Dag 10: Endelig virtual reality med substans

Som den første af de klassiske filmfestivaler introducerede Venedig sidste år en sektion for virtual reality: Venice VR. 

Festivalen tager med andre ord mediet seriøst, og de udvalgte kunstnere bruger den sidste nye teknologi til at præsentere en lang række oplevelser. Om ”oplevelser” er det rigtige ord, er ikke sikkert. Nogle kunstnere kalder det ”projekter”, andre bruger termen ”installationer”, mens ”film” også kan gå an. 

I år er en af VR-sektionens helt store oplevelser en dansk co-produktion, og da vores egen Susanne Bier er præsident for VR-juryen måtte Ekkos udsendte naturligvis aflægge det visuelle værktøjs skueplads et besøg. 

Man finder ikke virtual reality på den glamourøse festivalplads. En kilometer fra biograferne og den røde løber ligger en lille badebro, hvor en båd fragter gæster over til det lille frimærke af en ø kaldet Lazzaretto Vecchio. 

Festivalen erhvervede sig for nylig den tidligere øde ø, som i 1600-tallet fungerede som lazaret for ofre af den sorte pest. I begyndelsen af 00’erne fandt arkæologer massegrave fyldt med resterne af flere end 1500 mennesker. Der skulle ligge flere endnu. 

Men nu er ruinerne istandsat og fyldt med opfindsomme og nyskabende filmfolk. 

10.000 liter vand pr. jeans
En dansk tekniker står parat med en VR-dragt med dertilhørende briller og beder mig tage sko og sokker af. Jeg skal til at opleve X-Ray Fashion, der er co-produceret af MANND, et dansk VR-produktionsselskab. 

Filmen – lad os kalde den det – er skabt af den tidligere modefotograf Francesco Carrozzini, som har sat sig for at gøre os klogere på, hvor meget modeindustrien forurener. 

Historien bygger på simpel statistik: Modeindustrien står for tyve procent af det globale spildevand, ti procent af den globale CO2-udledning, og mennesker arbejder under horrible forhold flere steder i verden. 

”Det kræver 10.000 liter vand at producere et par jeans,” siger instruktøren og giver en skræmmende anekdote fra en tøjfabrik i Bangladesh. ”Hvis man vil vide, hvilken farve der bliver populær i næste sæson, skal man blot kigge på vandets farve i floden udenfor.” 

Fortællingen er i sig selv tankevækkende, men som dokumentarfilm er X-Ray Fashion også imponerende og særdeles opfindsom. Jeg går barfodet rundt i filmen. Pludselig står jeg i et forurenet vandløb i et ekstremt fattigt nabolag i Bangladesh og mærker vandet mellem tæerne. 

”Vandet er forurenet af modeindustrien,” fortæller instruktøren i høretelefonerne, mens mine øjne går på opdagelse i landskabet. Børn, der leger, mens plastic og andet affald flyder rundt i det olierede vand. 

Senere sidder jeg på en stol i en tekstilfabrik. Jeg mærker varmen og de ubarmhjertige arbejdsforhold, mens jeg kigger på en kvinde, der syr et par jeans sammen på en symaskine. Hun kigger mig i øjnene og forklarer mig om sin arbejdsdag. 

Mens jeg bliver vandrer videre ind i modeindustriens dunkle afkroge, begynder det at stramme lidt ved min nye skjortekrage. Kunne jeg have brugt min gamle skjorte lidt længere, før jeg kasserede den og købte en ny? 

X-Ray Fashion er en øjeåbnende oplevelse, som sidder i kroppen, længe efter man tager brillerne af. 

Filmen får dog svært ved at nå masserne – kun én person kan prøve ad gangen – men folkene bag forløser det sande potentiale i virtual reality og tilføjer samtidig et element, som man savner i mange andre VR-værker: substans! 

Bomberegn over Berlin
Ikke alle steder på den lille ø finder man lige så store oplevelser. I gyserfilmen Kobold leder jeg efter en nøgle i et spøgelseshus. En venlig instruktør understreger flere gange, at jeg skal huske at lede efter nøglen. 

”Mange gæster glemmer at lede efter den!” 

Selv om jeg husker at lede efter nøglen, må instruktøren alligevel guide mig frem til flere af filmens pointer. Filmen er ikke designet tilstrækkeligt intuitivt, og den virtuelle realitet synes på ny begrænset. 

Andre steder er idéen god, men udførelsen haltende. Det gælder 1943: Berlin Blitz, som er produceret af BBC. Her bliver jeg placeret på et af de bombefly, som bombarderede Berlin i 1943. 

BBC havde en reporter ombord på et af flyene, og lydsiden er derfor den ægte vare. Billedsiden er en rekonstruktion af den oplevelse, reporteren havde. 

Han beskriver, hvad vi ser, da vi flyver ind over den tyske hovedstad. Mest af alt ligner byen under os et hav af ild. Berlin brænder, men tyskerne bider fra sig. Kuglerne fyger om os, og flere fly bliver skudt ned. 

Grafikken svarer til den, man ser i computerspil. Detaljeret til en vis grad, men langt fra realistisk. De computergenererede figurer, man oplever i store Hollywood-film er langt mere virkelighedsnære. Det virker, som om grafikerne har kælet for detaljen udvalgte steder for til gengæld at forsimple andre dele af oplevelsen. 

Jeg sidder bag piloten. Tydeligt kan jeg se teksturen i læderet på hans pilothue. Men da jeg vender blikket agterud og nærstuderer navigatøren, er jeg vidne til et loop. Han foretager den samme bevægelse over landkortet igen og igen. 

Det begynder at klø ved mit øje. Men jeg kan ikke komme til uden at fjerne VR-brillerne og dermed briste illusionen om, at jeg flyver midt i en bomberegn over 40’ernes Berlin.

Jeg lader det klø. For selv om oplevelsen bestemt har mangler, føles det alligevel, som om jeg er midt i en skelsættende begivenhed, jeg ikke vil gå glip af. 

Smoking og brylcreem
En anden af VR-sektionen bemærkelsesværdige oplevelser er den sjove og vellykkede The Horrifically Real Virtual Reality. 

Det franske værk inkluderer skuespillere, som involverer publikum i værket. Én blandt publikum bliver for eksempel bedt om at filme med et VR-kamera undervejs. 

Det begynder, da en træt og tømmermandsramt franskmand undskylder. ”Der er problemer med teknikken,” siger han og lover, at oplevelsen vil begynde om et par minutter. Han arbejder tilsyneladende blot som frivillig på festivalen. 

Franskmanden fører os ti publikummer ind i et mørkt lokale, omsluttet af sorte tæpper fra loft til gulv. Mens hans forklarer, hvad værket – en gyserfilm fra 1950’erne – går ud på, dukker instruktøren op bag os. 

”Det handler om kærlighed,” udbryder han begejstret. Først her går det op for publikum, at forestillingen allerede er i gang. 

Iklædt smoking og med et godt lag brylcreem i håret forklarer instruktøren i bedste showman-stil, at filmen næsten er færdig. Han mangler blot at filme en enkelt scene. Mon vi har lyst til at hjælpe ham? 

Han fører os ind bag det sorte tæppe, hvor et lille filmset er stillet op. Her foregår scenen, hvor en gammel mand i sin dagligstue pludselig hører lyden af aliens udenfor. Aliens har for mange år tilbage kidnappet hans kone, og nu er de her gudhjælpemig igen. 

Så får vi VR-briller på. Vi befinder os foran en biograf i et univers fra 50’erne. Vi går ind, og da filmen i det virtuelle univers begynder, ser vi huset, hvor den gamle mand bor.

Vi går hen til boligen, der har samme størrelse som et dukkehus. Inde i huset set vi den scene udspille sig, som vi har været med til at indspille. Pludselig er vi inde i huset, og det går op for os, at vi er de aliens, som den gamle mand i frygt venter på.

Oplevelsen varer hele 40 minutter, som dog farer forbi. The Horrifically Real Virtual Reality er en virkelig underholdende introduktion til, hvordan VR bliver til. 

På båden tilbage til den klassiske del af festivalen, står man tilbage med et optimistisk indtryk af virtual reality.