Her er hverdagsracismen i Danmark
Stine Likodelle.
Du kan godt begynde at lære navnet, for den 25-årige manuskriptforfatter og instruktør har en stor fremtid foran sig.
Hun er uddannet på selskabet Zentropa med fjer i hatten, hun er netop sluppet igennem nåleøjet til Filmskolens manuskriptlinje, og så har hun solgt idéen til en tv-serie til Zentropa Berlin.
I denne uge debuterer hun på Ekko Shortlist med kortfilmen Olivia, der følger en ung, sort kvinde over en racismefyldt aften.
Olivias veninde kalder en tilfældig fyr for Olivias fætter, fordi han også er sort. Og på dansegulvet synger en anden veninde højlydt med på en sang med racistiske skældsord til stor gene for resten af selskabet.
Det er, som om Olivias blotte tilstedeværelse får omgivelserne til at fokusere på racespørgsmål. Og en potentiel flirt smadrer romantikken, da han siger: ”Jeg har aldrig været sammen med en mørk pige før!”
Stine Likodelle er ikke bleg for at indrømme, at filmen er baseret på hendes egne oplevelser.
”Ja, det er alt sammen ting, som er sket i mit liv. For eksempel at folk kun er interesseret i mig seksuelt, fordi jeg har den farve, jeg har. Pludselig er man eksotisk. Men hvad tror de, der sker, når de er sammen med mig? Tror de, at der kommer konfetti ud af mig?” spørger Stine Likodelle med et grin.
Ahaoplevelse
Stine Likodelle voksede op i Vester Nebel, en lille by nord for Kolding. Hun blev adopteret fra Haiti i en alder af to, men tænkte som barn ikke over sin mørke hudfarve.
”Jeg har aldrig oplevet direkte mobning. I det lille samfund var man faktisk ordentlige over for hinanden,” forklarer hun.
Det blev derfor en ahaoplevelse for Likodelle, da hun flyttede til Aarhus for at studere engelsk. Pludselig hilste folk med afrikansk afstamning på hende på gaden, fordi de havde samme hudfarve.
”Der var en form for fællesskab i det, og det var da hyggeligt. Men der var også folk, der talte fransk til mig, for det taler man på Haiti. Dér følte jeg mig ekskluderet, for jeg har jo aldrig rigtig oplevet den kultur,” fortæller Stine Likodelle.
Rødderne
#BlackLivesMatter-bevægelsens demonstrationer i 2020 gjorde også et stort indtryk på hende. Pludselig måtte hun tage stilling til, hvad det betyder at være vokset op som sort kvinde.
”Der var måske en grund til, at jeg som teenager var lige ved at brænde min afro af med et glattejern, fordi alle pigerne i teenagebiblen Vi Unge havde langt, lyst, glat hår.”
”Jeg kunne pludselig mærke, at jeg – uden at være bevidst om det – havde afskrevet mine rødder for at passe ind.”
I filmen gennemgår Olivia en lignende transformation. Efter nattens lærerige oplevelser opsøger hun bevidst det sorte lokalsamfund.
”Slutningen betyder for mig, at Olivia stadigvæk er på en rejse. Hun har ikke fra den ene dag til den anden accepteret sig selv og forstået sine rødder, men hun er ved at blive bevidst om, hvad hudfarve betyder for én som person og for ens færd gennem samfundet.”
”Du kan ikke løbe fra dine rødder, men du kan skabe din egen fortælling.”
Sporskifte
Stine Likodelles vej ind i filmbranchen har været lidt snørklet.
”Jeg har aldrig tænkt, at nu skulle jeg bare ud og arbejde i filmbranchen. Jeg har altid været fascineret af film, men jeg er vokset op med to tv-kanaler og en lokal Blockbuster, så det har ikke været alverden, jeg kunne udforske,” fortæller hun.
Da hun læste engelsk på Aarhus Universitet, stod det klart for hende, at hun skulle skifte spor.
Først kom uddannelsesreformen, der forhindrede hende i at tage en ny bachelor, hvis hun gennemførte engelskstudiet. Og så døde hendes mor af kræft, da hun var blot tyve år gammel.
”Livet er fandeme bare for kort. Jeg bliver nødt til at gøre noget, jeg har lyst til,” tænkte hun.
Aalbæks roemark
Hun havde søgt så meget på film- og medieuddannelser, at computerens cookies foreslog en reklame for Zentropas filmuddannelse.
Småtteuddannelsen, hed den dengang.
Der var ingen traditionel optagelsesprøve. Hun og de andre ansøgere blev sat til at forberede en festmiddag fra klokken fire om morgenen. De samlede kartofler, vedligeholdt roemarken og gjorde en lade ren.
Til sidst ankom Zentropas stifter, Peter Aalbæk Jensen.
”’Velkommen til jeres letteste dag i filmbranchen, for der er ikke nogen, der har kaldt jer røvhul,’ sagde han. Vi var altså ansatte,” fortæller Stine Likodelle.
”En af dem, jeg mødte ude på roemarken, hedder Laura Plummer. Vi har fulgtes ad hele vejen, og nu har vi lavet Olivia sammen med Laura som producer.”
Stine Likodelle startede på småtteuddannelsen i oktober 2017. Det var, netop som #MeToo-bølgen skyllede ind over filmbranchen, hvor Peter Aalbæk Jensen blev sat i gabestokken for sin behandling af eleverne på Zentropa.
Likodelle har aldrig følt sig krænket af Aalbæk, men hun er glad for, at der kom fokus på elevernes forhold.
”Zentropa kiggede selvkritisk indad, og vi blev opfordret til at sige fra, hvis der var noget, vi ikke ville være med til. Som småtte er man jo lavest i hierarkiet. Det har givet mig motivation til at sige fra, for der er masser af ting i filmbranchen, der ikke er i orden,” fortæller hun.
Mødet med Anders Thomas
Det var igennem den treårige uddannelse på Zentropa, at Stine Likodelle opdagede sin passion for manuskriptskrivning. Og det er ikke nogen beskeden passion.
Hun har endda printet Jesse Armstrongs manuskript til det første afsnit af successerien Succession, så hun kan skrive kommentarer i margenerne.
”Jeg glæder mig også enormt meget til at kunne læse manuskriptet til Promising Young Woman, som den jo vandt en Oscar for,” siger hun storsmilende.
I sin gang på Zentropa arbejdede hun sammen med Anders Thomas Jensen på Retfærdighedens ryttere.
”Vi faldt rigtigt godt i snak med hinanden, og jeg blev vildt fascineret af måden, han skriver på, og de karakterer, han skaber,” forklarer hun.
”Anders Thomas formår som manuskriptforfatter at tage alvorlige, tunge emner og drysse humor ned over dem. Det gør, at man kan holde det ud og samtidig mærke smerten i det. Og det er noget af det, som jeg håber, at min egen kortfilm også rummer.”
”Du kan fandeme skrive”
Olivia er Stine Likodelles debut som instruktør og manuskriptforfatter.
”Jeg spurgte Peter Aalbæk, om han ville læse manuskriptet til Olivia. Han vendte tilbage og sagde: ’Stine, du skal være manusforfatter. Du kan fandeme skrive!’”
I manuskriptkladden hed karakteren Stine.
”Jeg har taget udgangspunkt i mig selv, men karakteren Olivia er endt med at være langt fra mig,” fortæller hun.
”Diem Camille G., der spiller Olivia, har også været med til at skabe karakteren. Hun har bidraget med sine egne erfaringer og kommunikeret nogle følelser, som jeg aldrig selv kunne være kommet med.”
”Filmen sætter selvfølgelig tingene på spidsen. Den har komprimeret oplevelser til en enkelt dag og viser brudstykker af, hvordan det er at være en minoritetskvinde. Olivia kommer ud for en hel del, men faktisk kan du sagtens blive stoppet af politiet tre gange på en dag, fordi du har hættetrøje på og er lidt mørk i huden.”
Autentiske oplevelser
Stine Likodelle er glad for, at der i den danske filmbranche er kommet stor opmærksomhed på minoriteter for at øge diversiteten.
”Det er blevet tydeligere for mig, at min fortælling var vigtig. Den kan være med til at ændre forestillingen om, hvad det vil sige at have en anden hudfarve,” forklarer hun.
”Lige nu er der en skævvridning og en underrepræsentation i filmbranchen. Derfor er det vigtigt, at der er folk, der kan bidrage med autentiske oplevelser og fortælle deres historier på en nuanceret måde.”
”Jeg håber, at Olivia kan vise værdien af at stå sammen. Det handler ikke om god eller ond, rigtigt og forkert, men om at italesætte vores forskelle og ligheder. Der skal gang i debatten.”
Du kan se Stine Likodelles Olivia på Ekko Shortlist og give stjerner, så den stiger til vejrs på listen.
Stine Likodelle
Født 1995 i Haiti.
Adopteret som toårig af en dansk familie i Vester Nebel i Jylland, hvor hun voksede op.
Har gået på Zentropas såkaldte småtteuddannelse i 2017-20.
Starter til august på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje.
Assistent på Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere.
Debutkortfilmen Olivia kan ses på Ekko Shortlist.
Kommentarer