Animerede eventyr med Gadejørgen

”Jamen, det var da så meget!” siger en mand med stort fuldskæg, da han bliver takket for at deltage i et Zoom-interview, som startede med tekniske vanskeligheder. 

Jørgen er en af de skæve typer, som vi i det danske samfund ynder at kalde ”excentrikere”. En fri fugl, helt sin egen.

Modsat de fleste mennesker har han fået lavet en film om sit liv. Dokumentaren Gadejørgen er endda blevet nomineret for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards 2020.

Frem til den 17. november kan man stemme på filmen!

For at yde virkeligheden retfærdighed har instruktør Kristian Nordentoft – som også er med på Zoom – nemlig valgt at animere de vigtigste nedslag i Jørgens liv med sange frem for at kaste sig ud i rekonstruktioner af den vilde fortid. 

”Mange år efter vi først mødtes, gik det op for mig, at Jørgen var den perfekte indgang til at lave et nyt format: dokumentar-animations-musical. Nogle gange er idéen til en film utroligt enkel. Så skal man udfolde den for Filminstituttet for at få penge, men grundlæggende var det bare idéen om at lade Jørgen synge i en musical om hans liv,” fortæller Kristian Nordentoft.

Han fik to millioner kroner i støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen til at realisere visionen.

”Rent praktisk ville det også kræve meget at iscenesætte Aarhus Nord i 1972 med kostumer, rekvisitter og jeg ved ikke hvad. Så det er en vildt god måde at genskabe fortiden ved at animere. Men det passer også godt til Jørgen og hans røverhistorier, som animationsformatet kan gøre til en poetisk fortælling,” fortæller instruktøren.

Mødtes som protoner
I Gadejørgen lukker gademusikanten Jørgen Ernesto Grønning instruktøren Kristian Nordentoft ind i sit hjem, der er et syndigt rod af bøger, instrumenter og seks års indsamlet hår! Men også af en upåklageligt ordnet frimærkesamling.

Han fortæller i sang og over seks kapitler også sin egen livshistorie, der starter 1. januar 1961. Jørgen Ernesto Grønning ryger som dreng i familiepleje hos ”en kælling og en bonderøv”, som han synger. Men knægten ender med at flygte fra plejeforældrene.

Siden starter han et band, får en søn og spiller på Roskilde-festival. Men hvordan mødte Jørgen og Kristian, der har over tyve år imellem sig, egentlig hinanden?

”Åh nej, Kristian, det er dig, der forklarer det. Vi er uenige om, hvordan vi mødte hinanden!” siger 59-årige Jørgen Ernesto Grønning og lader Kristian Nordentoft om at huske tilbage.

”Jørgen har boet til leje hos alle mulige landmænd gennem tiden,” starter den 38-årige instruktør, men bliver hurtigt afbrudt af sin hovedperson.

”Kan vi ikke bare sige, at vi mødtes på den måde, som protoner gør? Man ved aldrig, om de er på den ene eller anden side, men de ved altid, hvor den anden er.”

Den historie er Kristian Nordentoft meget godt tilfreds med, men den mere konkrete version er heller ikke så ringe. Filmskaberen er også musiker og var bassist i reggaegruppen BliGlad. Han delte et lydstudie med et andet Aarhus-band, Analogik, og endte en dag hjemme hos manden ved navn Gadejørgen, som boede tæt på studiet.

Kristian introducerede Jørgen for bandet, som endte med at komme på turné med Analogik. Jørgen optrådte, mens musikerne spillede.

”Jeg malede billeder på scenen og smed frimærker ud over folk. Der var stage diving og headbanging, og jeg skal komme efter dig. Jeg havde både min scooterdragt og en brudekjole på,” fortæller Jørgen Ernesto Grønning om sine optrædener.

Med DF-kasket på Nørrebro
Efter filmoptagelserne hjemme hos Jørgen i Aarhus startede animationsarbejdet og musikindspilningen, der foregik i København.

Hen over et års tid kom Gadejørgen engang imellem på besøg på Nørrebro, hvor Kristian Nordentoft har sit arbejdsstudie i en containerby.

Her optog de sangene, som efterfølgende blev arrangeret af komponisten Lasse Aagaard, der vandt ved Ekko Shortlist Awards 2017 for musikken i Vi lader billedet stå et øjeblik og i år er nomineret for Viktor på månen.

”Jeg troede bare, det var sådan en hippie-ting, som der ikke var styr på. Men da der kom to millioner kroner til filmprojektet, måtte jeg tage mig sammen,” fortæller Jørgen Ernesto Grønning.

Af budgettet blev 200.000 kroner brugt på at indspille musik, fortæller instruktøren. Og det var en særlig oplevelse at se Gadejørgen på slap line på Nørrrebro.

”Du hyggede dig meget godt med de unge, der lavede bål om aftenen. Så kom du ud med din Dansk Folkeparti-kasket og fortalte historier,” siger Kristian Nordentoft henvendt til Jørgen Ernesto Grønning.

”Det var midt på Nørrebro, så jeg turde ikke gå uden for containerområdet,” siger Gadejørgen, som dog fortalte de forsamlede ungdomshustyper, at han havde stemt på Morten Messerschmidt ved Europavalget.

– Var det for at provokere dem?

”Ja!” råber Kristian Nordentoft.

”Nej-nej, det havde ikke noget med det at gøre,” forsøger Gadejørgen.

”Du kan da godt lide at provokere,” siger instruktøren med et glimt i øjet.

”Ja, men jeg havde hørt ham i radioen, hvor han snakkede fornuftigt om EU, og det gjorde de andre ikke,” fortsætter Gadejørgen.

Kristian Nordentoft smiler.

”Du prøvede at skabe røre ved at sige, at du var helt vild med Pia Kjærsgaard, selv om det ikke passede. Men punkerne rundt om bålet kunne godt lide dig alligevel.”

Tis i tourbilen
Kristian Nordentoft er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2014 og arbejder i den selvkørende arv efter folk som Flemming Quist Møller og Jannik Hastrup.

Han har skabt animation i DR-programmer som Udefra og Næste års tv, men han er ikke selv til fiktive animationsserier. For ham er virkeligheden mere spændende, og derfor forsøgte han sig som dokumentarist med optagelser i Jørgen Ernesto Grønnings hjem.

”Jeg fandt ret hurtigt ud af, at Jørgen ikke kunne sidde og reflektere dybt og længe over livet og følelser. Så det blev meget til bare at hænge ud og ryge nogle af hans hjemmerullede cigaretter,” siger Kristian Nordentoft om de fysiske optagelser.

Instruktøren var spændt på at vise animationerne for sin hovedperson. Han tillod sig nemlig lidt kunstnerisk frihed.

”Når du fortæller, at du skred fra dit band, fordi du ville spille dansk folkemusik, og de ville spille rock’n’roll, tegner vi på billedsiden, at du er fuld og tisser i bilen, så du bliver sparket ud. Men jeg mindes også, at du har været ret fuld i Analogik-bilen nogle gange,” siger Kristian Nordentoft til Jørgen Ernesto Grønning.

”Arh, der var engang, hvor jeg stod op og pissede, men det kan jeg ikke huske!” svarer Gadejørgen.

”Det kan jeg godt,” griner instruktøren.

85 procent sand
De to mænd arbejder stadig sammen om at lave musik, der forhåbentlig kan udkomme engang til næste år. Og lykkes det at skaffe nok penge, bliver der også lavet animation i den forbindelse.

Jørgen Ernesto Grønning mener selv, at han både har ocd og damp, og den blanding får ham til hele tiden at holde sig i gang. Hans seneste påfund er at anskaffe et flygel, så han kan invitere til hjemme-hos-koncerter i sin bolig. ”Det kræver bare lidt oprydning,” siger han med et grin.

Og så tager Gadejørgen det ikke så højtideligt at få sit liv beskrevet i en animeret dokumentar.

”Jeg så animationerne og kunne ændre undervejs, men jeg synes, at tråden er god hele vejen igennem filmen. Der bliver skrevet noget ind, som jeg ikke kan genkende, men jeg kan se, at det passer godt ind i sammenhængen. Og så er der ikke grund til at lave en hel masse om,” siger Jørgen Ernesto Grønning.

”Jeg vil nok sige, at 85 procent følger min tråd sandfærdigt, og så er de sidste femten procent opfundet. Men dem er jeg også godt tilfreds med. Livet går jo ud på at drille hinanden uden at blive fornærmet.”

– Så man må godt finde på, hvis bare det er i den rette ånd?

”Jamen, det er jo Kristians oplevelse af mig!” siger hovedpersonen og giver bolden til instruktøren.

Ren Hollywood
”Det er jo rigtigt nok, at din søn Rune pludselig stod blandt publikum, da vi spillede en koncert med Analogik på Roskilde-festival,” siger Kristian Nordentoft, der også snakkede med Jørgens ekskone og søn for at verificere historierne.

”I filmen hænger du i en wire, og i det øjeblik du ser ham, får du et flashback og falder ned. Det skete ikke i virkeligheden, men det er rigtigt nok, at du ikke havde set Rune i mange år, og pludselig stod hans far på scenen, da han kom for at høre sit yndlingsband. Det er da ren Hollywood, og med animationen kan vi hæve os op over virkeligheden.”

For Gadejørgen var det vigtigste, at hans søn var tilfreds med projektet, og det var han i den grad. Og selvfølgelig, at filmen er sjov.

”Skide være med, om det er løgn, hvis bare det er en god historie,” som han siger.