ekko shortlist awards 2025
15. nov. 2025 | 07:47

Her er den engagerede diversitetsjury

Foto | diverse

Caster Tina Bremer, tv-direktør Daniel Svarts, Filminstituttets direktør Tine Fischer, chefredaktør Claus Christensen samt skuespiller og debattør Sandra Yi Sencindiver udgør årets jury for Diversitet Prisen.

Filminstituttets direktør Tine Fischer og fire andre fremtrædende personligheder fra film- og tv-branchen med mangfoldighed højt på ønskelisten skal udpege vinderen af den populære Diversitet Prisen til Ekko Shortlist Awards 2025.

Af Frederik Hoff

Tirsdag den 25. november nærmer sig, og snart skal landets bedste kortfilm hyldes i Københavns Bremen Teater, når satirikeren og skuespilleren Helin Erdem som vært skyder Ekko Shortlist Awards i gang.

De nominerede til filmpriserne er allerede fundet, og publikum kan stemme her. Men nok så vigtigt skal den populære Diversitet Prisen også i år gives til den person eller organisation, som har gjort mest for, at film- og tv-branchen bliver lidt mere farverig.

Lidt mere formelt lyder kriteriet, at prisen ”uddeles til en arbejdsplads, producent, broadcaster, institution eller enkeltperson i film- og tv-branchen, der har gjort en særlig indsats for at inkludere alle uanset køn, seksualitet, alder, krop, etnicitet og social klasse”. 

Vinderen skal værdsætte mennesker alene for deres faglige kvaliteter samt bidrage til mangfoldighed og gensidig respekt.

Prisen blev stiftet af stylist Pari Khadem i 2021 og har hvert år været sponsoreret af FILM&TVGruppen i Dansk Journalistforbund.

Har du et godt bud på, hvem der fortjener prisen, kan du sende en kort begrundelse til ekko@ekkofilm.dk frem til mandag den 17. november kl. 12 og få en fribillet.

Herefter vil en engageret diversitetsjury af fremtrædende film- og tv-folk tage sig af at udpege de fem nominerede og vælge vinderen, som hædres i Bremen.

Det var et af sidste års højdepunkter, da holdet bag DR-programmet En særlig samtale fyldte scenen op og modtog prisen for deres unikke program.

Skynd dig at købe billet!

 

Tine Fischer

Den store chef i dansk film, direktøren for Det Danske Filminstitut, uddelte sidste år prisen for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards med et brag af en tale. I år har Tine Fischer fundet plads i sin travle kalender til at give en hånd med i diversitetsjuryen.

Ved tiltrædelsen i august sidste år sagde hun til Ekko, at dansk film og tv bør spille en aktiv rolle i tidens vigtige spørgsmål, inklusive diversitet.

”Det kunne klæde filmbranchen at være tydelig og deltagende på nogle af samfundets store dagsordener. Film- og tv-branchen er en del af en digital medievirkelighed, som fundamentalt ændrer vores måde at være mennesker på,” sagde Fischer, der selv er vokset op i Taastrup på Vestegnen.

Den tidligere rektor for Den Danske Filmskole og innovative stifter af festivalen Cph:Dox har uden tvivl stærke holdninger til, hvem der løfter diversitetens banner. Efter nogle turbulente år for Filmskolen fik hun ikke bare skabt ro, men åbnede også skolen op og gjorde den mere mangfoldig. Hun nyder derfor en særlig respekt blandt den unge generation.

 

Daniel Svarts

Fra tv-land får juryen igen i år besøg af direktøren for BBC Studios Nordic Productions.

Den tidligere DR- og TV 2-journalist har med sit produktionsselskab – der tidligere hed STV – været med til at producere alt fra Aftenshowet og Danmarksindsamling til Sporløs og Fede forhold. Selskabet producerer også fiktion.

Daniel Svarts er vokset op hos en plejefamilie i Bogense. Hans mor blev gravid under en rejse med Tvind på Mozambique.

”Min opvækst har måske gjort mig mere kompromisløs på nogle punkter. Jeg står fast på mine værdier. Samtidig har jeg stor forståelse for og kærlighed til outsiderne og dem, som har det svært,” har han sagt til Avisen Danmark.

Daniel Svarts er uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i tv- og medietilrettelæggelse. Han sidder i Den Danske Filmskoles bestyrelse.

Hans overblik er svært at matche, og han har især blik for de tiltag, der når helt ud i stuerne og ændrer danskernes verdensbillede. Derfor har han også været med i diversitetsjuryen alle fem år, prisen er blevet uddelt. Han har annonceret, at han snart forlader BBC Studios Nordic Productions, men vi håber, at han fortsætter i film- og tv-branchen.

 

Sandra Yi Sencindiver

En central stemme i debatten om repræsentation i dansk film er Sandra Yi Sencindiver, der professionelt favner bredt.

Hun er international skuespiller i serier som Alien: Earth, Nørd på catwalk og The Wheel of Time. Som instruktør står hun blandt andet bag den personlige kortfilm Søger Hwa Sun, der handler om hendes koreanske adoptivmor. Filmen er i år nomineret for sine kostumer ved Ekko Shortlist Awards.

Sandra Yi Sencindiver er sammen med producenten Malene Flindt Pedersen forperson for bestyrelsen i WIFT (Women in Film and Television) og ikke mindst en af initiativtagerne til kampagnen Et Større Billede, som vandt Diversitet Prisen i 2023.

Kampagnen bestod af tre plakater for fiktive danske film og en serie, der tydeligt refererede til virkelige produktioner uden en eneste person med anden etnisk baggrund. Det havde gruppens plakater derimod.

”Det er nemt nok at sige alt det rigtige i et ekkokammer. Men vil man sprede sit budskab og ændre stereotype forestillinger gennem årtier, kræver det originalitet og viljestyrke. Med tre falske filmplakater fik I pludselig hele den danske filmbranche til at tale om diversitet,” lød Ekko-juryens begrundelse for prisen.

Tidligere i år viste hun med en WIFT-undersøgelse, at det især halter med repræsentationen bag kameraet i dag.

 

Tina Bremer

Få har mere direkte magt til at sikre diversiteten på de danske tv-skærme end dem, der caster medvirkende til tv-programmer.

Sådan én er Tina Bremer, som blandt andet har castet til programmer som Big Brother, Er du klogere end en 10-årig? og Den store bagedyst.

Tina Bremer er uddannet i Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet, hvor hun gik på hold med Ekkos nuværende chefredaktør. Jobmulighederne på studiet var usikre, men det bekymrede ikke Bremer, der selvsikkert erklærede, at hun nok skulle omsætte teori til praksis.

Det gjorde hun i tv-branchen, hvor hun i øjeblikket caster til hele tre programmer: en ny sæson af Den store bagedyst i 2026, en DR-serie om relationer og en Viaplay-serie om en familie, der køber hus i Italien.

Det er tredje gang, Tina Bremer er med i diversitetsjuryen, hvor hun bidrager med sit skarpe blik og passion for mangfoldighed.

 

Claus Christensen

Stifteren af Ekko Shortlist og Ekkos chefredaktør er også en af hovedkræfterne bag Diversitet Prisen.

Den blev stiftet i kølvandet på et protestbrev, hvor 545 filmfolk kritiserede arbejdskulturen i filmbranchen.

Claus Christensen offentliggjorde brevet på Ekkos hjemmeside, og kort efter blev Diversitet Prisen en fast del af Ekko Shortlist Awards.

Han tiltrådte som chefredaktør i 2002 og transformerede Ekko fra et beskedent undervisningsblad til et toneangivende, bredtfavnende filmmagasin – samtidig med at oplaget steg fra 2.000 til over 10.000.

Ud over at drive Ekko har chefredaktøren også ansvaret for dagligt at se og udvælge de mest talentfulde af de over 300 danske kortfilm, der hvert år uploades til Ekko Shortlist.

Film fra Den Danske Filmskole og de alternative uddannelser Super16 i København, Super8 i Aarhus og 18 Frames i Odense har naturligt en plads på streamingtjenesten, men Christensens opgave er også at spotte talenter i undergrundens yderkanter og samtidig styrke mangfoldigheden.

Langt de fleste, der i dag gør karriere i filmbranchen, har trådt deres barnesko på Ekko Shortlist, som derfor spiller en central rolle i talentfødekæden. På nuværende tidspunkt findes der 1.873 film på Ekko Shortlist, og hver uge tilføjes i gennemsnit tre nye film til streamingtjenesten.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm på Ekko Shortlist.

Startede i 2014 og finder i år sted for tolvte gang 25. november i Brement Teater.

Ekko Shortlist og Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Danske Filminstitut og Producent Rettigheder Danmark.

Streamingtjenesten og prisfesten er sponsoreret af Producentforeningen, FAF, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Komponistforening, ANIS, FILM&TVGruppen, Danske Scenografer og Royal Guld.

Køb billet!

© Filmmagasinet Ekko