Nyhed
19. jan. 2014 | 23:58

Shortlist: Kan en film være for barsk?

Foto | Michael Langhoff
”Jeg måtte være til stede som en flue på væggen et par timer en eftermiddag,” siger instruktør Per Dreyer om sin danske version af rædslerne, der udspillede sig i Josef Fritzls kælder fra 1984 til 2008.

”Danmark tør ikke vise kontroversiel incest-film,” skrev Politiken om Per Dreyers Far, der fortolker Josef Fritzl-tragedien. Nu bobler den om kap med en skizo-komedie og en multiplotfilm om fædre.

Af Claus Christensen

Da den østrigske elektroingeniør Josef Fritzl i 2008 blev anholdt for at have holdt sin familie indespærret i et kælderrum igennem 24 år, lød det som en dårlig B-film.

Fritzl havde bevidst og systematisk misbrugt sin egen datter og fået syv børn med hende bag specialbyggede ståldøre, som var blevet fremstillet for at skjule forbrydelsen. Drevet af en seksuel besiddertrang gjorde den sølle familiefar sig til hersker i et univers, hvor han kunne bestemme alt og til enhver tid få afløb for sine drifter.

Et Auschwitz i familieformat, som er for barsk og afstumpet for en fiktionsfilm, kunne man tro.

Men den slags er naturligvis kun en spændende udfordring for en kunstner, hvis kald er at stirre ned i afgrunden og beskrive det ubeskrivelige. Og med dødsforagt har Per Dreyer med Far, der bobler på anden uge til Ekko Shortlist, kastet sig over en slags fortolkning af rædslens 34 kvadratmeters kælder i Amstetten.

Flue på væggen
”For mig er hans scenarie så ufattelig fremmedartet, at jeg måtte opsøge det fangenskab, han etablerede for sin datter,” skriver Per Dreyer, der har nærlæst den 75 sider lange psykiatriske rapport om Josef Fritzl.

”Jeg måtte være til stede som en flue på væggen et par timer en eftermiddag. Jeg ønskede at betragte ham udfolde sig på det sted, hvor han havde uindskrænket magt,” fortsætter instruktøren, der oprindelig er uddannet fotograf.

”Her kunne han sige og gøre, hvad der passede ham. Her kunne hans sarkasme få frit spil, mens trusler og nederdrægtige regelsæt herskede,” forklarer instruktøren, der har allieret sig med nogle af dansk films stærkeste navne.

Uhyggeligt overbevisende
Claus Bue er uhyggeligt overbevisende som den uberegnelige far, der det ene øjeblik omsorgsfuldt kommer med julegaver til børnene og det næste øjeblik truer moren med at gasse dem ihjel, hvis hun ikke gør, hvad han siger.

Stefania Ómarsdóttir er lige så overbevisende som den underkuede og nervesvækkede datter, der kæmper for sine børns overlevelse og for at opretholde en vis anstændighed under de barbariske forhold.

Bag kameraet står verdensstjernefotografen Anthony Dod Mantle (Rush, Antichrist, Slumdog Millionaire). Han formidler kælderens klaustrofobi og gør det blinkende lysstofrør til en aktiv medspiller i dramaet.

Og den erfarne komponist Povl Kristian har sørget for den udtryksfulde musik, der opbygger kriblekrable-uhygge og kulminerer i et atonalt inferno under voldtægten.

Fra monster til menneske
Udførelsen fejler altså bestemt ikke noget. Alligevel er det næppe en film, der vil blive vist på public service-tv. Ifølge instruktøren har TV 2 nemlig afvist Far, fordi den er ”for grum”, og DR har reageret med komplet tavshed.

Grum eller ej, vi stiller gerne Ekko Shortlist til rådighed for film, der bliver afvist eller censureret andre steder – det være sig på tv-stationerne, YouTube eller Facebook – så længe de har kvalitet.

”Det er tankevækkende, at den aften, vi fik besked fra TV 2 om, at de ikke kunne se filmen færdig, da sendte de et program om en seriemorder, der kogte ligene af de mennesker, han havde myrdet,” har Per Dreyer udtalt i Politiken.

”Sådan noget er jo udelukkende skabt for at gøre folk bange og ødelægge deres nattesøvn,” fortsatte han og tilføjede, at hans film har et helt andet sigte.

”I filmen kommer man helt tæt på et udyr og ser, at han i virkeligheden bare er et menneske. Man jager et monster, men finder et menneske.”

Det er Hitchcocks skyld
Dreyers far-karakter er psykopat, hvilket ofte fejlagtigt forbindes med en psykose.

Forskellen bliver dog tydelig, når man ser Nanna Kari Jensens Du ved godt, at du drømmer, der tegner et sympatisk portræt af en skizofren person, Jens, som lider af hallucinationer.

”De fleste tror, at skizofreni har noget med personlighedsspaltning at gøre … Det må være ham Hitchcocks skyld,” siger Jens med sin karakteristiske tørre humor.

Vi følger ham på vejen gennem ydmygende behandlinger og tåbelige jobtilbud, og undervejs får vi adgang til hans lovligt subjektive tankeverden via animation og en imaginær følgesvend.

Tempoet er slentrende, men fyldt med små absurditeter, som serveres deadpan og i smuk samklang med Alex Puddys soundtrack.

En myte mindre
”Medierne og film er med til at skabe billeder af disse meget følsomme mennesker som gale, utilregnelige og farlige,” skriver instruktøren Nanna Kari Jensen og produceren Nanna Fock om filmen.

”Der findes psykopater, jo tak – men det er sjældent dem, som bærer diagnosen ’skizofreni’, indlægges, medicineres og lever med medicin eller uden.”

Nanna Kari Jensen har stået i lære hos Morten Hartz Kaplers (AFR), og mon ikke hun har ladet sig inspirere af Kaplers sans for at blande virkelighed og fiktion?

En fortællerstemme viser sig til sidst at tilhøre den autentiske Jens, der står foran et levende publikum, som har fået aflivet en myte.

”Jeg skal ikke klage. Før i tiden blev man steriliseret og bæltefikseret, når man skulle sove. I dag rådner vi op i rare og rolige omgivelser. Det synes de er humant,” siger den skizofrene Jens.

Fædre i krise
Modig er også svenske Frida Barkfors afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Tick Tick Boom er nemlig noget så naturstridigt som en multiplot-fortælling, der afvikles på bare 30 minutter.

Barkfors klipper imellem tre historier, som hver især har mænd i forskellige aldre i hovedrollen. Vi møder teenageren Pelle, der bliver ydmyget, da hans berusede far dukker op og ødelægger et stævnemøde. Vi kommer tæt på en ung mand ved navn Rasmus, som har svært ved at tackle, at hans nyfødte barn skal gennemgå en farlig operation.

Men størst indtryk gør den midaldrende Aksel (en hudløs Lars Thiesgaard), som kaster sig ud i et patetisk forsøg på at vinde sin ekskone tilbage og genetablere kernefamilien.

”Jeg kan huske én kondition, jeg satte for filmen: Der skulle ikke være nogen transportscener. Jeg ville have, at der skulle være knald på,” skriver Frida Barkfors.

”Jeg bliver altid inspireret af nøglescener, som ofte tager udgangspunkt i noget, jeg hører om eller selv har oplevet. Og her gik det først sent op for mig, at jeg var ved at lave en film om fædre,” fortæller instruktøren om afgangsfilmen, der skaffede hende en spillefilmkontrakt med Nimbus Film.

Far, Du ved godt, at du drømmer og Tick Tick Boom – tre modige film. Se dem, giv dem stjerner – og hjælp dem derved ind på top 10!

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko