Anders Thomas Jensen slår sin egen rekord

Når der skal sælges billetter i danske biografer, formår to særlige herrer virkelig at levere varen. Og når de slår sig sammen, går det helt amok.
Instruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen havde i torsdags premiere på Den sidste viking med Mads Mikkelsen i hovedrollen. I åbningsweekenden har den solgt 123.242 billetter – 156.926, hvis man tæller snigpremierer med, skriver Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.
Det er den bedste premiereweekend nogensinde for både Anders Thomas Jensen og Mads Mikkelsen på dansk jord.
Pressemeddelelsen praler også med, at Den sidste Viking har opnået den største åbningsweekend for en dansk live-actionfilm siden 2018, hvor Journal 64 nåede helt op på 215.052 billetter.
Live-action er dog et nøgleord, for alle tre film i animationsserien Ternet Ninja har haft endnu bedre premieretal end Den sidste viking.
Ikke desto mindre er det en imponerende åbning i en tid, hvor danske film kæmper for at holde grebet om biografgængerne.
I den aktuelle filmaftale står der, at årets ti bedste sælgende danske film i gennemsnit skal sælge mindst 250.000 billetter. Men her i årets sidste kvartal er der stadig kun tre hits, som trækker gennemsnittet op – to af dem med Anders Matthesen: Under stjernerne på himlen, Ternet Ninja 3 og Rejseholdet – Det første mord.
Dog ser det ud til, at dansk films sikreste kort, Anders Thomas Jensens Den sidste viking,er på vej til at blive den fjerde.
Bedst med Bier
I Ekko #99 dykker biografdirektør Sune Lind Thomsen ned i Anders Thomas Jensens salgstal både som manuskriptforfatter og instruktør.
Her kan det overraske, at hans allerstørste billetsucceser ikke er de populære komedier, han selv instruerer. Men derimod de film, han har skrevet til andre, særligt Susanne Bier.
Hans bedst sælgende film er Biers Den skaldede frisør fra 2012 med 631.953 billetter. Herefter følger hans egen Retfærdighedens ryttere fra 2020 med 590.398 billetter. Tredjestørste succes er Biers Elsker dig for evigt fra 2002 med 506.493 billetter.
Men alle tre film kan blive overgået af Den sidste viking, som i hvert fald er kommet flyvende fra start.
Ekkos anmelder giver fem stjerner til filmen om to brødre, Anker (Nikolaj Lie Kaas) og Manfred (Mads Mikkelsen), der forsøger at finde nedgravede, stjålne penge. Det besværliggøres, da Manfred på grund af en psykisk lidelse tror, at han er John Lennon.
Den absurde idé passer godt ind i Anders Thomas Jensens instruktør-oeuvre, der startede med Blinkende lygter for 25 år siden.
Sofie Gråbøl er for første gang siden dengang igen med i instruktørens univers, og fra forsiden af Ekko #99 hylder hun hans vildskab:
”Anders Thomas udfordrer vores forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er hans adelsmærke at være i stand til på det groveste at udlevere og latterliggøre os, men altid med en enorm solidaritet,” siger hun.
Trailer: Den sidste viking
Den sidste viking
i nyt Ekko
Sofie Gråbøl fra Den sidste viking er på forsiden af Ekko #99
Vi dykker ned i Anders Thomas Jensens billetsalg som instruktør og manuskriptforfatter.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Bestil magasinet her og få det tilsendt.
Magasinet er på vej ud i løssalg over hele landet.
Abonnenter kan også læse bladet digitalt.
Kommentarer