Interview
20. feb. 2019 | 12:20

Horror som aldrig før i Danmark

Foto | Wilfred Gachau
Rudi Køhnke har siden sin sejr ved Ekko Shortlist Awards 2016 oplevet et karriere-comeback. Skuespilleren har den altdominerende hovedrolle i den kommende horror-thriller Victim of Love.

”Jeg kan ikke komme i tanke om en dansk film nogensinde, som minder om den her,” siger autodidakt instruktør, der arbejder på en debutspillefilm med Rudi Køhnke.

Af Nicki Bruun

Rudi Køhnke havde et ret vildt 2018, hvor han foruden roller i film som Christian IV – den sidste rejse og tv-serien Kriger blev kendt blandt danskerne for DR3-programmet Rudi er bange.

Men nu skal Danmark snart opleve skuespilleren, der fik et følelsesladet comeback ved Ekko Shortlist Awards 2016, på en noget anden måde.

Det er i hvert fald tanken for den autodidakte instruktør Jesper Isaksen. Han arbejder til daglig som skolelærer, men er også kendt som manden bag kortfilmene No Exit og No Exit 2 – Rise Against, som begge kan ses på Ekko Shortlist.

Unikt univers
Jesper Isaksen har castet Køhnke til hovedrollen i sin debutspillefilm, den psykologiske horror-thriller Victim of Love, der er efter planen skal være færdig om nogle måneder.

”Rudi har sagt, at han højst sandsynligt aldrig får tilbudt en rolle som den her igen, hvor han bliver maksimalt udfordret og skal kigge dybt ind i sig selv. I den her film bliver han konfronteret med sin egen ondskab,” siger Jesper Isaksen, der håber at kunne tilføje genren noget nyt på dansk.

”I Danmark er horrorgenren meget underkendt og underudviklet. Hvis man snakker med folk er det jo stadig Nattevagten, der bliver nævnt,” fortsætter instruktøren.

”Jeg har forsøgt at kombinere flere forskellige genretræk og skabe mit eget univers. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om en dansk film nogensinde, som minder om det, jeg har lavet her. I forhold til stemning og tone er det nærmeste noget som Nicolas Winding Refns The Neon Demon, og Rudis præstation er ikke ulig Nicolas Cages i Mandy.”

Mystisk forsvinding
Victim of Love
handler om Charly (Rudi Køhnke), der leder efter sin amerikanske kæreste Amy. Hun forsvandt tre måneder tidligere under en ferie, og politiet har endnu ikke fundet hende. Så Charly er taget tilbage til deres hotel for at opklare mysteriet.

Jesper Isaksen peger på flere årsager til, at det i dag er muligt at lave en 90 minutter lang spillefilm på egen hånd.

”For tyve år siden var det alle produktionsselskaberne, der sad på udstyret, som havde magten. Den teknologiske udvikling har gjort, at man i dag både kan købe og leje et kamera, der sagtens kan optage i spillefilmkvalitet,” fortæller instruktøren, hvis film ikke har modtaget støtte fra Filminstituttet.

”Man kan gøre det for relativt billige penge, så man behøver ikke vente på et produktionsselskab eller Filminstituttet, der kommer med støtte. Men at lave en film på den måde skiller fårene fra bukkene. Det er et maratonløb, der kræver ekstremt meget, og derfor opnår mange aldrig at lave deres første spillefilm.”

Når man skal holde omkostningerne på en film nede, er det helt afgørende at finde kræfter, som tror på projektet. For eksempel har fotografen Mathias Tegtmeier – der står bag Nikolines musikvideo Flertallet er dumme – ikke bare arbejdet gratis, men selv investeret i sin debut som spillefilmfotograf.

”Jeg har også brugt mange år på at kultivere mine kontakter i branchen og skabe et netværk, så jeg kunne få nogle stærke kræfter med om bord på min spillefilm. Og hvis de mennesker, man får med, synes ens ting er fede, vil de gerne give den en skalle i 32 dage, som vi optog i,” siger Jesper Isaksen.

Den hellige gral
Jesper Isaksen håber at finde en distributør, der vil hjælpe med at give Victim of Love premiere i biografen. Men han er også åben over for andre muligheder.

”Det er en brydningstid, for den hellige gral har altid været at få sin film i biffen. Men i dag er der Netflix, Amazon og andre streamingtjenester, hvor man som instruktør kan tænke, at det ville være federe, hvis den røg ud der,” siger Jesper Isaksen.

”Susanne Biers Bird Box havde nok ikke været set af så mange, hvis den ikke var kommet på Netflix. Og vil man helst have en halv million mennesker til at streame sin film eller 2.500 til at se den i biografen?”

Blod, sved og tårer
Jesper Isaksen har store ambitioner for sin horror-thriller, der bliver en blodig omgang, og som har kostet mere i blod, sved og tårer end kolde kontanter.

”Den ender med at koste omkring 400.000, men ligner en film til syv-otte millioner. Alle kan jo lave en spillefilm optaget på en iPhone, men det er vigtigt at have et niveau, hvor man ikke kan se, at den kun har kostet 400.000,” siger instruktøren, der har været rundt omkring for at finde finansiering.

”Vi har brugt noget crowdfunding, og vi har selv smidt penge i projektet. Danske Filminstruktører har støttet, og så har vi nogle ansøgninger ude nu, der forhåbentlig får filmen den sidste vej i mål. Vi mangler omkring 80.000 kroner, som vi håber kommer ind, så vi kan færdiggøre efter planen.”

Kommentarer

Jesper Isaksen

Født 1975 i Aarhus.

Uddannet skolelærer og autodidakt instruktør.

Har stiftet selskabet Bleed For This Picture, der producerer hans egne projekter.

Kortfilmene No Exit og No Exit 2 – Rise Against kan ses på Ekko Shortlist.

Sidstnævnte var nomineret til Shortlist Prisen i 2014.

Spillefilmdebuten Victim of Love er planlagt til at være færdig i 2019.

© Filmmagasinet Ekko