Nyhed
08. apr. 2011 | 10:29

Europa bag facaden

Christoffer Guldbrandsen cementerer sin position som vor tids politiske krønikør med et tragikomisk portræt af EU. 5 stjerner til Præsidenten, som vises på DR2 den 12. april.

Af Jesper Bo Petersen

Den første december 2009 er en glædens dag i Bruxelles.

Man er blevet enige om en forfatningstraktat, og man har valgt en præsident for Det Europæiske Råd, hvis toppost nu ikke længere skal gå på omgang blandt EU’s 27 medlemslande.

Men smilene er stive, for sejren er mildest talt bittersød. I midten af det hele står en betuttet, ukendt, belgisk politiker og haiku-digter ved navn Herman Van Rompuy, der overraskende er blevet valgt som præsident. Han er inkarnationen af et halvhjertet kompromis og af drømmen om et stærkt, forenet Europa, der langsomt løber ud i sandet.

”Vi rakte mod stjernerne, men blev stående på jorden,” fortæller den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder i Christoffer Guldbrandsens Præsidenten.

Den danske dokumentarists nye film kalder på en kliché: Virkeligheden overgår fiktionen.

Rygstikkere og idealister
Og ja, det handler om EU, det uregerlige politiske monstrum, som de fleste oplever som uigennemskueligt og bureaukratisk, og de færreste gider stemme om. Men i Præsidenten hjælpes virkeligheden på vej, ikke af manipulation og gradbøjninger, men af en uovertruffen fortællesans, der får det tørre stof til at leve.

Præsidenten - om vejen til Lissabon-traktaten og udnævnelsen af en fælleseuropæisk ”præsident” - har ikke bare blik for storpolitikkens fascinerende figurer: rygstikkende egoer, desillusionerede idealister, én italiensk klovn og én ufrivillig hovedperson.

Den er også en ofte grotesk morsom, dramatisk fortælling med et tragisk vingefang, der til slut får latteren til at forstumme og eftertanken til at indfinde sig.

Det muliges kunst
Præsidenten cementerer Christoffer Guldbrandsens position som vor tids politiske krønikør.

Med Den hemmelige krig, der dokumenterede danske soldaters overlevering af afghanske krigsfanger til amerikansk tortur, fik han hele Fogh-regeringens spindoktor-vælde på nakken. Og Fogh bag facaden, Lykketoft finale og seneste Dagbog fra midten er alle fluen på væggen-dokumentarer, der nysgerrigt og aldrig uden humor afsøger spændingsforholdet mellem mennesker og visioner, virkelighed og idealer.

Han fortsætter tråden i Præsidenten, hvor filmens sympatiske anker, den tidligere formand for EU-kommissionen, Romano Prodi, lakonisk konstaterer:

”Politik er ikke det umuliges kunst, men det muliges.”

Formmæssigt er filmen båret af en perlerække af interviews med nogle af europæisk politiks tunge drenge, der alle beretter ublu om historiens gang.

Skolegårdens bøller
Forud for den tragikomiske decemberdag i Bruxelles fulgte et lille årti med personlige magtkampe og et snørklet politisk spil, hvor ingen havde lyst til at tabe ansigt og drage hjem til sit lokale parlament som taber.

Nationale interesser og det fælles bedste er sjældent kompatible størrelser - og slet ikke når man dertil lægger en flok enorme, magtfulde egoer. Som Prodi attesterer, kan personlige relationer, kemi, betyde alt i politik.

Jacques Chirac og Gerhard Schröder er begge imponerende kamphaner og beskrives humoristisk som skolegårdens bøller, der tryner Berlusconi og laver aftaler bagom ryggen på Anders Fogh ved topmødet i København. Og hvor frustreret Tony Blair i virkeligheden er, kan man aflæse på bredden af hans stive smil.

Haiku-ministeren
Men det er imidlertid ingen af disse alfahanner, der spiller titelrollen. Det gør Herman Van Rompuy, der stadig sidder som præsidenten af Det Europæiske Råd.

Og det er en mindre genistreg at lade filmen om den store europæiske union finde sit fikspunkt i denne mand, der både er haiku-digter og politiker og knap nåede at være statsminister i Belgien i et år, før han blev kidnappet til præsidentposten i Europa.

Han var simpelthen den eneste, man kunne blive enige om. Han var den eneste, der ikke havde lagt sig ud med den ene eller den anden.

Det er grotesk, og for det meste griner man af præsidenten, der selv fortæller, hvordan han to gange takkede nej til posten, men tredje gang stiltiende måtte acceptere sin skæbne.

Men faktisk ved man ikke, om man skal grine eller græde.

Vaklende kransekage
Med præsidenten som indgang til den magtverden, der gemmer sig bag Europaparlamentets facader, tegner Christoffer Guldbrandsen et billede af en europæisk union, der er ved at opløse sig selv i realpolitisk tovtrækkeri.

Det startede med afslutningen af en verdenskrig og visionen om et samlet Europa, og nu - godt og vel 60 år senere - er status en flok statsleder, der mundhugges, og et splittet kontinent med en grå kransekagefigur vaklende på toppen.

Præsidenten vises på DR2 tirsdag den 12. april kl. 21 som en del af serien Dokumania.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko