Ekko Shortlist Awards hædrer makeup
Manger forbinder makeup i film med periodedrama eller horror. Men sminken kan også være den subtile detalje, der får en karakter til at passe ind i miljøet, hvor historien finder sted. Sådan som det sker med Clara Rosagers hovedperson i sidste års Under dine vinger.
Sidste år blev der endelig plads til en pris for bedste kostume ved Ekko Shortlist Awards, og nu får den selskab af fortjent hæder til en anden afgørende disciplin i den visuelle del af filmproduktion.
Når prisfesten finder sted torsdag 19. november i Bremen Teater med Adnan Al-Adhami som vært, vil prisen for bedste makeup blive uddelt sammen med resten af de i alt sytten priser.
En kvalificeret jury med blandt andre makeupdesigneren Soile Ludjoi har i halvanden uge været i gang med at vurdere filmene, der er kommet på Ekko Shortlist det seneste år. Og som noget nyt er øjnene også blevet rettet mod sminken, der gør filmenes universer troværdige og iøjnefaldende.
Makeupdesigneren Sofie De Mylius, der er bestyrelsesmedlem i Film- og tv-arbejderforeningen (FAF), har været blandt initiativtagerne til den nye pris.
”Det er vigtigt at gøre opmærksom på vores arbejde, for makeup har en central rolle i at skabe en karakter,” forklarer Sofie De Mylius.
Hun har for nylig arbejdet på Tommy Seebach-filmen Under stjernerne på himlen. Tilbage i 2019 vandt hun en Robert for sminken i Ditte og Louise.
”Den gode makeup får skuespilleren til at føle sig som sin rolle. Men når nogen skal græde, kaste op eller have et blåt øje eller en bums, er det også noget, vi laver.”
Oscar-nominerede danskere
Manger forbinder makeup i film med historiske dramaer og genrer som horror, hvor sminken er meget tydelig. Men makeup kan også være den subtile detalje, der får en karakter til at passe ind i det miljø, hvor historien finder sted.
Alligevel er det ikke alle kortfilm på Ekko Shortlist, der gør brug af en makeupdesigner. Sofie De Mylius håber, at prisen vil få flere talenter til at prioritere håndværket på kortfilmniveau.
”Mange tænker, at det er noget med læbestift og øjenskygge, men heldigvis er flere begyndt at forstå, hvad det er, vi laver. Specielt efter vi tidligere år havde to Oscar-nominerede danske makeupdesignere,” siger hun med reference til Anne Cathrine Sauerberg og Thomas Foldberg, som stod for makeuppen på norske Den stygge stedsøster.
Sofie De Mylius påpeger desuden, at makeupdesignere er blandt de få kunstneriske faggrupper i filmbranchen, der ikke modtager rettighedspenge for deres arbejde.
Det er altså en på flere måder overset disciplin, som kommer i fokus, når prisen for bedste makeup uddeles 19. november.
Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm på Ekko Shortlist.
Startede i 2014 og finder sted for trettende gang 19. november 2026 i Bremen Teater med Adnan Al-Adhami som vært.
Ekko Shortlist og Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Danske Filminstitut og Producent Rettigheder Danmark.
Streamingtjenesten og prisfesten er sponsoreret af Producentforeningen, FAF, Dansk Skuespillerforbund, Danske Dramatikere, Danske Filminstruktører, Dansk Komponistforening, Animationsforbundet WAU, FILM&TVGruppen, Dansk Filmfotograf Forbund, Danske Scenografer, Dansk Producerforbund, SF Studios og Royal Unibrew.


Kommentarer