Christian Braad Thomsen er død

I dansk film gælder det som regel, at man enten er instruktør eller kritiker. Men Christian Braad Thomsen var den sjældne undtagelse: både en passioneret instruktør og en skarp kritiker. Dertil kom rollerne som forfatter, filmimportør og engageret debattør.

Nu er han død i en alder af 84 år. Det fortæller hans kæreste, Bente Petersen, til Ekstra Bladet.

”De fandt ham død på plejehjemmet klokken otte i morges, da de skulle vække ham,” siger Bente Petersen.

Han døde af et pludseligt hjertestop. Helbredet var svækket, og de seneste år af sit liv tilbragte han på plejehjem.

Christian Braad Thomsen blev i 1966 optaget på det første instruktørhold på Den Danske Filmskole, som han tre år senere var med til at besætte.

De fleste af protestanterne var medlemmer af det kollektive undergrundsfilmskab ABCinema, som havde indgået en alliance med Braad Thomsen, der gav dem adgang til skolen. De ønskede at bringe skolens filmudstyr ud til folket – som det lød i tidens arbejderjargon – og var generelt utilfredse med den kommercielle filmbranches indflydelse på undervisningen.

Politiet satte en stopper for besættelsen efter to dage, men Braad Thomsen bar den antikommercielle ånd med sig livet igennem.

Han gjorde dog på borgerlig vis sin uddannelse færdig samme år og debuterede to år senere med spillefilmen Kære Irene – et parforholdsdrama med Mette Knudsen og Steen Kaalø om en kvinde, der forsøger at frigøre sig fra sin mand.

Det var en typisk historie fra tidens bølge af kønsbevidste film og tv-spil, hvor samtalen og selvrefleksionen fyldte meget. En kritiker indfangede periodens tone med den ironiske bemærkning: ”Jamen, vi kan da altid snakke om det” – en replik, der siden er blevet stående som et symbol på 1970’ernes danske film- og tv-kultur.

Siden kom den dokumentariske erindringsfilm Herfra din verden går (1976), som han i 1991 fulgte op med Hvor mindets blomster gror. Begge film kredser om opvæksten i den lille østjyske landsby Bjertrup.

Han lavede også dokumentarfilm om forfatterne Karen Blixen, Morten Korch og Svend Åge Madsen samt percussionisten Marilyn Mazur. Sidst, men ikke mindst, Fassbinder: at elske uden at kræve (2015), baseret på hans egne optagelser af den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder, som han havde et nært venskab med.

 Her fortæller Braad Thomsen en anekdote om Rainer Weiner Fassbinder i Ekkos julekalender fra 2012.

Koks i kulissen
Netop Fassbinder var hovedinspirationskilden til skæbnedramaet Kniven i hjertet (1981), hvor et enspænderpostbud får et forhold til en psykologistuderende (Helle Ryslinge). Da han opdager hende i seng med en anden mand, falder hans verden fra hinanden, og det får fatale konsekvenser.

”Filmen postulerer større følelsesdybder, end den rummer,” lyder dommen i Gyldendals Filmguide, og den blev blot set af 1701 tilskuere i biografen.

Braad Thomsen fik sin største succes med roadmovie-komedien Koks i kulissen (1983), hvor Helle Ryslinge og Anne Marie Helger spiller hovedrollerne. Filmen bygger på deres cabaretforestilling Dameattraktioner, som humoristisk latterliggør tidens traditionelle kvindeidealer.

Tre år senere udgav han Min syge moster: 15 års erfaring med og mod den danske filmbranche, en skarp kritik af Det Danske Filminstitut. Han oplevede, at instituttet ikke kæmpede for filmkunsten, men i stedet søgte at tilpasse sig det kommercielle marked.

Bogen markerede begyndelsen på en konflikt, der fik ham til at føle sig isoleret og tilsidesat af instituttet – en strid, som tilsyneladende aldrig blev løst. Helt overset blev han dog ikke. Siden 1992 har han modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. 

Og i 1998 fik han lavet en sidste spillefilm, nemlig Den blå munk, en bittersød komedie om en række ensomme og kærlighedssøgende eksistenser på et værtshus. Huset fungerer som en metafor for livets op- og nedture, hvor gæsterne deler deres drømme, længsler og frustrationer.

Filmen sikrede ham Carl Th. Dreyer Prisen, fordi den – som det blev udtrykt – ”med omsorg, varme og smerte rejste et monument over noget, der alt for sjældent rejses monumenter for: den midaldrende mands melankoli”.

Kameraet som pen
Christian Braad Thomsen havde sit eget filmselskab, Kollektiv Film, og bidrog betydeligt til den danske filmkultur gennem import af værker af blandt andre Fassbinder, Maurice Pialat og Mike Leigh.

Sammen med Lars von Trier sørgede han for, at Pier Paolo Pasolinis Salò – et af filmhistoriens mest chokerende værker, som tidligere havde været forbudt i flere lande – fik dansk repremiere i 1996. Personligt vil jeg aldrig glemme, hvordan han importerede Terence Davies’ poetiske erindringsdrama Fjerne stemmer, stille liv – en film, der siden er blevet min yndlingsfilm.

Hans utrættelige kærlighed til filmkunsten blev ikke altid gengældt, som det så rammende er blevet påpeget. Thomsen betragtede sig selv som en kunstner, der også skrev filmkritik, men i realiteten var han snarere en filmkritiker og debattør, der også skabte film.

Hans første bog var Jean-Luc Godard: fra gangstere til rødgardister og udkom i 1971 i Rhodos-forlagets legendariske filmserie. Biografien Fassbinder: hans liv og film fra 1991 er blevet oversat til flere sprog og regnes for en af de mest betydningsfulde værker om den tyske instruktør.

I Kameraet som pen fra 1994 hylder han sine helteinstruktører fra den franske nybølge i 1960’erne. Bevægelsens hovedpointe var, at instruktøren er filmmediets egentlige kunstner, og at kameraet skal bruges lige så personligt, som en forfatter skriver med sin pen.

Det var også Christian Braad Thomsens mantra, og ligesom instruktørerne François Truffaut og Claude Chabrol fik han øje på Alfred Hitchcock, som midt i Hollywoods kommercielle maskineri formåede at sætte sit personlige præg på sine film.

I Hitchcock: hans liv og film, der udkom på Gyldendal i 1990, brugte han især psykoanalyse med Sigmund Freud som inspiration til at udforske værkerne.

Også bogen De uforsonlige – om banebrydende instruktører som Luis Bunuel, Pier Paolo Pasolini, Robert Bresson og Andrej Tarkovski – samt Drømmefilm, hvor filmhistorien belyses gennem 100 af verdens bedste film, er værd at fremhæve.

Han skrev flere bøger om sin guru Freud, men han var en alsidig herre, så det blev blandt andet også til bøger om alt fra håndboldspilleren Anja Andersen til countrysangeren Willie Nelson.

Kontroversiel debattør
Christian Braad Thomsen var en blændende skribent. Han formulerede sig knivskarpt og præcist, og hans koncise sprog formidlede komplekse tanker med klarhed og elegance. Det gjorde hans tekster let tilgængelige, samtidig med at de efterlod et varigt indtryk.

”Denne mand er en af de store ildsjæle, der gladeligt brænder sit lys i begge ender. Han er en idiosynkratisk idealist, der udfordrer systemet og sørger for at underkaste kulturen og samfundet en permanent polemisk ’CBT-scanning’,” lød begrundelsestalen ved overrækkelsen af Carl Th. Dreyer Prisen.

Som venstreorienteret var han konstant kritisk over for magthaverne, men som debattør var han også kontroversiel.

Han har talt for, at der findes ”lykkelige blodskabsforhold”, ligesom han har sammenlignet ”hetzen mod pædofile” med nazisternes hetz mod jøderne i 1930’erne.

Dokumentaren Den man elsker fra 1980 er en undersøgelse af de erotiske relationer mellem forældre og børn, og i et debatindlæg under overskriften Hetz: De fleste pædofile er lovlydige i 2004 skrev han: ”Man er ikke kriminel, fordi man er pædofil. Nogle af de mest respekterede kunstnere og tænkere i vor kultur har været pædofile, men de har som langt de fleste øvrige pædofile været i stand til at sublimere deres seksualitet.”

Da debatten på ny blussede op i 2018, kom han på glat is. Det fik ham til at understrege, at han principielt er ”modstander af incest og pædofili, som jeg betragter som et produkt af syge familieforhold”. 

En storsindet original
Christian Braad Thomsen levede sammen med billedkunstneren og instruktøren Jytte Rex fra 1975 til 1997, og de fik datteren Rosemarie. Han bidrog aktivt til hendes film som både manuskriptforfatter og producer.

Trods det private brud fortsatte deres samarbejde, og Thomsen undlod aldrig en mulighed for at fremhæve Rex’ store talent samt den uretfærdige behandling, hun efter hans opfattelse ofte mødte fra støttesystemet.

Christian Braad Thomsen kunne være benhård og uforsonlig, men han havde også en anden mild, munter og storsindet side. Jeg oplevede begge dele.

I en af mine første anmeldelser gik jeg i clinch med hans Hitchcock-bog, som jeg fandt for firkantet, og jeg savnede en mere filmisk funderet analyse.

Thomsen svarede med et vredt og hånligt læserbrev, men senere udviklede vi et frugtbart samarbejde, da jeg blev redaktør på Ekko. Her leverede han indsigtsfulde tekster, og når han mente, jeg havde vist mod som redaktør, sendte han altid en varm og rosende mail.

Nogle fandt ham anstregende, andre dybt inspirerende. Men uanset holdning har dansk film mistet en original – et menneske, der med hele sin sjæl kæmpede for de værdier, han troede på, ikke mindst den grænsesprængende filmkunst.