Galaksens heltinde

Mine døtre, der er ti og tolv, har aldrig været store tilhængere af Star Wars-universet. Prinsesse Leias flettede hårboller og Padme Amidalas ceremonielle hovedbeklædninger interesserede dem ikke, selv da deres bror havde travlt med at samle Legos version af Tusindårsfalken. Men efter jeg så Star Wars: The Force Awakens, insisterede jeg på, at de alle tre skulle med ind og se den på grund af én karakter: Rey.

Spillet af den ukendte Daisy Ridley – en 24-årig britisk skuespiller der minder svagt om Keira Knightley i Bedre end Beckham – er Rey mange ting: en overlever, en skattejæger, en ensom kvinde, der leder efter et fællesskab, en pilot, en mekaniker, en kriger … og en pige.

Hendes kvindelighed er ikke en svaghed. Den er heller ikke en styrke. Faktisk er den ikke noget som helst. Og netop dét gør Rey til det mest revolutionerende i filmen.

Første gang vi møder Rey, præsenteres vi for hendes ensomhed, handlekraft og tålmodighed. Vi ser straks hendes godhed, da hun nægter at sælge robotten BB-8 for et bjerg af madrationer, som vil forhindre hende i at sulte. Dog er det ikke før, hun møder Finn (John Boyega), at vi ser hende trodse de traditionelle kønsstereotyper.

På få minutter afvæbner hun Finn med sit spyd, sørger for, at de begge er skjult for stormtroopers, redder ham – uden at holde i hånd! – og flygter i Tusindårsfalken. I et snuptag tvinges Finn til at give afkald på den traditionelle opfattelse af kønsroller, som er blevet indkodet i ham af den diktatoriske Første Orden siden hans fødsel (hvis bare Jorden kunne tilpasse sig så hurtigt).

Hun viser sig at være lige så kløgtig og dristig som Han Solo – dog med et dybere lag af sorg, som han aldrig har haft. Men det er Kylo Ren (Adam Driver), der opdager, hvor stærk Kraften er i Rey, og at hun er ham overlegen både mentalt og fysisk. Og det gør ham bange (hun er også meget mindre tilbøjelig til at få raserianfald, hvilket har sine fordele).

I Rens sidste forsøg på at lokke Rey over på den mørke side mærker vi hans desperation over at blive udkonkurreret. Deres sidste kamp i sneen handler kun om det gode og det onde. Det handler aldrig om fysisk styrke, ligesom det aldrig handler om køn. Var der nogen blandt publikum, der i et sekund tvivlede på, om hun kunne slå ham? At hun ikke var i stand til det? Se, dét er radikalt, og mine piger kunne mærke det med det samme.

”En pige-jedi,” hviskede min tiårige datter til mig. ”Endelig!”

Min tolvårige var langt mere interesseret i at analysere Reys udseende. Hendes beigefarvede tunika, løse bukser, musselin-indhyllede arme – alt sammen praktisk for en ørkenbeboer – er skabt til at blive ikonisk.

Piger har klædt sig som Prinsesse Leia i 40 år i et forsøg på at efterligne Star Wars’ eneste kvindekarakter af betydning, men Reys udseende hjælper med at kompensere for Leias hårboller (hvem havde alligevel lokker lange nok til det?), den hvide kjole og den forfærdelige kobberbikini. Påklædningen seksualiserer hende ikke, og hendes hår – der allerede har fået kaldenavnet "the Three Knobs" – er simpelt, realistisk og rodet.

”Alle piger vil have hår som Rey,” sagde min datter. Det er fint med mig. I modsætning til The Girl on Fire, Hunger Games’ Katniss Everdeen, kræver frisuren ikke et helt makeuphold – eller frygten for en forestående død – for at opnå den.

Da vi forlod biografen, følte mine døtre sig lige så bemyndiget, som deres bror normalt gør, når han har set en af de mange blockbusters, der er skræddersyet til ham. De har aldrig kommenteret på, hvor smuk Rey er. De kviede sig ikke, som hvis Rey havde været et seksuelt objekt for en magtfuld mand. Pigerne følte sig bare stærke. Som ligeværdige.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan filmen må føles for piger i de dele af verdenen, hvor kvinder ikke selv bestemmer over deres krop, hjerte og sind. Forestil jer en generation, hvor begge køn vokser op i troen på, at piger er stærke. Forestil jer kraften fra en milliard piger, der indser, at de en dag kan herske over hele galaksen.

Oprindelig bragt i Entertainment Weekly 22. december 2015.