Viborg Animation Festival 2026
08. sep. 2026 | 16:42

Animationsstjerne føler sig hjemme i Viborg

Foto | Miyu Productions

Kortfilmen 27 handler om en ung kvinde, som er frustreret over at bo hos sine forældre og søger frihed gennem seksuelle fantasier.

Den Cannes-vindende, ungarske animationsinstruktør Flóra Anna Buda glæder sig til at vende tilbage som årets kunstner på festivalen i Viborg, hvor hun tilbragte et afgørende år under covid-nedlukningen.

Af Frederik Hoff

Den ungarske animationsstjerne Flóra Anna Buda er tilbage i Viborg, hvor hun er årets kunstner på Viborg Animation Festival, som foregår i disse dage og løber frem til på søndag 13. september.

”Jeg føler mig meget hjemme i byen,” siger instruktøren, der vandt en pris på Berlinalen med sin afgangsfilm Entropia i 2019 og prisen for bedste kortfilm på Cannes-festivalen og Annecy med 27 i 2023.

Udviklingen til 27 begyndte, da ungareren tilbragte et år i Viborg på The Animation Workshops kunstnerophold. Det blev særligt intenst, da covid-pandemiens første nedlukning pludselig ramte, og animationskunstnerne blev tvunget meget tæt sammen.

”Der opstod et familiemiljø, hvor vi lavede mad sammen, gik ture og holdt jul og nytår sammen. Det var nærmest som et socialt eksperiment. Den anden nedlukning tilbragte jeg i Paris, som var den modsatte oplevelse i en lillebitte lejlighed og meget ensomt,” fortæller Flóra Anna Buda.

Den 35-årige instruktør har siden flere gange været tilbage i det midtjyske og besøgt venner.

”Mit ophold havde stor betydning for mit liv, og det er en stor ære at komme tilbage som årets kunstner.”

Under festivalen holder hun en masterclass om sin stil og karriere, viser sine kortfilm, udstiller en række tegninger til kommende projekter og er jurymedlem for festivalens VR-pris.

”Jeg plejede tit at komme på byens ølbar Ølluminati, som laver en ny festival-øl hvert år. Jeg er særligt glad for at have fået lov at designe mærkatet denne gang,” griner Flóra Anna Buda, der i dag bor i Paris.

Satte sex på tegnebrættet
Den ungarske instruktør har villet lave film, siden hun var barn, men var oprindelig mest interesseret i live-action.

”Jeg elskede at tegne og var ikke en specielt social person. Jeg tænkte, at live-action er for ekstroverte typer, mens animation er for de introverte,” siger Flóra Anna Buda.

Som syttenårig besluttede hun sig endegyldigt for at gå den animerede vej i stedet for læderdesign, som hun var i gang med at studere.

Hun var inspireret af Tim Burtons mørke fantasyværk Corpse Bride, Hayao Miyazakis krigsfilm Porco Rosso og især Michel Gondrys surrealistiske The Science of Sleep, der kombinerer realfilm og stop-motion-animation.

”Gondry inspirerer mig stadig, når jeg forsøger at skabe noget gribende. Jeg kan bedst lide instruktører, der hele tiden skifter stil, og det gør han.”

I både Entropia og 27 fortæller Flóra Anna Buda personlige ungdomshistorier med et særligt seksuelt og intimt filmsprog.

Først en såkaldt coming of consciousness-fortælling, hvor tre personificerede aspekter af hendes egen bevidsthed finder sammen gennem sex. Så en mere almindelig coming of age-historie, hvor en ung kvinde er frustreret over at bo hos sine forældre og søger frihed gennem seksuelle fantasier.

27 indeholder eksplicitte queer-sexscener og havde premiere kun to år efter indførelsen af en ungarsk lov, der forbyder lgbtq+-indhold i uddannelsessystemet og medierne.

”Jeg er en del af en generation i Ungarn, hvor sex er tabuiseret. Det har været interessant at udforske, for det kan virkelig påvirke ens liv, hvis man ikke ved noget om sex og ikke kan tale om det. Men i mine næste projekter bevæger jeg mig hen imod mere simple temaer.”

Angsten for at aflevere
Fordi de to foregående film har været store festivalsucceser, står Flóra Anna Buda nu over for den svære opfølger.

”Jeg mærker et kæmpe pres. Ikke mindst det pres, jeg lægger på mig selv. Nogle gange tror jeg, jeg har startet så mange projekter, fordi jeg er bange for at færdiggøre noget, som skal bedømmes.”

Efter premieren på 27 i 2023 underviste ungareren i en periode på University of California Los Angeles. Samtidig har hun flere filmprojekter i gang.

Blandt andet en eksperimentel dokumentarisk essaykortfilm, som er optaget på 16mm live-action, og en animationsfilm i spillefilmlængde.

”I sammenligning med de tidligere mere abstrakte film er det her nærmest socialrealisme. En simpel historie om en ung kvinde. Det er nærmest en forhistorie til 27, men med meget mere dialog og flere karakterer,” siger hun om projektet, der foreløbig har et manuskript, en masse design og et fransk produktionsselskab i ryggen.

”Det er svært at finansiere animation for tiden. Alligevel går det ret godt, og jeg håber at have filmen færdig om tre år. Gerne som co-produktion med Ungarn, og jeg ville elske også at have et af selskaberne i Viborg med!”

Trailer: 27

Kommentarer

Flóra Anna Buda

Født 1991 i Budapest, Ungarn.

Studerede oprindeligt læderdesign og mode.

Uddannet master i animation fra Moholy-Nagy University of Art and Design i 2018.

Afgangsfilmen Entropia vandt en pris på Berlinalen i 2019.

Tilbragte et år på The Animation Workshops kunstnerophold i Viborg fra 2020 til 2021.

27 vandt prisen for bedste kortfilm i Cannes og to priser på animationsfestivalen Annecy.

Bosat i Paris.

Viborg Animation Festival

Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.

Nordens største animationsfestival.

Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.

Årets festival finder sted 7. – 13. september.

Læs mere.

© Filmmagasinet Ekko