DR skruer op for det kritiske blik på eget virke
Charlotte Harder ser det ikke som sit arbejde at beskytte DR, men tror på det gode i større åbenhed om, hvor DR’s oplysninger kommer fra.
Umiddelbart var det bare en lille detalje.
Charlotte Harder, der i maj 2026 afløste Jesper Termansen som Lytternes og Seernes Redaktør i DR, lavede i starten af august et opslag på Facebook.
Hun præsenterede sine refleksioner, der blandt andet lød, at det langt fra var alle, der havde nydt en sommer med masser af sport på tv.
”Det viser et dyk ned i den store bunke med kommentarer, ris, ros og spørgsmål, som DR modtager hver eneste måned,” skrev Charlotte Harder.
Hun uddybede, at hun som ny redaktør ikke bare vil svare på egentlige klager over DR. Hun vil også synliggøre, hvad der bliver kritiseret, kommenteret og rost.
Det udløste en spontan anerkendelse fra denne signatur, båret af ikke mindst overraskelse – næsten et lille chok – fordi jeg personligt har erfaringer med, at henvendelser tidligere snarere er blevet syltet end taget vel imod.
Et års tomgang
I juli 2025 skrev jeg en ret detaljeret henvendelse til den daværende Lytter- og Seerredaktør og modtog denne reaktion: ”Jeg vil se på det senere, men denne mail for blot lige at kvittere.”
I september 2025 spurgte jeg, om redaktøren mon var nået til min henvendelse – og fik dette svar: ”Ikke endnu.”
I marts 2026 spurgte jeg igen, hvordan det gik med behandlingen af min henvendelse. Og fik svaret: ”Det har jeg ikke nogen – officiel – holdning til. Jeg er meget tilbageholden med at kommentere indhold.”
Kort sagt næsten et års tomgang fra DR’s side, hvor jeg rykkede flere gange. Og til sidst fik et svar, som jeg lige så godt kunne have fået samme dag, jeg henvendte mig.
Derfor skrev jeg til Charlotte Harder: ”Kæmpe ros for, at du trækker redaktørrollen frem i lyset. Endelig!” skrev jeg, hvortil hun replicerede: ”Tak, Øjvind – forslag modtages med glæde.”
Charlotte Harder sagde tilmed uden videre ja til at blive interviewet om, hvordan hun vil forny funktionen. For én, der har fulgt, hvordan DR i sin kommunikation gennem årene har fremstået mere og mere lukket, er den imødekommenhed absolut ikke en selvfølgelighed.
DR skal forklare fravalg
I strategien Forskellige sammen fra januar 2026 lægger DR selv op til en ny tilgang.
”DR vil styrke et vedvarende, kritisk og uafhængigt blik på eget virke ved blandt andet at modernisere og forbedre Lytternes og Seernes redaktør-funktionen samt styrke og forny interne kvalitetsprocesser og den systematiske efterkritik,” skriver DR.
– På hvilken måde vil du reformere og udvikle funktionen, Charlotte Harder? Hvad stod der i din jobansøgning?
”Folk – både i og uden for mediebranchen – bliver lidt fjerne i blikket, når jeg fortæller, at jeg er Lytter- og Seerredaktør. Dialogen bliver vigtigere og vigtigere, også med grupper, der normalt ikke henvender sig. Derfor ville det være godt med et mere mundret navn,” siger Charlotte Harder.
I det hele taget skal reaktioner fra brugerne være et aktiv i udviklingen af DR.
”Vi skal åbne dørene til de journalistiske rum. Jeg skal ikke bare overholde tidsfristerne, jeg skal også sikre grundige svar. Også fordi, DR skal lære af de reaktioner, vi får fra brugerne. Hvordan får DR mere læring og inspiration ud af de mange henvendelser, der kommer til DR? Det er jo et privilegie, at folk henvender sig.”
– Hvad stod der mere i din ansøgning?
”I ansættelsesprocessen talte jeg om, at DR og journalisterne skal blive bedre til at forklare, hvordan de arbejder. DR får jo henvendelser fra mennesker, der måske har læst noget hos en influencer eller på Reddit om en given person. Hvorfor bringer DR ikke den samme kritik?”
”DR kan blive mistænkt for at holde noget tilbage. Derfor kan der være situationer, hvor DR aktivt skal forklare, at der kører nogle rygter på sociale medier, som DR ikke går ind i, fordi medier for eksempel skal kunne kontrollere oplysninger og beskytte kilder.”
”Vi skal overholde nogle regler. Vi skal gøre opmærksom på, at de publicistiske medier er anderledes end de sociale medier.”
Mit værktøj er kritik
– Du er uafhængig af DR, men DR betaler din løn. Hvordan vil du balancere den situation, hvor kritiske spørgsmål kan fremme kvaliteten i dit arbejde, men isolere dig i kantinen?
”Det er et grundvilkår for det her job. Jeg er her på vegne af dem, der bruger DR. Derfor kan der opstå situationer, hvor nogle synes, jeg er pivirriterende.”
”Jeg har endnu ikke modtaget kritik i DR over mit arbejde. Men mit stærkeste og eneste værktøj er jo at kritisere, det DR laver. Der er da nogle, der har luftet en bekymring for, om jeg vil blande mig for meget.”
– Hvornår er du lykkedes i jobbet?
”Jeg er lykkedes, når flere mennesker ved, at det er muligt at klage over journalistik og indhold. Og når DR uden pres udefra bliver bedre til at forklare sine til- og fravalg.”
Alsidighed er vigtig
En kritik af DR har lydt, at institutionen med sin vifte af kanaler, platforme og redaktioner kan sætte en meget stærk dagsorden. Modsatte synspunkter får ikke samme opmærksomhed.
– Hvad er din holdning til, at DR’s dækning af egne historier kan få kampagnepræg, fordi de enkelte redaktioner indgår i en slags journalistisk markedsføring af DR’s produktion?
”Det er uden for mit arbejdsområde og mandat at gå ind i de redaktionelle valg. Men DR har jo nogle værdier, og en af de værdier er alsidighed. I alle sammenhænge er det et meget godt ord at huske på. Og det er godt at huske, at den person ved redaktionsbordet, der har tre ekstra spørgsmål og måske derfor er irriterende, kan have en vigtig pointe.”
– Som kulturminister varslede Jakob Engel-Schmidt en undersøgelse af en eventuel politisk slagside i DR som del af et kommende medieforlig. Hvad skal DR gøre for ikke at få så mange politiske bask?
”Hvis jeg skal sige det skarpt, så er det ikke mit arbejde at beskytte DR. Jeg er ikke kommunikationschef. Det er i sin essens et spørgsmål til DR’s ledelse.”
”Jeg tror dog, det er virkelig godt at have en større åbenhed om, hvor DR’s oplysninger kommer fra. Men det er et anliggende for DR’s direktører og redaktører.”
Charlotte Harder

Født 1970 i Ringsted.
Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1995.
Fra 2003 til 2018 var hun redaktionschef, korrespondent med mere på DR.
Mediechef i Folkekirkens Nødhjælp fra 2018 til 2021.
Kommunikations- og pressechef i Dansk Journalistforbund fra 2021 til 2024.
Projektleder på Betty Nansen Teatret i 2024.
DR’s lytter- og seerredaktør siden 1. maj 2026.


Kommentarer