Nyhed
10. feb. 2012 | 11:16

Folkeskoledrama skåret ud i pap

Foto | Per Arnesen, TV 2
Mille Dinesen i Rita

Mille Dinesen er vildt overbevisende, men TV 2’s nye tv-serie Rita mangler tiltro til seernes fatteevne. 3 stjerner.

Af Mette Damgaard-Sørensen

Rita smugryger på elevtoilettet. Rita knalder inspektøren og tilfældige mænd. Rita er enlig mor til tre og buser ud med sin ærlige mening i enhver situation. Rita er ungdommelig, har power og sexappel. Og så er hun folkeskolelærer.

Rita er med andre ord en kvinde af tiden — og en ideel hovedkarakter i en TV 2 dramady, der både vil underholde og tage temperaturen på tidens tendenser.
     
Så med flagrende hår og stilethæle følger vi Rita (spillet vildt overbevisende med brask og bram af Mille Dinesen) i hendes uforfærdede forsvar af rigets børn mod en (tidstypisk) forældregeneration plaget af selvbedrag, hensynsbetændelse og idealisering af poderne.

Distancen indfinder sig
Rita tror på brutal ærlighed som pædagogisk princip.

Det får angivelig børnene til at elske hende, mens hun kun nølende bakkes op af en (tidstypisk) autoritetsforskrækket og konfliktsky skoleinspektør (præcist spillet af Carsten Bjørnholdt), når hun kommer under beskydning fra (tidstypiske) bedrevidende forældre.
     
Folkeskolen som arena er på mange måder oplagt. Det er her, værdier støder sammen, identiteter skabes og traditioner brydes ned og bygges op. Med heftig skelen til amerikanske forbilleder bliver det skildret med firkantede, men rappe replikker og højt tempo.

Forfriskende, underholdende og så manieret, at distancen hurtigt indfinder sig. Det er svært for alvor at blive interesseret i skolens elever og lærere.
     
I skyggen af mor
Anderledes forholder det sig med Ritas børn, der indtil videre er de mest interessante i serien. De har levet i skyggen af mor, uden skyggen af far og har måttet tage alle livets kampe alene.

Den ældste søn, Ricco, har hevet sig selv på rette spor efter at være kommet i dårligt selskab og leverer vel nok en af seriens mest ægte rørende scener i afsnit tre, da han efter et lykkeligt og sjældent besøg af far (spillet med følsom dobbelthed af Peter Gantzler) konstaterer: ”Ham ser jeg sgu nok aldrig igen.”

Den yngste søn døjer med identiteten, for hvor skal man stå, når man lige er sprunget ud af skabet. Mens Sara Hjort, som datteren Molly, lider af et alvorligt krak i selvværdet og karakteriserer sig selv som ”slank og liderlig”.
    
Pointer skrives med stort
Sara Hjort brød igennem med et brag som tilsyneladende uskyldig, men farlig hundepige i Henrik Ruben Genz’ Undskyld jeg forstyrrer, og som Molly har hun en tvetydig sårbarhed, der betyder, at når hun er i en scene, ved man ikke helt, hvor den ender. Det er befriende i en serie, der ellers gerne skriver alle pointer med stort.
     
For hvor havde det været rart, hvis hovedforfatter Christian Torpe havde haft lige så stor tiltro til seerne, som Rita angivelig har til sine elever, når hun leder dem på afveje for at få dem til at tænke selv.

Men ethvert karaktertræk, enhver tematik eller pointe gentages og pointeres i det uendelige, så alle er med — også dem på bagerste række. 


Træder ingen over tæerne
Hvert afsnit afsluttes således med en replik, der opsummerer, hvad dette afsnit egentlig handlede om, som første afsnits irriterende mønsterelevs replik til Rita — ”du er som en fjortenårig” — lang tid efter, at den ligesom er sevet ind. 



Eller når Torpe, i morskabens tjeneste, tegner bikaraktererne så hårdt op, at de aldrig slipper ud af klicheen: Den nyudklækkede, nørdede lærer, der selvfølgelig hedder Hjørdis, er en tyksak med franske fletninger og stærk interesse for nordisk mytologi. Ellen Hillingsøs bebrillede, bedrevidende AKT-lærer, klædt i ulastelig hør og altid klar med en humorforladt replik. 


Eller Leif Sylvesters Internationale-nynnende old school-matematiklærer, der burde være sparket ud for længst. Der er ikke mange nuancer eller overraskelser gemt dér.
 
Selvfølgelig er klicheer og overtydelighed en del af komikken i dramady-genren. Men hvis stereotyper og opgøret mod en ”politisk korrekthed”, der nok vil træde de færreste danskere over tæerne, havde fyldt lidt mindre, og serieformatets evne til at vise nuancerede karakterer havde haft en højere prioritet, havde vi haft plads til at tænke lidt selv.

Rita sendes hver torsdag kl. 20.00 på TV 2. Den er anmeldt ud fra de tre første afsnit.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko