Venedig 2018
08. sep. 2018 | 15:14

Dag 11: Hvad vil Steve Bannon?

Foto | Fourth Floor Productions
Steve Bannon lykkedes med at fremstå charmerende i den stærkt kritiserede dokumentar American Dharma.

Steve Bannon er en gudbenådet fortæller, men Errol Morris’ dokumentar om Trumps tidligere chefstrateg giver ham for let spil.

Af Simon Johansen

Få personer i Trump-æraen har været lige så fascinerende og skræmmende at følge som Steve Bannon.

Som chefredaktør for det stærkt højreorienterede nyhedssite Breitbart var han op til den amerikanske valgkamp i 2016 med til at skabe ondsindede historier om politiske fjender.

Siden fik Bannon en central rolle i Donald Trumps kamp mod Hillary Clinton. Han er blevet beskrevet som hjernen bag Trump, og da den orangefarvede præsidentkandidat vandt valget, mente mange, at det var Steve Bannon, som i virkeligheden sad på magten i USA.

Det viste sig dog ikke at være rigtigt, og Donald Trump fyrede chefstrategen Bannon efter kort tid.

Sludder mellem gamle venner
Hvis man intet kender til historien om Steve Bannon, bør man se American Dharma, en dokumentar om Bannon, som netop har fået verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.

Kender man imidlertid til Bannons udskejelser, sidder man tilbage med en følelse af, at filmen skulle være lavet af en anden end Errol Morris.

Morris er ellers anerkendt for sine én-mod-én-interviews, ikke mindst med den kontroversielle, tidligere forsvarsminister Robert S. McNamara i The Fog of War.

Men denne gang kommer det desværre til at fremstå som en hyggelig sludder mellem to gamle venner.

Tomme floskler
De fleste vil mene, at Steve Bannon er en udspekuleret skurk, men her fremstår han både charmerende og venlig, og ærgerligt nok har han held til at afvige de ubehagelige spørgsmål.

Som da Morris spørger om racisme. Bannon erkender, at han stod bag den lov, som forbød mennesker fra store dele af den arabiske verden at rejse ind i USA.

”Jeg mener, at loven i sin essens har et racistisk budskab,” siger Errol Morris.

”Gør du?” svarer Bannon.

Men han bliver aldrig for alvor udfordret, og det kan undre, når optagelserne med Bannon strækker sig over fem dage. Hvorfor får vi ikke noget at vide om, hvad det egentlig er, Steve Bannon vil?

Han siger, at USA har brug for et opgør med det etablerede USA, men hvad er det helt konkret for en revolution, han ønsker?

Det ender i tomme floskler om, at det arbejdende folk skal tage magten tilbage fra eliten. Men hov, tænker man: Tilhører den hovedrige Bannon ikke netop den elite, han så håndfast vil have ned med nakken?

Steve Bannon svarer heller aldrig på, hvordan det vil være godt for det arbejdende folk, at USA trækker sig ud af klimaaftaler og lader store virksomheder forurene løs. Hvordan er det ikke at gøre eliten en tjeneste?

I dag arbejder Bannon som konsulent for den højreekstreme alt right-bevægelse i Europa. Hvorfor fortæller han ikke om det? Det forekommer mystisk.

Gudbenådet fortæller
Kan man for en stund glemme, at man endnu engang er blevet taget ved næsen af en mand, der med al sandsynlighed er langt klogere end både intervieweren og de fleste af os andre, er der dog også gode ting at finde i American Dharma.

Steve Bannon er jo en gudbenådet fortæller.

Medrivende og detaljeret fortæller han om sin vej frem til Det Hvide Hus. Morris har valgt at foretage interviewet i en gammel flyhangar, og det danner et dramatisk bagtæppe til Bannons historie. Det er simple ting som flotte billeder og en dramatisk lydside, som gør, at man flere gange undervejs sidder helt ude på kanten af biografsædet.

Bare at forestille sig de skæbnesvangre valg, som Bannon traf i bestræbelserne på at få Hillary Clinton ned med nakken.

Da Donald Trumps skandaløse udtalelser om at ”tage kvinder i fissen” kom for en dag, skyndte Bannon sig at finde en hel række kvinder, som havde følt sig forumlempet af Hillary Clintons mand Bill.

Det er historien om, hvordan en demokratisk kampplads blev reduceret til mudderkastning om, hvem den største hykler er. Det er chokerende, at det rent faktisk er virkelighed. Og Bannon er altså arkitekten bag.

I det hele taget fremstår Bannon som en mand, Hillary Clinton aldrig kunne have vundet over. Han er simpelthen for snu og visionær i sin tilgang til mediernes virkemidler.

Samtidig giver filmen et indblik i filmmageren Bannon. Efter sine år i investeringsbanken Goldman Sachs fandt Bannon en vej ind i filmbranchen. Han tjente styrtende med penge i det liberale Hollywood. Siden instruerede han en række glorificerende dokumentarfilm om eksempelvis åndsfællen Ronald Reagan.

Normaliserer had
Ved pressekonferencen i Venedig blev Errol Morris grillet. Er filmens formål at normalisere Bannons højredrejede budskaber?

”Er det et spørgsmål, jeg selv har kæmpet med at besvare?” svarede Morris retorisk.

”Svaret er ja. Kæmper jeg stadig med spørgsmålet? Svaret er stadig ja. Men jeg vil ikke forblive tavs og ikke lave filmen. Jeg tror, at jeg har gjort noget anderledes ved at forsøge at undersøge Bannons natur og det, han kalder ’national populisme’. Jeg prøver at finde ud af, hvad det betyder for verden og mit land. Det, mener jeg, er essentielt.”

Debatten om Steve Bannon vil ingen ende tage. I forbindelse med filmen skulle Bannon også have været på besøg i New York under magasinet The New Yorkers årlige festival.

Magasinets chefredaktør David Remnick havde planlagt at interviewe Bannon, men prominente navne som skuespilleren Jim Carrey og instruktøren Judd Apatow truede med at melde afbud, hvis Bannon viste sig på festivalen.

Apatow skrev på Twitter, at han ikke ville være med til en festival, der normaliserer had. Det fik Remnick til at aflyse. Bannon har selv kaldt Remnick et skvat for at lytte til den hylende pøbel.

Man sidder da også tilbage med en fornemmelse af, at det havde været godt for debatten om filmen, hvis den skarpe chefredaktør havde fået lov til at løse den opgave, som Errol Morris så eklatant fejlede i.

Simon Johansen

Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.

Uddannet journalist og har skrevet for Ekko i en årrække.

Festivalen er den ældste af sin slags i verden og er siden 1932 blevet afholdt på øen Lido uden for Venedig.

Fra 29. august til 8. september.

© Filmmagasinet Ekko