Instruktør tager til genmæle

Hvad er egentlig pointen med Peter Schepelerns kritik af dansk ungdomsfilm i det nye nummer af Ekko?

Mener han, at ingen af ungdomsfilmene i dette årti burde have været lavet, fordi de alle udspringer af en moralsk og belærende forpligtelse – en slags opgave der skal løses, før man som filmfortæller kan få lov at lave ”rigtige” voksenfilm?

Og mener han, at hvis man fjernede loven om, at 25 % af støttekronerne skal gå til børne- og ungdomsfilm, så ville disse film ikke se dagens lys, fordi der ikke ligger nogen kunstnerisk fortælletrang bag?

Kunstnerisk nødvendighed
Schepelern anbefaler instruktørerne Christina Rosendahl, Natasha Arthy og Morten Giese, at de laver rigtige film i stedet for dette forpligtelsesarbejde. Han beskylder dem for ikke at have lavet deres film ud fra kunstnerisk nødvendighed, men blot fordi det trods alt er nemmere at få penge til en ungdomsfilm.

Nu kender jeg ikke mine kollegaers forskellige motivationer, men jeg er 100 % sikker på, at det ikke er tilfældet for dem alle. Og det gælder i hvert fald ikke mig selv.

Schepelern undlader meget klogt at omtale mig i den sammenhæng, fordi han godt ved, og i øvrigt selv fremhæver det i sin artikel, at jeg ikke har fået støtte fra puljen til børne- og ungdomsfilm. Alligevel har han medregnet to af mine film, der hermed udgør tyve procent af de ti film, han kalder ungdomsfilm. Alene dette forhold er temmelig trist for hans pointe.

Utroværdig sammenligning
Med sine krumspring og konstruerede argumenter virker det, som om Peter Schepelern ikke engang helt selv tror på sin pointe: At dansk ungdomsfilm klarer sig dårligt.

Det gælder ikke mindst i diskussionen af publikumstallene, hvor Schepelern begår en absurd sammenligning. Han sammenholder gennemsnitstal for de ti ungdomsfilm med alle øvrige danske film – en gruppe, som han slet ikke definerer (er det inklusive Anja og Viktor-filmene og Kongekabale?).

Til gengæld undlader han på bedste akademisk vis at tælle den mest succesrige af ungdomsfilmene med, nemlig To verdener.

Han påstår altså, at ungdomsfilmene har et gennemsnitligt publikumstal på 80.000 mod 140.000 for resten af de danske film fra den periode. Havde han medregnet To verdener, er tallet dog lige over 102.000. Men det ville jo ikke understøtte hans pointe lige så stærkt …

At tallet alligevel generelt er lavere, er der gode argumenter for at forklare. Schepelern nævner dem oven i købet selv: Publikumssegmentet er mindre, og medieudbuddet er blevet større.

Alle film over én kam
Schepelern skriver, at den særlige støttepulje til børne- og ungdomsfilm blev oprettet for at vedligeholde dansk ungdomsfilms stærke brand. Men loven blev selvfølgelig også lavet, fordi man ville sikre sig, at der fortsat kunne blive lavet film med dette formål og til denne publikumsgruppe. Selv hvis interessen dalede.

Det var altså også en måde at komme i forkøbet, hvis den store succes fra 1970’erne og start-80’erne forsvandt. Hvis publikum pludselig udeblev.

Mener Schepelern virkelig, at filmene ikke skal laves, fordi der ikke er så mange, der ser dem?

Det er en interessant tanke. Bør det gælde for alle film under filmloven – eller bare for de film, Peter Schepelern ikke kan lide?

En smagssag
Schepelerns ”anmeldelser” af de ti film kan jeg ikke sige noget imod. Om man kan lide en film, er en smagssag.

Men at Schepelern stort set vælger at skære alle film over én kam som mere eller mindre mislykkede, synes jeg nærmer sig det useriøse.

Der er en del af dem, jeg personligt synes er ret vellykkede, og det støtter en enig presse i flere tilfælde op omkring.

Unge vil se voksenfilm
Peter Schepelerns holdning synes at være, at hvis man ikke laver film, som man gjorde det i 70’erne, er det ikke rigtigt eller nødvendigt. Det er jeg ikke sikker på, nutidens unge er enige i.

Prøv at sætte en 9. klasse til at se. Ang.: Lone, Måske ku vi eller Vil du se min smukke navle? Prøv at se, hvor lang tid der går, før de ruller rundt på gulvet med krampelatter.

De danske unge vil hellere se voksenfilm. Amerikanske voksenfilm med vold og ødelæggelse (som i øvrigt ikke er lavet til voksne, men til unge).

Det forstår jeg godt. Jeg elsker selv de film.

Ikke kun blockbusters
Men er det et argument for, at de unge herhjemme ikke skal have et alternativ?

Skal der ikke være noget til de cirka 100.000 mennesker, der vælger at gå i biografen og se danskproduceret ungdomsfilm (for ikke at snakke om dem, der ser filmene på dvd efterfølgende), bare fordi der er flere, der vil se Transformers 2?

Selvfølgelig skal der det! Og det skal filmloven fortsat være med til at sikre, således at tv-stationer, distributører, producenter og Peter Schepelern ikke bestemmer, at vi kun skal lave blockbusters.