venedig 2025
29. aug. 2025 | 19:45

George Clooney er forkølet

Foto | Heyday Films

Med sit karakteristiske greb om både patos og komik dykker Noah Baumbach ned i revnerne hos den egocentriske titelkarakter Jay Kelly, der spilles faretruende overbevisende af George Clooney.

George Clloeny spiller en selvoptaget stjerne i Jay Kelly. Mens vores udsendte i Venedig venter på ham, melder tanken sig, hvor stor afstanden egentlig er mellem rollen og manden selv.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

”Det varer lige ti minutter, så kommer de,” lyder det, da presseagenten stikker hovedet ind ad døren. 

Vi sidder seks journalister om et rundbord på Hotel Excelsior og venter på at tale med George Clooney. Emnet er hans nye film, Jay Kelly, der har verdenspremiere dagen efter. 

Eller rettere, vi venter på at tale med George Clooney, Adam Sandler og instruktøren Noah Baumbach, hurtigt efterfulgt af birolleindehaverne – Laura Dern, Billy Crudup og Emily Mortimer – om deres nye film. Sidstnævnte har ligefrem skrevet filmen sammen med instruktøren. 

De er alle store navne, som enhver filmjournalist ville elske at få på tomandshold i en times tid. Vi har hver tremandsgruppe i et kvarter, og vi har allerede siddet og ventet i tyve minutter. 

Stemningen i rummet er vendt fra akavede hilsener over snak om festivalens højdepunkter til, hvad vi skal huske at få spurgt George Clooney om. 

For selv om alle har en aktie i filmen, tilhører den helt og holdent den grå eminence fra Kentucky, der målt på flere parametre stadig må være verdens største filmstjerne. 

Her på Lidoen er han større end Paven. Ingen ser mere glamourøs ud i et par solbriller, når de smilende ankommer per vaporetto til Hotel Excelsior. 

Programlæggerne må have knebet sig selv i armen over at kunne hale ham til den røde løber to år i træk efter sidste års buddykomedie Wolfs med Brad Pitt. Og så endda med en film som Jay Kelly

Patos og komik
Jay Kelly, George Clooney. De enslydende navne er ikke tilfældigt valgt. 

Filmen handler nemlig om en grå eminence fra Kentucky, der målt på flere parametre er verdens største filmstjerne, og som tager på Europa-rejse med sine udmattede oppassere for at modtage en ærespris ved en italiensk filmfestival. 

Det er et selvironisk stjerneportræt, hvor Noah Baumbach med sit velkendte greb om både patos og komik udforsker sprækken mellem selvtillid og selvfremstilling. På den ene side følelsen af at være selskabets naturlige midtpunkt – sådan som Jay ser sig selv – og på den anden den oplevelse af et opmærksomhedsslugende sort hul, som hans familie og venner konfronteres med. 

Adam Sandler spiller hans hårdtprøvede agent, Laura Dern hans publicist, Emily Mortimer hans stylist og Billy Crudup hans misundelige gamle værelseskammerat, der i en tidlig scene giver Jay én på øjet og sender ham på selvransagelse. 

Hvor god en far har han egentlig været? Hvor meget betyder hans stjernekarriere egentlig, når han bevæger sig uden for LA’s kendisboble? Er han tilfreds med sit liv? 

Der er så mange gode spørgsmål at stille George Clooney. Men han er her ikke endnu. 

Ubesværet charme
Så kan man jo bruge ventetiden på at læse pressematerialet igennem. 

Det består af en pdf på 47 sider og har alt, man skal bruge som kulturjournalist: cv og hædersbevillinger for alle involverede i filmen, synopser af handlingen og forslag til flatterende vinkler og adjektiver: ”svimlende”, ”blændende”, ”delikat”, ”dybsindig” … man behøver hverken opfindsomhed eller kritisk sans. 

”Få stjerner stråler så klart som George Clooney,” står der hjælpsomt på første side, og længere nede finder man endda et interview med den forjættede filmstjerne, hvor han virker ivrig efter at påpege især én forskel på sig selv og den karakter, der ligner ham til forveksling. 

De har samme ubesværede charme, samme evne til at fremstå folkelig og kultiveret og samme mangfoldighed i filmroller fra kunstneriske prisslugere til regulære biografbaskere. Da Jay Kelly endelig når til Italien, består en montage af hans filmroller af lutter klip fra Clooneys karriere! 

Men hvor Jay Kelly blev et verdensikon som 23-årig, fandt George Clooney først succes, da han 30 år gammel spillede et skår af en nødlæge på hospitalsserien ER

”Jeg har altid haft en fornemmelse af, at det tog mig uendelig lang tid. Men i virkeligheden var jeg heldig, for netop den langsomhed gav mig muligheden for at lære, hvordan jeg kunne undgå at ende som en virkelig udgave af Jay Kelly,” citeres Clooney for at sige. 

Gennemført guttermand
Det forstår man godt. 

Jay Kelly er nemlig så forblændet af sit eget filmstjernestøv, at han dårligt ænser folk omkring sig. Omvendt har George Clooney altid haft ry for at være en gennemført guttermand, der bruger sin berømmelse i en god sags tjeneste. 

Han har arrangeret telefonindsamlinger for Haiti, indsamlet penge for lgbtq+-rettigheder, talt for at anerkende folkemordet på armeniere i Tyrkiet, budt syriske flygtninge velkommen til Tyskland og som FN-fredsambassadør mæglet for at standse krigen i Sudan. 

Når demokrater i USA skal til valg, håber de på, at George Clooney vil holde en fundraiser for dem. Og da Joe Biden sidste år smed håndklædet i ringen, var der mange, der pegede ikke blot på hans katastrofale debat med Donald Trump, men også på den kronik, hvor George Clooney opfordrede ham til det. 

Tydelig forargelse
Alle vi journalister har rigeligt med spørgsmål på vores blokke nu. Da døren endelig går op igen, kigger vi håbefuldt efter, om presseagenten har giraffen med sig. 

Men det har hun ikke. ”Hey, bare lige så I ved det: George er blevet syg, så det bliver bare Adam og Noah,” siger hun. 

Vi kigger rundt på hinanden og lægger dårligt nok skjul på forargelsen. Men han har jo lige snakket med de italienske influencere. En af mine kolleger så ham for lidt siden på vej herop, og da så han lige så ulastelig ud som altid. 

I Jay Kelly render Jay Kelly fra den ene aftale efter den anden. Takker ja og så nej til en ny film fra en hot instruktørduo. Takker nej og så ja til sin hyldest i Italien, så festivalen må blæse et ekstra trofæ, da det første er lovet væk til en anden. 

Er der måske ikke så langt mellem de to, som de gerne vil have os til at tro? 

”Han har det virkelig ikke godt!” forsikrer Adam Sandler, da han lunter ind på hotelværelset efterfulgt af Noah Baumbach. ”I går havde han det fremragende. I dag, forfærdeligt.” 

Instruktøren nikker. 

”Han ville virkelig ikke gå, men han var nødt til at gå. Han er nødt til at hvile, så han kan være klar til i morgen.”

Langt bifald
George Clooney er forkølet, hører vi dagen efter, da han også må springe filmens pressekonference over. Det vækker uvilkårligt mindelser om Gay Taleses legendariske artikel Frank Sinatra Has a Cold – historien om det interview, der aldrig fandt sted. 

Om aftenen gør Clooney sin entré, uden solbriller under bugnende regnskyer, men med et skudsikkert filmstjernesmil på den røde løber. Efter premieren kan han høste otte minutters bifald. Otte et halvt, hvis man kan stole på branchebladet Variety. 

Jay Kelly ville insistere på at have stopuret fremme. Jeg tror, George Clooney kan leve med, at vi runder ned.

Trailer: Jay Kelly

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Venedig-festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Festivalen blev grundlagt i 1932 og er verdens ældste.

Løber i år fra 27. august til 6. september.

© Filmmagasinet Ekko