Nyhed
17. maj 2009 | 12:54

Ang Lee goes hippie

Taking Woodstock er Cannes-festivalens gladeste film, men den vinder næppe Guldpalmen.
Af Claus Christensen

Ang Lee er en kamæleon.

Han kan med største selvfølgelighed lave en superheltefilm (Hulk) det ene år og en følsom bøssefilm (Brokeback Mountain) det næste.

Nu er den taiwanske instruktør, som for det meste arbejder i USA, sprunget ud som hippie med en langhåret film om hippiebevægelsens mest mindeværdige manifestation: Woodstock Festival.

”Three days of peace and music,” lød budskabet, som fik 500.000 unge amerikanere til i 1969 at valfarte til en bar mark nær Woodstock i staten New York.

Her røg de sig skæve, dansede, elskede og - hvis de ikke var for skæve - oplevede tidens hotteste musikere på slap line: Janis Joplin, Jimi Hendrix, The Who, Santana, Grateful Death, Crosby, Stills, Nash & Young og mange flere.

Begivenheden, der har givet inspirationen til Roskilde-festivalen, er foreviget i Michael Wadleighs dokumentarfilm Woodstock fra 1970.

Autentisk historie

Ang Lees Taking Woodstock handler ikke om selve festivalen, men fortæller den autentiske historie om en ung, blid fyr ved navn Elliot (spillet af komikeren Demetri Martin), som med base i sine forældres faldefærdige motel får festivalen op at stå i den lille flække Bethel.

Vi hører om Elliots problemer med sine jødisk-ukrainske indvandrerforældre; hans temperamentsfulde mor (Imelda Staunton) er som skåret ud af en Woody Allen-film.

Vi hører om modstanden fra lillebyens bedsteborgere, der frygter, at de unge vil stjæle deres ting om dagen og voldtage deres kvæg om natten. Og vi overværer den lokale kunstnergruppe øve sig på en flowerpower-udgave af Tjeckovs Tre søstre (!), som de vil opføre til festivalen.

Coming-of-age

Elliot får sin festival, og bevidst eller ej forener Ang Lees muntre feel-good-komedie 60’ernes Love & Peace-bevægelse med Obamas yes we can-ånd i 2009.

For auteuren Ang Lee er filmen tydeligvis et nostalgisk frikvarter oven på tragedierne Brokeback Mountain og Lust, Caution.

Men hvis man sætter næsen op efter et kalejdoskopisk generationsportræt, vil man blive skuffet. Filmen koncentrerer sig om portrættet af Elliot og fortæller hans coming-of-age, der indbefatter euforiserende stoffer og ud-af-skabet-homoseksualitet.

Tømmermændene

Filmen er helt klassiske fortalt, og dens meget få visuelle eksperimenter - splitscreen og en syretrip-visualisering - er overraskende ubehjælpsomme.

Man savner også stemningen fra selve koncerten og bare et lille glimt af Janis Joplin, men til gengæld er blomsterbørnenes ankomst ad landevejen visualiseret med en kamerakøretur, som er hele filmen værd.

Taking Woodstock
er ikke et susende syretrip, men en munter bagatel. En ny generation kan starte her, men det er nok mere sandsynligt, at de gamle hippier vil gibbe med gangstativet.

Og vil man opleve tømmermændene efter festen og bagsiden af frigørelsen, skal man se Ang Lees The Ice Storm (1997), som er et mesterværk.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko