Nyhed
19. jan. 2026 | 08:07

Guldbrandsen laver film om Grønlands leder

Foto | Alessandro Rampazzo

Jens-Frederik Nielsen var mest kendt for sit badmintonspil, da Christoffer Guldbrandsen begyndte at følge ham, men i marts 2025 vandt han en jordskredssejr og blev landsstyreformand i Grønland.

Igennem snart et år har dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen fulgt Grønlands landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen, som netop nu står over for en enorm udfordring.

Af Claus Christensen

54-årige Christoffer Guldbrandsen er kendt for sine afslørende dokumentarfilm, hvor han som fluen på væggen over længere tid følger politiske nøglepersoner og afdækker magtens maskinrum indefra.

Det har han gjort med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i Fogh bag facaden, med statsministerkandidat Mogens Lykketoft under valgkampen i Lykketoft, med partistifteren Naser Khader i Dagbog fra midten og med Donald Trump-rådgiveren Roger Stone i A Storm Foretold.

I A Storm Foretold fra 2023 kommer han så tæt på begivenhederne omkring stormen på Kongresbygningen den 6. januar 2021, at han efterfølgende blev afhørt af en kongreskomité i Washington D.C.

”Jeg var meget nysgerrig på, hvordan America First-bevægelsen havde en ideologisk drevet vilje til at bøje virkeligheden for at nå et politisk mål,” sagde Christoffer Guldbrandsen i 2022 i Ekko #91.

”Man kender det jo godt fra individer, altså viljen eller tilbøjeligheden til at lyve for at nå et mål. Men når det bliver en national bevægelse og et parti i et demokrati, hvor der kun er to partier, er det virkelig svært at forstå.”

Roger Stone truede i 2022 instruktøren med et sagsanlæg på 190 millioner kroner, men det er aldrig blevet til noget. A Storm Foretold indeholder en noget tilsvarende klipning af Trumps tale til hans tilhængere den 6. januar 2021 som den dokumentar, BBC efterfølgende har fjernet og er blevet sagsøgt af Trump for. Filmen kan dog stadig ses på DR.

Fra badminton til verdenspolitik
Christoffer Guldbrandsen arbejder i krydsfeltet mellem politik og moral og regnes som en af de mest indflydelsesrige politiske dokumentarister i Danmark. Og han har et talent for at placere sig i orkanens øje.

Nu fortsætter han sin afdækning af ”USA’s forvandling og dens konsekvenser for demokratiet verden over”, skriver han i et opslag på X.

”I et år har jeg fulgt Grønlands landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen med mit kamera. Dengang var han blot en 34-årig kandidat, mest kendt for sine resultater i den nationale badmintonliga. Men så førte han sit parti til en jordskredssejr og blev landsstyreformand.”

”Nu står han over for en udfordring, der overgår alt, hvad han tidligere har mødt: Truslen om en amerikansk invasion, mens Donald Trump og MAGA-bevægelsen vender deres kraft mod USA’s allierede, splitter verdensordenen og trækker Grønland ind i en konflikt, der er større end landet selv.”

Han har delt et billede på X, hvor han filmer Jens-Frederik Nielsen, der deltager i en demonstration for Grønland og imod USA’s overtagelse af landet.

Ekko har spurgt Guldbrandsen, hvordan filmen bliver finansieret, og hvornår han regner med, at den vil få premiere. Men han er ikke vendt tilbage.

Råt territorialt krav
I et interview i Politiken for snart et år siden forudså han den nuværende politiske krise.

”Jeg tror stadig ikke, at alle danskere og politikere helt har forstået og erkendt, at det handler om et råt territorielt krav. Han (Donald Trump, red.) vil have landet,” sagde han.

”Der er stadig mange, der forestiller sig, at man kan forhandle sig til en løsning. Give ham adgang til en mine, eller hvad ved jeg. Der er en forventning om, at der er en logik og forhandlingsløsning, selv om han har sagt, hvad han vil.”

Allerede i dette interview vendte Christoffer Guldbrandsen blikket mod, hvilken betydning Trump og hans bevægelse vil få for resten af verden.

”I en eller anden grad kan man sige, at USA er tabt. Man skal i meget højere grad bekymre sig over Europa og de højpopulistiske bevægelser, som er allierede med Maga-bevægelsen,” lød det fra Guldbrandsen.

Trailer: A Storm Foretold

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko