneske bag. Et menneske, der vælger, former og fravælger.
Sæt faglige rammer
Til gengæld oplever jeg en anden udfordring, som vi taler mindre om.
For det afgørende spørgsmål er ikke, om vi kan bruge AI, men hvornår det giver mening at gøre det. At vi tager stilling til, om vi vil bruge det eller ikke vil – og hvorfor.
Hvis vi tager det her alvorligt, handler udfordringen om at sætte faglige og æstetiske rammer for, hvordan teknologien bruges.
Generativ AI giver flere adgang til at skabe billeder i film og visuelle fortællinger. Det er en reel forskydning. Noget, der tidligere krævede store budgetter, er i dag tilgængeligt for flere filmskabere.
Men adgang er ikke det samme som forståelse, og det er her, fagligheden bliver afgørende.
Værktøjerne fjerner ikke behovet for håndværk. De flytter det. Evnen til at arbejde med fortælling, komposition, lys, rum og rytme forsvinder ikke. Den bliver mere central. Især evnen til at vælge til og fra.
Billedet formes nemlig af mennesket bag værktøjet.
Kunsten skifter adresse
Vi har set lignende forskydninger før.
I Alfonso Cuaróns Oscar-belønnede Gravity svæver en astronaut alene i rummet, mens store dele af filmens visuelle univers er digitalt skabt. Kameraet bevæger sig frit gennem rummet, uden de begrænsninger et fysisk kamera ville have, og astronautens omgivelser er skabt gennem en blanding af digitale og fysiske elementer.
Alligevel opleves filmen som intens og nærværende. Ikke fordi den er virkelig, men fordi den virker.
Det nye er derfor ikke, at vi kan føle noget i det konstruerede. Det har vi kunnet længe. Det nye er, hvor tæt genererede billeder kan komme på det fotografiske udtryk, og hvor lidt afstand der er mellem det, vi ved, og det, vi føler.
Som min tidligere underviser Morten Rockford Ravn fra kursus- og rådgivningsvirksomheden AI Revolution har formuleret det i et af sine nyhedsbreve:
”For 200 år siden krævede et portræt en enorm teknisk kunnen. Du skulle blande pigmenter. Du skulle forstå anatomi. Du skulle bruge uger på at mestre håndværket. Kun de få havde adgang. Så opfandt vi kameraet. Pludselig skiftede ’kunsten’ adresse. Den flyttede fra hånden til øjet. Teknikken blev demokratiseret.”
Den pointe er relevant igen. Håndværket forsvinder ikke, men ansvaret forskyder sig bare.
Kulturel udfordring
Måske er det derfor, jeg oplever, at det her også er en kulturel og uddannelsesmæssig udfordring.
Hvis vi ikke inviterer teknologien ind i vores praksis og lærer at forstå den – ikke bare teknisk, men også æstetisk og fortællende – overlader vi udviklingen til tilfældigheder.
Alle skal ikke nødvendigvis bruge generativ AI. Men vi har et ansvar for at forstå, hvad vi vælger til, og hvad vi vælger fra. Det gælder både i filmindustrien, i andre kreative industrier og på uddannelserne.
Spørgsmålet er ikke længere, om billederne er ægte, men om den følelse, vi sidder tilbage med, er det. Og hvis den er, hvad er det så egentlig, vi reagerer på?
Esther-Sofie Hede

Født 1999 i København.
Production designer og AI director.
Har skabt production design til serier, kortfilm, musikvideoer og reklamer.
Medstifter af Glue Production, der kombinerer AI-understøttede arbejdsgange med traditionel instruktion.


Kommentarer