Dag 9: Hidsig racisme og fortrængte overgreb

”Hvor er mesterværkerne? Der er desværre ikke nogen.”

Sådan skrev Varietys chefkritiker hjem fra Park City forleden, og der er måske noget om snakken.

Hverken i premieresektionen eller i sektionen for amerikanske fiktionsfilm har der været et vaskeægte festivalhit som tidligere års Boyhood, Fruitvale Station, Hushpuppy, Whiplash, Manchester by the Sea eller Get Out.

Studierne har heller ikke gravet dybt i lommerne for at få fat på årets konkurrencefilm. Den imponerende American Animals gik for sølle tre millioner dollars, hvad der næppe dækker produktionsbudgettet.

Men man tager også for store ord i munden, hvis man kalder dette års festival en fiasko.

US Dramatic-kategorien for amerikanske fiktionsfilm – der på mange måder er Sundance-festivalens hovedkonkurrence – har budt på hidsige, rørende, smertelige og dybt komplekse dramaer, der selv i Danmark burde nå længere ud end arthouse-segmentet.

Det gælder ikke mindst den blærede åbningsfilm Blindspotting, teen-dramaet The Miseducation of Cameron Post og førnævnte American Animals, der efter at have været hele kategorien igennem stadig er min favorit.

Og det gælder i den grad også Jennifer Fox’ hudløst ærlige autofiktion The Tale, om en kvinde der pludselig bliver konfronteret med et barndomsovergreb. HBO har købt rettighederne, men man kan da håbe, at vi også får lov at se den i biografen.

Monsters and Men
Tilbage i 2004 vandt Paul Haggis’ Crash Oscaren for bedste film for en række forgrenede lidelseshistorier om racisme i LA.

Fjorten år senere er den indgroede racisme i det amerikanske samfund mere tydelig end nogensinde, Paul Haggis er under anklage for voldtægt, Crash er faldet i anseelse, og fletværksformen er flyttet fra biografen til tv.

Reinaldo Marcus Greens debutfilm Monsters and Men går til en vis grad i Haggis’ fodspor, men er en langt mere nuanceret, troværdig og vital fortælling om politivold i et lille, sort nabolag i Brooklyn.

Blindspotting handler om tilnærmelsesvis det samme: Hovedpersonen ser en sort mand blive skudt af politiet, og hvad skal han så gøre? Men dens frembrusende, ekspressive stil står i stærk kontrast til den afdæmpede hverdagstristesse i Greens film.

Her beslutter Manny sig for at lægge den video, han optog af skyderiet, på YouTube. Pludselig er han selv i forvaring under falsk anklage.

Og så skifter vi hovedperson. Anden akt følger en sort politibetjent, der ser sagen fra begge sider, og i tredje er det en ung baseballspiller, der forsøger at holde sig på afstand af det korrupte system.

Den struktur leder tankerne hen på Derek Cianfrances næsten vellykkede The Place Beyond the Pines, og ligesom i den film er ikke alle karakterer lige interessante. Men det er helheden til gengæld.

Alle tre mænd er selvfølgelig sorte, og den socialt engagerede Green har ikke blot skuespillertække, han har noget på hjerte.

Gee, golly gee
Det har Spike Lee også.

Han er på Sundance i år med Pass Over, en lidt over timelang teaterfilm af et stykke opført af den hæderkronede Steppenwolf-teatergruppe i Chicago.

Stykket handler om de to unge sorte fyre Moses og Kitch, der driver den af på et gadehjørne og joker, skændes og slås for sjov, mens de venter på det forjættede land. ”Pass over,” siger de om overgangen til det hinsides, for her i Chicagos South Side gør the po-po gaderne for usikre til, at sorte mænd kan se frem til andet end en kugle for brystet.

Antoinette Nwandus rapkæftede riff over Samuel Becketts eksistentialistiske Mens vi venter på Godot giver et alt andet end diskret blik på, hvordan sorte udnyttes af hvide.

Den pointe bliver understreget med sprittusch, da Moses og Kitch overraskes af en hvid fyr i hvidt jakkesæt, rød butterfly og stråhat. ”Gee, golly gee!” udbryder han hver femte replik.

Moses spørger, hvad han hedder: ”Master!” siger han. ”Men det er jo bare et navn!”

Men nej, det er det ikke. Pass Over er så symbolladet, poetisk og metaforisk, at alt har betydning.

Ægteskabskrise i Montana
Når man har stået foran kameraet længe nok, længes man åbenbart efter at træde om bag det.

Wildlife er Paul Danos debut som instruktør, en meget intim og højdramatisk skildring af en kernefamilie i opbrud, set fra sønnens forfjamskede perspektiv.

Jake Gyllenhaals far er for stolt til at tage tilbage, da hans arbejdsgiver fortryder at have fyret ham. I stedet indgår han en månedlang kontrakt som brandmand for at tøjre de enorme Montana wildfires, der raserede staten i det herrens år 1960.

Det passer Carey Mulligans mor helt hysterisk dårligt, og hun lader al sin vrede og frustration over sin skuffende småborgerlige husmortilværelse gå ud over sin søn Joe.

Australske Ed Oxenbould giver en følsom, men også lidt for diskret præstation i en hovedrolle, der godt kunne have fået lov at vokse lidt mere med det meget jordbundne drama, der gerne måtte have skelet lidt mere til Ang Lees The Ice Storm.

Paul Dano har selv skrevet manuskriptet sammen med Zoe Kazan, og de finder lidelsesfulde scener i Richard Fords romanforlæg.

Et halvglemt overgreb
Forsvarsmekanismer har det med at holde en fast i et skadeligt forhold. Også 35 år efter overgrebet, som i Jennifer Fox’ modige, autofiktive debut The Tale.

Her går det langsomt, langsomt op for Laura Derns karakter – der hedder Jennifer Fox og er filmskaber – at der måske var noget mere skummelt over hendes første forhold, end hun altid havde troet. Hendes første kæreste var nemlig omkringe de 40. Hun var tretten.

Det var 70’erne, har hun fortalt sig selv. Hun var meget moden. Hun var nysgerrig, ville det selv, og han elskede hende jo helt oprigtigt.

Man afslører ikke noget ved at fortælle, at ingen af de undskyldninger holder i længden, men det er fandens hårdt at skulle acceptere sig selv som et offer, når man altid har været nødt til at være stærk.

Det er den erkendelse, der udfoldes i filmen. Da Jennifers mor finder en gammel skolestil, hun skrev om forholdet, får det gamle følelser og fortrængte minder til at blusse op igen.

Laura Dern er smerteligt vidunderlig som kvinden, der pludselig rammes af et barndomsovergreb med forsinket virkning.

Flashbackstrukturen leger med hukommelsens omskiftelighed på samme måde som American Animals, men The Tale er en mere intim, personlig historie. Og mindst lige så hjerteskærende.

Det er også en stærkt aktuel historie i disse #MeToo-tider. Juryen kunne sagtens skele denne vej, når prisregnen sætter ind i weekenden.