Nyhed
06. aug. 2019 | 10:51

Brad Pitt fik slåskamp skrevet om

Foto | Robert Richardson
Cliff Booth (Brad Pitt) tager Bruce Lee (Mike Moh) på sengen, da han i en pause under optagelserne af serien The Green Hornet udfordrer kampsportslegenden til en nævekamp.

Skuespilleren beklagede sig til Quentin Tarantino over en kontroversiel scene i Once Upon a Time in Hollywood, hvor hans figur slås med Bruce Lee.

Af Nicki Bruun

Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood er propfuld af kærlige referencer til filmbyen anno 1969.

Men efter den amerikanske premiere på filmen, der er i danske biografer næste uge – læs Ekkos anmeldelse – er der kommet kritik af en bestemt scene.

Nemlig den, hvor Brad Pitts stuntmand Cliff Booth slås med ingen ringere end Bruce Lee. Kampsportsstjernens datter mener, at hendes far bliver gjort til en latterlig og racistisk karikatur. Og nu er det kommet frem, at Pitt selv stejlede over scenen, som den oprindelig var skrevet.

Tarantinos manuskript lod først Cliff vinde over Bruce Lee i tre runder, men instruktøren skrev scenen om, da stjernen og andre på filmholdet beklagede sig over, at det var utroværdigt. Derfor ender scenen med uafgjort.

Det fortæller filmens stuntkoordinator Robert Alonzo i et interview med mediet Huffington Post.

”Alle involverede tænkte: ’Hvordan skal det her lige fungere?’ Brad var meget imod det. Han sagde: ’Det er jo Bruce Lee!’” forklarer Alonzo i interviewet.

Kamp mod en gud
Også Mike Moh, der spiller Bruce Lee i Once Upon a Time in Hollywood, har fortalt, at han havde det svært med skildringen af sit idol.

”For mig var Bruce bogstavelig talt en gud. Han var ikke en person, men en superhelt. Og sådan ser de fleste ham nok,” siger Moh i et interview med mediet Birth.Movies.Death.

Skuespilleren forstod dog grunden til den meget lige slåskamp mellem to forrygende kæmpere.

”Hvordan kan man bedre vise, hvor farlig Cliff er, end ved at lade ham slås med og endda matche Bruce?”

Once Upon a Time in Hollywood får dansk premiere 15. august, og du kan læse et 30 sider stort tema om filmen og Tarantino i det aktuelle nummer af Ekko.

Trailer: Once Upon a Time in Hollywood

Kommentarer

Ekko #82

Stort tema om Quentin Tarantino i det nye nummer af Ekko.

Læs anmeldelsen af Once Upon a Time in Hollywood.

Køb magasinet i kiosker, få det tilsendt eller tegn abonnement.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko