Nyhed
04. juni 2025 | 16:02

Danske producere starter fagforening

Foto | Dansk Producer Forbund

Mille Bjørke, Lea Løbger, Søs Thøstersen, Jennifer Green, Sara Namer, David Østerbøg og Anne Falkesgaard udgør bestyrelsen for det nystiftede Dansk Producer Forbund. 

Producere, der ofte er bindeled mellem selskabet og de andre ansatte på en produktion, har brug for at organisere sig, mener det nystiftede Dansk Producer Forbund.

Af Frederik Hoff

Den danske film- og tv-branche blev den 12. maj en fagforening rigere, da Dansk Producer Forbund opstod ved en stiftende generalforsamling.

Lidt over 50 producere mødte op, og en bestyrelse på syv personer blev valgt.

Bestyrelsen tæller Lea Løbger, Søs Thøstesen, Jennifer Green og David Østerbøg, som også er blandt initiativtagerne, samt Mille Bjørke, Sara Namer og Anne Falkesgaard. Bestyrelsen konstituerer sig selv til det første egentlige møde den 11. juni.

”Ved det første møde skal vi tage stilling til, hvordan vi prioriterer arbejdet efter den workshop om producernes interesser, som vi holdt til den stiftende generalforsamling,” siger produceren Lea Løbger, der arbejder for True Content Entertainment, til Ekko.

På forbundets hjemmeside kan producere frem til 9. juni svare på en undersøgelse om lønninger og vilkår.

Lea Løbger understreger, at hun ikke er talsperson for forbundet, men forklarer, at ønsket om et producerforbund har eksisteret længe.

”Meta Louise Foldager Sørensen forsøgte at få det i gang tilbage i 00’erne, og jeg var selv med i en dialoggruppe, som gik i sig selv på grund af corona. Men nu er tiden moden,” mener hun.

Producere er medarbejdere
Lea Løbger, Jennifer Green og David Østerbøg forlod alle TV 2 i slutningen af 2024. Løbger afviser dog, at oplevelser hos tv-stationen har motiveret hende i oprettelsen af forbundet.

”Det har ikke noget med det at gøre. Men det at jeg blev fritstillet, gav mig noget ekstra tid til at påbegynde arbejdet, og de andre fik jo også mere tid,” siger Lea Løbger.

Det vil nok forvirre nogen, at der er brug for en ny forening, når organisationen Producentforeningen har eksisteret i mange år. Men hvor producenter ejer produktionsselskaber og reelt er arbejdsgivere, er mange producere i dag ansatte i selskaberne. Netop distinktionen mellem de to fag er afgørende, forklarer Lea Løbger.

”I 1990’erne var der som regel lighedstegn mellem producenter og producere, men i dag er der flere større produktionsselskaber med en stor international virksomhed bag sig. Den udvikling sker jo også i andre brancher, hvor familieejede virksomheder erstattes af kæder,” siger hun.

Eksempelvis er SAM Productions’ delvist eget af franske Canal+, mens Miso Films er ejet af Freemantle Group.

”Det giver en anden arbejdsgiver-medarbejder-relation, som skaber et behov for, at producere kan organisere sig som medarbejdere,” siger Lea Løbger.

”På optagelserne repræsenterer vi producenten, og i selskabet repræsenterer vi produktionen, så vi er en slags bindeled, og det vil vi gerne tydeliggøre. Det er en kompleks position med mange ansvarsområder, hvor der kan opstå forvirring om forventningerne til ens arbejde. Det kan vi være med til at undgå med eksempelvis mere ordnede arbejdsbeskrivelser.”

Professionelle fra starten
Ifølge Løbger har forbundet foreløbig identificeret cirka 300 producere i Danmark – inklusive dem, der stadig studerer.

Men noget af det, forbundet skal diskutere, er definitionen af, hvilke producere foreningen repræsenterer. Det er ikke fastlagt, om associate producere, udviklingsproducere, lineproducere og postproducere skal indgå.

Dansk Producer Forbund har indgået et administrativt og juridisk partnerskab med Serviceforbundet, som er en sammenslutning af små fagforeninger.

Det betyder, at producerne nu hører under samme fællesskab som blandt andre Veterinærsygeplejerskernes Fagforening, Danske Bandagister og Danmarks Kirketjenerforening.

”Vi er endt hos Serviceforbundet, fordi de har nogle kompetencer, som vi selv mangler, for eksempel i forhold til administration og udarbejdelse af lønstatistik. På den måde kan vi være et professionelt forbund fra starten.”

Af præsentationen på hjemmesiden fremgår det, at et fuldtidsforsikret kontingent koster 350 kroner om måneden, hvoraf det meste går til Serviceforbundet. For studerende koster det 75 kroner.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko