Nyhed
01. okt. 2025 | 15:15

DR fyrer Sandy French

Foto | Agnete Schlichtkrull

Sandy French har siddet på posten som nyhedsdirektør hos DR siden 2017, men nu skal der nye kræfter til. 

Nyhedsdirektøren afskediges i forbindelse med organisatoriske ændringer og afsløringen af et omfattende taxa-forbrug samme år, som hun mødte kritik for en omdiskuteret Grønlands-dokumentar.

Af Frederik Hoff

I februar tog DR’s nyhedsdirektør Sandy French den radikale beslutning at afpublicere dokumentaren Grønlandss hvide guld efter massiv kritik fra blandt andre højtstående politikere.

Samtidig fyrede hun den ansvarlige chefredaktør for DR Nyheder, Thomas Falbe. Men hun blev også selv udsat for kritik for håndteringen af sagen.

Af en pressemeddelelse fra DR i dag fremgår det, at Sandy French nu selv er blevet afskediget i forbindelse med den nytiltrådte generaldirektør Bjarne Corydons visioner for public service-stationen.

”Hendes fratræden sker på et tidspunkt, hvor DR gennemfører de første organisatoriske ændringer, som skal understøtte DR’s arbejde med implementering af en kommende ny strategi,” udtaler Bjarne Corydon i meddelelsen.

Han roser French for imponerende resultater, høj faglighed, lederkompetencer og et strategisk overblik i sine otte år på posten. Det er dog nok mest i den diplomatiske genre, da Corydon vil afbryde samarbejdet.

Det oplyses også, at den undersøgelse Sandy French’ taxa-forbrug, der blev igangsat i august, nu er afsluttet.

Undersøgelsen kom i stand, fordi Frihedsbrevet afslørede, at nyhedsdirektøren fra januar 2020 til januar 2025 havde kørt taxa mindst 521 gange. Ifølge French på grund en sprængt akillessene og diskusprolaps.

Undersøgelsen konkluderer, at 50-årige Sandy French har brugt DR’s taxakort på en måde, der ikke er i overensstemmelse med stationens retningslinjer. Hun har tilbudt at betale de cirka 16.000 kroner tilbage.

”DR har ikke grund til at tro, at Sandy French har handlet forsætligt. Det ændrer imidlertid ikke ved, at forholdet har indgået i DR’s samlede vurdering og beslutning om at afslutte samarbejdet nu,” står der i undersøgelsen.

Nye kræfter
Stillingen som nyhedsdirektør – og en nyoprettet stilling som teknologidirektør – vil ifølge DR’s pressemeddelelse blive slået op snart. Frem til ansættelsen vil redaktionschef Kirsten Marie Svendsen overtage Sandy Frenchs ansvarsområde.

”Jeg er både taknemmelig og stolt over mine otte år som nyhedsdirektør i DR. Jeg har fået lov til at arbejde sammen med de dygtigste medarbejdere og chefer og det har været meningsfuldt, udfordrende og motiverende hver eneste dag,” udtaler hun i meddelelsen.

”At nye kræfter skal til, er et vilkår på det her niveau, og jeg videregiver trygt DR Nyheder til min efterfølger. Jeg har stor respekt for Bjarne Corydon og hans projekt med at sikre DR’s position i fremtiden. Public service er vigtigere end nogensinde, og jeg ønsker ham alt det bedste med den betroede opgave.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko