Nyhed
14. okt. 2022 | 10:23

Dansk filmskaber trues med sagsanlæg

Foto | Frederik Marbell
Christoffer Guldbrandsen (tv.) fulgte i en længere periode den politiske rådgiver Roger Stone, som er blevet kaldt manden, der skaffede Donald Trump præsidentembedet.

Donald Trumps tidligere rådgiver vil sagsøge Christoffer Guldbrandsen for 190 millioner kroner, efter danskerens dokumentar er blevet brugt som bevisførelse i verserende retssag.

Af Nicki Bruun

Christoffer Guldbrandsen har længe været undervejs med dokumentaren A Storm Foretold, som følger Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone over en længere periode.

Den danske filmskaber er lige nu i den amerikanske hovedstad Washington, D.C., hvor hans optagelser er del af en undersøgelse af, hvad der skete, da demonstranter den 6. januar 2021 indtog Kongressen.

Det skrev Guldbrandsen torsdag aften på det sociale medie Twitter, og det fik straks efter en skarp reaktion fra filmens hovedperson.

Roger Stone skriver på et andet socialt medie, Telegram, at han vil sagsøge danskeren for intet mindre end 25 millioner dollars, svarende til 190 millioner danske kroner.

Undersøgelsen forsøger at opklare, om Donald Trump og dermed også Roger Stone havde planer om at blive på magten trods valgnederlaget. Begge mistænkes for at have været med til at iscenesætte de voldelige protester den 6. januar, som var tæt på at sætte demokratiet ud af spil.

Dokumentaren indeholder angiveligt scener, der sammen med anden bevisførelse skal vise, at der var tale om et egentligt komplot.

Roger Stone skriver, at Guldbrandsen anklager Stone for forbrydelser, som filmen ikke kan bevise. Danskeren føler dog, at han har sit på det tørre.

”Alt, hvad vi har sagt, er faktuelt rigtigt og baseret på vores optagelser, så det er jeg ikke bekymret for. Jeg ser det nok mest som et udtryk for, at han er i forsvarsposition,” udtaler Christoffer Guldbrandsen til Berlingske.

Viljen til at lyve
I sommerens Ekko #91 havde vi et stort tema om sandhed og løgn. I den forbindelse så vi en foreløbig version af A Storm Foretold og interviewede Christoffer Guldbrandsen, der fortæller indgående om at følge Roger Stone.

Filmskaberen fremhæver Stone som et komplekst menneske, der fatter sympati for Guldbrandsen, da han midt i processen med at lave filmen pludselig falder om med et hjertestop.

”Viljen til at lyve for enhver pris er Trump og Stones styrke,” siger Christoffer Guldbrandsen i det store interview om A Storm Foretold, som altså endnu ikke kan ses.

Og dramaet er langt fra slut endnu.

Nu har den såkaldte 6. januar-komité nemlig indkaldt Donald Trump til at vidne foran Kongressen om sin rolle i optøjerne.

Den tidligere præsident kæmper lige nu med en anden potentielt sprængfarlig retssag, hvor han er under anklage for at have opbevaret hemmelige regeringsdokumenter i sit private hjem og nægtet at udlevere til myndighederne.

Kommentarer

Guldbrandsen i Ekko

Stort interview med Christoffer Guldbrandsen om A Storm Foretold i Ekko #91.

”Roger Stone har som politisk rådgiver udvandet sandhedsbegrebet,” siger Christoffer Guldbrandsen. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet og få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko