Viborg: Endelig noget til de voksne

Travle animatorer, instruktører, producere og andet godtfolk fra den livgivende branche vrimler i disse dage rundt på Viborg Animation Festival.

En af dem er Jess Nicholls, som Ekko fanger, kort før hun tager toget tilbage til København. Her arbejder hun som art director på Jonas Poher Rasmussens Dansker – opfølgeren til den tredobbelt Oscar-nominerede Flugt.

”Det er lidt ligesom at have lavet Festen, og nu skal vi lave Jagten,”siger australieren med reference til Thomas Vinterbergs storfilm.

Hvor Flugt er et dokumentarisk flygtningedrama, er den nye film baseret på tegneserien af Halfdan Pisket, som Ekko talte med på festivalen i 2023, inspireret af hans fars flygtningehistorie.

Dansker er halvvejs i produktionen, og Jess Nicholls håber på en premiere sidst i 2027 eller først i 2028. Som art director har hun ansvaret for alt andet end karaktererne og tager stilling til baggrunde, tøj, vejr, tone og stemning i filmen. Den låner meget fra tegneseriens sort-hvide univers, men har tilføjet en sjat farve.

Jess Nicholls har selv gået på The Animation Workshop i Viborg og holdt tidligere på dagen et oplæg for festivalgæsterne.

”Med alt det, der sker i branchen med frygten for AI og recession, er det godt at se, at der stadig er lige så mange passionerede unge animatorer, som der altid har været,” siger australieren.

Hun slår også et slag for animation til voksne – et sjældent syn i danske biografer.

”Animation gør noget andet end live-action, ligesom malerier gør noget andet end fotos, og det har ikke noget med alder at gøre. Jeg fornemmer på Dansker-holdet, at når vi nu for en gangs skyld får chancen for at lave noget til voksne, så giver alle 110 procent.”

Frygten for at provokere
Antonio Cannobio er enig, da Ekko taler med ham efter han talk på spillestedet Paletten.

Franskmanden har arbejdet på flere verdenskendte film som Det regner med frikadeller. Men siden 2007 har han været kreativ chef for produktionsselskabet Titmouse, bedst kendt for voksenanimationsserier som Big Mouth.

”Da jeg startede med at lave animation til børn, skulle alt være noget om dyr, der hjælper andre dyr. Det var så kedeligt,” siger han og fortsætter:

”Dem, der godkender budgetter og giver støtte rundt omkring i Europa, vil tit gerne have noget dannende og ikke alt for kontroversielt. Det er også fint, men det begrænser kreativiteten. Det vigtigste for mig er, at vi laver noget originalt.”

Han opfordrer vordende animationsproducenter til at blive ved med at lege og bevare entusiasmen, selv i de svære perioder, som der er mange af i det pressede felt.

Fans kommer flere gange hen til Antonio Cannobio for at takke ham for talken. En af dem er Elmer Lødemel, der vandt en Ekko Shortlist Award med afgangsfilmen fra The Animation Workshop, Service Bus. Franskmanden lover at se den hæsblæsende kortfilm efter en glødende anbefaling fra Ekkos udsendte.

Gisp over visningstal
Ørerne er også på stilke, da Cas van de Pol indtager Paletten med en talk.

Hvor selv de dygtigste inden for animation kæmper for at blive set, har hollænderen skaffet sig 8,8 millioner abonnenter på sin YouTube-kanal med animerede, komiske resuméer af populære film og spil.

I løbet af en tørt humoristisk talk med animerede dias fortæller han om at bryde igennem med sin Løvernes Konge-parodi. Den udkom samme dag som Disneys udskældte live-action-version i 2019.

”Man skal huske på, at det er akkumuleret over syv år,” siger Cas ydmygt, mens publikum gisper over visningstallene. I dag nærmer videoen sig 68 millioner visninger.

Sammen med et lille hold har han nedbarberet den sædvanlige produktionstid på animation betydeligt, så filmene kan udkomme jævnligt på YouTube. Den næste bliver en parodi på Robert Eggers’ The Lighthouse, afslører han.

Krudt og kugler
Få meter fra Paletten sidder publikum i den lokale biograf og nyder meget voksne film i festivalens konkurrenceprogrammer. De er i år barberet ned til en times blandede kortfilm, så det er nemmere at holde fokus under sansebombardementet.

Inden visningen sidder en ung publikummer og arbejder med skygger i et tegneprogram. Men da filmblokkene går i gang, er der fuld fokus på lærredet.

Den allerbedste oplevelse i dette program er absolut ikke til børn. Filmen hedder Decay.

Juan Camilo González har instrueret det dunkle filmdigt. En mand filosoferer over krudt, der blev opfundet i Kina til at fordrive ånder, men også brugt til at slå hans far ihjel i havnebyen Cartagena i Colombia.

Tegnestilen emulerer krudt som både vold og festligt fyrværkeri, mens bevægelsen af en mands død ved pistolskud gentages i det uendelige, som var det en tegneøvelse eller en drabelig besættelse. Mandens døende grimasse bliver siddende på nethinden.

Lærredet på højkant
Der vises også kortfilm for voksne i Viborg Kunsthal, hvor udstillingen Cinematic Bliss leger med programmernes form.

Her kan man bogstavelig talt få vejret mellem filmene af Susi Haaning, Emma Bruun Ruus, August ”Poul” Niclasen og Tobias Rud, som med en animeret sol guider publikum til at suge hver film ind inden den næste.

Lidt til de mindste skal der selvfølgelig være.

Uden for museet vises udstillingen Short Shorts med helt korte børnefilm, skabt af eleverne på The Animation Workshop. Er ungerne for trætte, kan man også scanne en QR-kode og se filmene derhjemme.

Som altid kan man i Viborg også få lov at opleve animation uden for filmmediet rammer.

I Thorstein Roberts værk Øer i Viborg Musikhaler lærredet vendt på højkant og hænger fra loftet foran et cirkulært lærred på gulvet.

Ligheden med en petriskål bliver stærkere, da animation og optagelser af mikroskopisk liv viser sig. Billederne akkompagneres af en poetisk fortællerstemme og Domenico Mannellis episke musik, så man mærker forbindelsen mellem alle levende skabninger.

Livet som lesbisk
På Galleri NB er der igen i år stillet op til dokumentar-udstillingen Anidox VR, hvor man kan opleve virkeligheden gennem virtual reality-briller.

”Hvordan var det så at være lesbisk?” spørger en af medarbejderne, efter Ekkos udsendte har prøvet det mest iøjnefaldende værk, Lesbian Simulator.

Svaret er, at det er sjovt at være lesbisk. I hvert fald i værket af Iris Van Der Meule, der lader publikum opleve det lesbiske liv i et farverigt, interaktivt univers fyldt med selvironi og kærlighed.

Dog må man også mærke samfundets dømmende blikke og holde feticherende mandeblikke væk med ”mande-spray” i løbet af den underholdende oplevelse.

Kuratorerne af udstillingen er Michelle og Uri Kranot, der selv er prisvindende kunstnere.

På teatret Exit Stage, lige ved siden af The Animation Workshop, er der torsdag aften lagt madrasser ud, hvor man kan nyde meditativ live-musik hele natten. Eller fordrive ventetiden, mens man venter på at prøve Kranot-parrets nyeste VR-værk The Garden Says …, som var udtaget til Venedig-festivalen i en tidligere version i 2024.

Her kan fire publikummer ad gangen udforske en virtuel have, som ændrer sig, når menneskene rører ved hinanden.

De menneskesky nordboere er længe om at få hænderne til at mødes denne aften. Men da det endelig sker, er det med et smukt, visuelt og mærkbart budskab om vigtigheden af forbindelser mellem mennesker.

”Jeg har glædet mig til den her aften hele året!” lyder det fra Michelle Kranot, og man forstår, hvorfor. Klokken er ti om aftenen, og alligevel er et rum i Midtjylland fyldt med folk, der vil opleve moderne VR-kunst.