Mød animationens pionerer i Viborg
Festivalens branchedage Industry Days fyldes op med filmvisninger, netværksarrangementer og konkurrencen Pitchin’, hvor der gennem kreative præsentationer konkurreres om at vinde 25.000 kroner til et fremtidigt animationsprojekt.
Viborg Animation Festival er ikke kun et årligt udstillingsvindue for verdensklasseanimation af enhver slags. Det er også en unik mulighed for at møde animationsverdenens pionerer.
En fast del af festivalen er de såkaldte Industry Days, der i år ligger den 10. og 11. september, mens hele festivalen løber fra den 7. til 13. september.
Dagene fyldes op med filmvisninger, netværksarrangementer, udstillinger og ikke mindst konkurrencen Pitchin’, hvor der gennem kreative præsentationer konkurreres om at vinde 25.000 kroner til et fremtidigt animationsprojekt.
Arbejder man selv med animation, spil eller andre visuelle midler, kan man især nyde godt af de mange talks, der afholdes i løbet af branchedagene.
Blandt andre kan man møde årets VAF: Artist – årets hovedkunstner – ungarske Flóra Anna Buda.
I 2023 vandt hun kortfilmenes Guldpalme i Cannes og kortfilmprisen ved verdens største animationsfestival Annecy med 27. Gennem en konstant skiftende animationsstil fortælles historien om en ung kvindes eksistentielle styrt på cykel.
En erotisk, cykel-delisk film, om man vil.
Flóra Anna Buda har arbejdet på The Animation Workshop i Viborg, og i 2020 talte hun med Ekko om den prisvindende kortfilm Entropi. På Viborg Animation Festival kommer hun i år til at dele ud af sin egen kreative proces.
Populære opsummeringer
Fra en hel anden del af animationsbranchen kommer hollandske Cas van de Pol.
Som animator og skaber af YouTube-kanalen med sit eget navn har han 8,7 millioner abonnenter. De klikker ind for at se han lynhurtige animationsvideoer, hvoraf de mest populære er recaps – altså opsummeringer – af alt fra filmen Zootropolis 2 til spillet Team Fortress 2.
Serien har tilsammen flere milliarder visninger, så man kan med fordel høre efter, når han kommer for at tale om publikumsopbygning.
Fra Danmark stiller blandt andre Keld Reinicke op og holder foredrag om medielandskabets store forandringer disse år. Den erfarne mediemand er tidligere programchef for TV 2 og var central i udviklingen af blandt andet TV 2 Zulu.
Branchedagene byder på talks af blandt andre den kreative chef for det amerikanske animationsselskab Titmouse, Antonio Canobbio, art director på den Oscar-nominerede danske animationsfilm Flugt, Jess Nicholls, og produktchefen hos Lego, Anders Tankred, der fortæller om digitaliseringen af de populære byggeklodser.
Viborg Animation Festival

Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.
Nordens største animationsfestival.
Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.
Finder næste gang sted sted 7. – 13. september.


Kommentarer