Nyhed
06. aug. 2026 | 13:30

Eli Roth indrømmer AI-brug i gyser

Foto | Danielle Blancher

Ari Millen spiller den ondsindede ismand, der hjernevasker børn til at slå ihjel. 

Horror-instruktøren trækker i land efter udtalelse om animationssekvens i Ice Cream Man og erkender, at kunstig intelligens er blevet brugt til ”få scener”.

Af Frederik Hoff

Horrorfilmen Ice Cream Man har dansk biografpremiere i dag og handler om en monstrøs ismand, der forvandler børn til mordere.

På nettet har krediteringen af AI-selskabet Dark Half i rulleteksterne ført til en spekulation om, hvor meget af filmen der er skabt med generativ kunstig intelligens. Særligt har mange kigget på den tegnefilm, som i filmenafspilles på børnenes smartphones og hjernevasker dem.

I et interview med det amerikanske underholdningsmedie Polygon fra 3. august blev instruktøren spurgt, om der er brugt kunstig intelligens til at lave animationen.

”Jeg har en baggrund i animation, og jeg tegnede det selv,” sagde han og uddybede, at han specifikt tegnede skitser og stilen. Herefter gjorde animatorer bevægelserne mere organiske, for at det skulle minde om en Mickey Mouse-film fra 1920’erne.

Men efter Polygon fulgte op med spørgsmål om brug af kunstig intelligens, kom han dagen efter med en ny udtalelse.

”Jeg formulerede mig forkert. Vi har brugt AI til en meget lille del af få scener i filmen. Det var en mulighed, hvor teknologi og kreativitet mødtes og hjalp med at realisere min vision for filmen.”

Ifølge Polygon har Eli Roth ikke villet specificere, hvilke scener det drejer sig om, og Dark Half er heller ikke vendt tilbage.

Midt i kontroverser
54-årige Eli Roth arbejdede tidligt i sin karriere med animation i form af serien Chowdaheads – som aldrig blev udgivet – og senere stop motion-serien The Rotten Fruit, som havde premiere i 2000.

Han debuterede som spillefilminstruktør med horrorhittet Cabin Fever i 2002 og har siden stået bag en række film i genren samt action-komedien Borderlands, der havde dansk premiere i 2024.

Som skuespiller kendes han bedst for birollen i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds som den nazistdræbende soldat Donny med tilnavnet The Bear Jew.

Siden Hamas’ angreb på Israel 7. oktober 2023 har Roth været en udtalt støtte af Israel. I forbindelse med instruktøren Jonathan Glazers Oscar-takketale i 2024 for The Zone of Interest underskrev Eli Roth et åbent brev, der tog afstand fra Glazers sammenligning af det israelske militærs folkemord i Gaza og holocaust.

Med indrømmelsen om brugen af AI til at skabe Ice Cream Man placerer Eli Roth sig midt i en anden debat, der splitter filmbranchen. Selv om kunstig intelligens tydeligt er på vej ind i filmproduktion på verdensplan, er det stadig kontroversielt.

I 2023 var bekymringer om AI en del af de uenigheder, der sendte de amerikanske forbund for manuskriptforfattere og skuespillere ud i en lang strejke. Senest har det vakt debat, at produktionsselskabet A24 har lavet en aftale med Googles AI-tjeneste Deep Mind.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko