Nyhed
04. okt. 2022 | 09:58

Dansker instruerer Star Wars

Foto | Amazon Studios
Janus Metz under optagelserne af Amazon-filmen All the Old Knives. Nu skal danskeren instruere afsnit af Disney-serien Andor, der bygger videre på Star Wars-universet.

Filminstruktør Janus Metz er blevet udvalgt til at instruere en række afsnit  i den kommende sæson af Disney+ serien Star Wars: Andor.

Af Jonathan Lebeda

Star Wars-universet er blevet aktuelt igen med premieren på første sæson af Star Wars: Andor, der havde premiere 21. september på Disney+. 

Serien har modtaget gode anmeldelser og er en forhistorie til filmen Rogue One: A Star Wars Story. 

Nu har seriens skaber Tony Gilroy udvalgt danske Janus Metz til at instruere flere afsnit af seriens anden sæson oplyser Ritzau. 

”Der må være et eller andet i den måde, jeg laver ting på, og mit blik, som fungerer, og som har en relevans i forhold til hans univers. Det blev jeg ret beæret over, fordi jeg personligt har været ret stor fan af Tony Gilroy,” siger Janus Metz til Ritzau. 

”Jeg synes, det er virkelig interessant at skulle være en del af et univers, som er skabt af nogle af de største filmskabere både foran og bag kameraet lige siden den første film i 1977.” 

Det er uvist, hvornår anden sæson får premiere. Men Janus Metz opholder sig ifølge Ritzau i London i forbindelse med forberedelserne til serien, der snart går i optagelse. 

Fra Armadillo til Star Wars
48-årige Janus Metz er autodidakt filminstruktør. Han brød stort igennem i 2010 med den opsigtsvækkende dokumentarfilm Armadillo, der viser udsendte danske soldaters oplevelser i Afghanistan. 

Siden hen har instruktøren opbygget en stor international karriere. 

Janus Metz står bag flere afsnit af serierne True Detective og ZeroZeroZero, spillefilmen Borg om tennisikonet Bjørn Borg og senest agentdramaet All the Old Knives, der fik fire stjerner af Ekkos anmelder. 

I forbindelse med premieren på sidstnævnte gav Metz interview med Ekkos René Fredensborg. Her gjorde han status over karrieren og kom ind på det, at han stadig havde meget at lære. 

”Jeg kan have et kæmpe temperament, og det er noget, jeg også skal arbejde med. Du ved, man kan være sindssygt under pres,” sagde Janus Metz i Ekko #90

”Man skal have 200 mennesker til at gå i takt, man skal have de billeder og de optagelser i kassen lige nu. Der er eddermame gange, hvor det hele er brændt sammen, og jeg måtte ned og bukke og skrabe bagefter for at få det til at fungere. Hvis man taber sutten, går der lang tid, før man får samlet den gode arbejdsrelation op igen.”

Trailer – Star Wars: Andor

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko