You Can See Everything

Folk, der går ind til You Can See Everything i forventning om at få mere at vide om, hvorfor den dømte bedrager Elizabeth Holmes begik sine forbrydelser, vil sandsynligvis blive skuffet.

Hun forbliver gådefuld, men filmen kaster lys over hendes psyke og hendes særegne verdenssyn. Og endnu mere fascinerende får vi et komplekst karakterstudie af det uklare og tætte forhold mellem dokumentaristen og hovedpersonen, af virkelighed over for fiktion og af dokumentarformatets muligheder og begrænsninger.

Komikeren Nathan Fielder (The Rehearsal) har gjort sig bemærket ved at blande meta-dokumentarisk komik med en form for deadpan-performancekunst. Men ved at arbejde med en berygtet person, som publikum allerede har mange forestillinger om, har han skabt sin bedste og mest overraskende film.

You Can See Everything er instrueret sammen med Lance Oppenheim (Spermworld), og man kan ikke lade være med at tænke, at Oppenheims erfaring som dokumentarist har forankret Fielders arbejdsproces og gjort filmen mere realistisk, samtidig med at Fielder har beholdt de greb, der har gjort hans semi-manuskriptbaserede serier så særegne og populære.

I You Can See Everything inviterer Holmes og hendes nuværende partner, Billy Evans, far til parrets to små børn, Nathan hjem til San Diego, hvor han skal bo hos dem i omkring en måned, inden Holmes begynder at afsone sin fængselsstraf i foråret 2023.

Det udgør første del af denne næsten tre timer lange dokudrama. I anden del forsøger Fielder at fortsætte sin undersøgelse og bevare adgangen til Holmes og Evans, både hver for sig og sammen, mens Holmes sidder i fængsel, hvor han naturligvis ikke kan filme hende.

Sammenlignet med anden del minder den første om Fielders øvrige værker. Han benytter sine observerende metoder, og kameraet undersøger minutiøst, hvordan Holmes og Evans optræder foran det. Anden del overrasker derimod og slår én fuldstændig omkuld ved at føre tilskuerne steder hen, de aldrig havde ventet.

I offentligheden opfattes Holmes som en løgner, der som grundlægger af blodprøvefirmaet Theranos bedrog både offentligheden og sine investorer.

Fielder undersøger det med forskellige metoder. Han stiller hende direkte og præcise spørgsmål, og hun hævder, at hun aldrig i sit liv har løjet. Samspillet mellem dem, mens kameraet går tæt på deres ansigter og lader publikum opfange små glimt af følelser eller benægtelse, gør filmen fascinerende at se.

Fielder og Oppenheim er ikke interesserede i at prædike eller lede os frem til en entydig sandhed. De lader Holmes tale og indfanger hendes reaktioner og kropssprog, så vi selv kan drage vores konklusioner.

Men deres trumfkort er, at Fielder også er med foran kameraet. I deres fælles scener får han mindst lige så mange nærbilleder som Holmes, hvis ikke flere. Hans ansigtsudtryk, på en gang overraskede, undvigende og udtryksløse, bliver publikums synsvinkel og leder os til at gøre os antagelser om Holmes.

Spiller hun for kameraet? Spiller Fielder, der er skuespiller af profession, også en rolle?

Det får vi ikke noget entydigt svar på, og netop dér ligger filmens styrke. Filmen bruger god tid på at undersøge et citat, der tilskrives Holmes, men som hun naturligvis benægter: At hendes offentlige persona var ”en karakter, hun havde skabt” og ikke hendes sande jeg.

Billy Evans, der afsløres som en machiavellisk person, man aldrig bør stole på, gør You Can See Everything til noget helt andet. Filmen bliver et essay om ægteskabets psykologi.

Holmes og Evans siger begge foran kameraet i hver sin scene, at de blev forelskede ved første blik. De beskriver deres ægteskab med præcis de samme ord på en næsten uhyggelig måde.

Alligevel siger Holmes, at deres økonomi er adskilt, selv om de har en familie sammen. Hun hævder ikke at kende til hans krav om betaling for at medvirke i dokumentaren.

Hvem taler sandt? Lyver de begge? Hvem spiller hvem, og hvem spiller for filmskaberne?

Spørgsmålene bliver aldrig besvaret, men ved at rette kameraet mod dem tegner filmen et køligt portræt af et ægteskab, på trods af det svulstige kærlighedssprog de bruger om deres forhold. Det er endnu en måde, hvorpå You Can See Everything løfter sin undersøgelse langt ud over det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt Holmes begik de forbrydelser, hun blev dømt for.

Da Elizabeth Holmes først er blevet fængslet, har Nathan Fielder og Lance Oppenheim ingen anden mulighed end at genskabe de samtaler, der finder sted bag tremmer.

Her skruer filmen op for intensiteten og bliver en undersøgelse af selve dokumentarprocessen. Hvis scener genskabes på grundlag af virkelige begivenheder, ser vi så stadig en dokumentar?

Hver scene og hver ytring bliver et paradoks, som publikum selv må afkode. Historiens absurde karakter når sit højdepunkt, og det er dét, der gør You Can See Everything underholdende, tankevækkende og til en helt unik dokumentaroplevelse.