Nyhed
18. okt. 2025 | 13:22 - Opdateret 18. okt. 2025 | 17:53

Instruktør tryglede producent om at sætte grænse

Foto | Beo Starling

Skuespilleren Dar Salim leverer i Herkules falder efter sigende en mesterlig præstation som krigsveteran, men en heftig krediteringskonflikt med instruktøren kaster inden premieren den 20. november en skygge over filmen.

Dar Salim og producenten afviser problemer under optagelserne af Herkules falder. Men sms’er og mails tegner et andet billede: en desperat instruktør og en stresset producent.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Herkules falder handlerom traumatiserede krigsveteraner, men er selv blevet genstand for et usædvanligt drama forud for premieren den 20. november.

I en artikel i Weekendavisen kom det frem, at instruktør Christian Holten Bonke har anklaget hovedrolleindehaver Dar Salim for at true sig til en ekstra kreditering.

Skuespilleren og producenten, Amalie Lyngbo Quist fra Beo Starling, afviser anklagerne i Weekendavisen sammen med flere fra produktionen. Både Salim og Quist har bekræftet deres udtalelser over for Ekko.

”Jeg genkender ikke, at der skulle have været et ubehageligt arbejdsmiljø på nogen måde,” sagde producenten således den 2. oktober.

Ifølge Amalie Lyngbo Quist og Dar Salim blev de under optagelserne enige med Bonke om, at Dar Salim skulle tage del i instruktionen, fordi Bonke ikke magtede hele opgaven. Bonke var en erfaren dokumentarist, men Herkules falder, som han har skrevet sammen med Marianne Lentz, er hans første spillefilm.

De besluttede i fællesskab at give Salim en bemærkelsesværdig kreditering som ”medinstruktør på set”.

I et videointerview med What To Watch understreger Dar Salim, at optagelserne er ”foregået ordentligt og professionelt og i en varm og hjertelig tone”. Problemet opstod ifølge skuespilleren først efterfølgende, da der blev konstrueret en usand historie om, at han havde krænket instruktøren.

Flere af de medvirkende amatørskuespillere bakker op om Dar Salims beskrivelse af optagelserne som harmoniske, og det er den historie, Weekendavisen støtter sig til.

Men sms’er og mails, som Filmmagasinet Ekko nu har fået adgang til, viser en alvorlig magtkamp under overfalden.

Storhedsvanvid
Allerede mens optagelserne finder sted, giver instruktøren i en sms til en ven udtryk for sin frustration over hovedrolleindehaveren.

”Sagen er Dar. Han har storhedsvanvid,” skriver Christian Holten Bonke den 14. august 2024 og fortsætter:

”Fordi han ofte bruger tid på at komme med fif til veteranerne (så hans eget skuespil bliver bedre), vil han nu gerne have en credit for instruktion af amatørerne. Det er for grådigt og for småligt i mine øjne og ikke noget, som jeg har tænkt mig at give ham.”

Ekko har kontaktet Christian Holten Bonke, der svarer skriftligt, at han ikke vil udtale sig. Han har i det hele taget holdt lav profil i debatten.

”Meget få har haft indsigt i, hvordan mit samarbejde med Dar Salim reelt har været bag kulisserne. Jeg står ved min oplevelse,” sagde han tidligere til Weekendavisen.

Kampen om klippebordet
En af dem, der faktisk har haft indsigt, er producenten Amalie Lyngbo Quist. Hun har dog forklaret, at hun først under klippeprocessen i oktober 2024 bliver opmærksom på, at Christian Holten Bonke har det dårligt.

Men allerede den 2. september 2024 – netop som klippearbejdet for alvor skal til at gå i gang – modtager Amalie Lyngbo Quist en sms fra en tydeligt frustreret Bonke:

”Vi risikerer nemt, at Dar får følelsen af, at han nu kommer med så fede idéer til Denniz (klipperen Denniz Göl Bertelsen, red.),at han efterfølgende også føler, at han skal krediteres yderligere. Vi bliver nødt til at sætte en grænse nu.”

Christian Holten Bonke beder altså direkte sin producent om at trække en streg i sandet i forhold til Dar Salim allerede 2. september. Bonke understreger også, at Dar Salim ikke skal have dialog med klipperen, uden at han selv er til stede.

”Jeg er bange for, at det bliver en tung dans med Dar igennem hele færdiggørelsen, ligegyldigt hvordan vi gør det. Selv om vi (…) giver os fem millimeter hver dag, stopper det ikke. Tværtimod,” fortsætter instruktøren.

”Jeg har ikke budt ham ind i klipperummet. Jeg bød ham heller ikke ind på settet. Det er noget, man kan forveksle med generøsitet. Men han tager uden at blive spurgt for så efterfølgende at ville have credit for det. Det bør vi lære af,” skriver instruktøren og klager over at skulle ”damage controlle Dars luner” dagligt.

En høflig invitation
Dette er en ganske anden udlægning af Dar Salims vej ind i klipperummet end den, skuespilleren kom med til Ekko.

”Jeg holdt mig i starten helt ude af processen,” sagde Dar Salim til Ekko den 2. oktober 2025.

”Men det blev nødvendigt, at jeg kom ind, og det skete efter aftale med både Christian og producenten. Først sendte jeg blot noter til det første gennemklip, som jeg var blevet bedt om.”

”Senere blev vi enige om, at jeg skulle komme i klipperummet af flere omgange – altid sammen med klipperen, Christian og ofte også producenten. Det var konstruktive, kreative samtaler i en god og kollegial tone, og det er også skriftligt bekræftet af både klipper og producent.”

I en mail til producenten under klippearbejdet understreger Christian Holten Bonke, at hans accept af Dar Salims tilstedeværelse i klipperummet ikke er frivillig.

”Han (Dar, red.) har fået sin vilje ved at true sig ind i klipperummet. Truet med at hænge mig ud i offentligheden. Endnu engang har jeg bøjet nakken og indvilget i noget, som jeg og alle involverede ved er grundlæggende forkert,” skriver instruktøren fra 14. oktober 2024 og tilføjer opgivende:

”Men han har nu alligevel modtaget en høflig invitation fra mig, som han har sort på hvidt.”

Bonke inviterer med andre ord formelt skuespilleren ind i klipperummet – tilsyneladende af frygt for at blive hængt ud i offentligheden.

Og Dar Salim ender – præcis som Bonke forudså i september sidste år – med at kræve at blive medinstruktør på hele filmen. Kravet afvises, og han må nøjes med titlen ”medinstruktør på set”.

Ifølge Weekendavisen blusser konflikten dog op igen, da filmplakaten skal produceres, og størrelsen på Salim og Bonkes navne på plakaten fastlægges.

Psykisk nedbrudt
Amalie Lyngbo Quist har konsekvent fastholdt, at der ikke var problemer med Dar Salim under produktionen. Men i en sms den 20. november 2024 mellem Christian Holten Bonke og Amalie Lyngbo Quist fremstår også sidstnævnte tydeligt presset.

Det skyldes ifølge Ekkos oplysninger, at hun har bedt instruktøren om klippematerialet, som Dar Salim skal se i forbindelse med beslutningen om eventuelle ekstraoptagelser.

”Det, der stresser, er, at han (Dar, red.) ikke vil comitte sig til en optagedato, inden han har set (klippematerialet, red.), så send den gerne tidligt, så vi forhåbentligt kan få en afklaring i løbet af i morgen,” skriver producenten.

Dar Salim skal altså se klippematerialet, før han vil lægge sig fast på optagedage, hvilket stresser producenten.

I marts 2025 anklager chefjuristen for Danske Filminstruktører i en mail på vegne af instruktøren Dar Salim for psykisk at have nedbrudt Christian Holten Bonke, der ifølge kilder tabte sig markant.

Juristen skriver ifølge Weekendavisen: ”Christian frygter, at Dar vil afpresse ham og nægte at møde op til lyd.”

Karaktermord
Ekko har forelagt citater fra sms’er og mails for Dar Salim.Han vil ikke give et mundtligt interview, men svarer skriftligt på vores spørgsmål.

Forstår du, hvordan Christian Holten Bonke er blevet frustreret så tidligt som 14. august 2024?

”Jeg kan kun gentage, at jeg forholder mig til den virkelighed, som jeg og samtlige andre medvirkende oplevede. Påstande om, at mit arbejde med kollegaerne på settet, inklusive de medvirkende, skulle være for at fremme mit eget skuespil, siger mest om den manglende forståelse for, hvordan det normalt fungerer på et set. Og hvad det arbejde i virkeligheden går ud på.”

– Ifølge en kilde mener Bonke i en mail fra september 2024, at du truede med at fortælle medierne, at han kun får støtte, fordi han er hvid, privilegeret overmiddelklasse, selv om han ikke har instruktørevner. Har du sagt det?

”At være bange for, at jeg vil lave en pressehistorie om ’hvide, privilegerede mænd’, handler næppe om mig. Hvis man kender mig bare en smule, ved man, hvor modvillig jeg altid har været ved at tale om kvoter og farver. Jeg har troet på, at man skal arbejde sig ud af de her ting. Ikke bruge dem som våben eller offerkort, selv når det kunne være berettiget.”

”Jeg har kun én gang i hele min karriere udtalt mig om den slags emner – i Ekko #93 – og det var grundigt, velovervejet og udelukkende fra mit eget perspektiv.”

– Er det korrekt forstået, at du havde behov for en skriftlig invitation til klipperummet, før du ville lægge dig fast på dato til ekstraoptagelser?

”Jeg har aldrig presset mig ind nogen steder. Jeg var der efter aftale, fordi der var behov for min indsigt. Det kan både bekræftes af klipper, producent og diverse mails. Jeg har samarbejdet loyalt, professionelt og med fuld respekt for både instruktøren og klipperens rolle. At tolke det som magt eller trusler, er helt skævt.”

– Har der hidtil manglet nuancer i din udlægning af forløbet?

”De private sms’er, som Christian nu indirekte deler, vidner om en mand, der har haft det svært. Men det er trist, at der nu bliver kogt mere suppe på en sag ved at dele private beskeder for at understøtte en oplevelse, som ingen andre har haft.”

”Det ændrer ikke noget ved forløbet og er kun med til at holde liv i en dårlig historie og skade vores film. Jeg er sikker på, at hvis alle andre involverede delte deres private sms’er fra den periode, ville det pege på en anden udfordring, som vi sammen stod med – og heldigvis løste.”

”Jeg har – på trods af det kolossale pres og de karakterangreb, Christian ene mand retter mod mig – ikke lyst til at uddybe den del yderligere. Jeg vil nøjes med at sige, at arbejdet ikke handlede om fif, staldtips til kollegaer eller om at gøre sit eget skuespil bedre. Det handlede om at fortælle historien.”

Nødvendigt input
Ekko har i en mail spurgt Amalie Lyngbo Quist om, hvordan hun reagerede på, at Bonke den 2. september 2024 tydeligt beder hende sætte en grænse for Dar Salim. Vi har også spurgt, om hun føler, at hun undervejs har støttet sin spillefilmdebuterende instruktør.

Hun svarer ikke på spørgsmålene, men skriver i stedet, at de forelagte citater fra sms’er og mails ikke viser det fulde billede af dialogen.

”Jeg har en lang række sms’er og mails, som tegner et andet billede, nemlig at Christian frivilligt afgiver en kreditering, anerkender Dars indsats og er stolt af det kreative resultat,” skriver Amalie Lyngbo Quist og tilføjer:

”Men jeg har ikke tænkt mig at dele private sms’er. Jeg ser frem til den undersøgelse, der skal laves.”

Hun understreger, at der på intet tidspunkt har været sået tvivl om, at Christian havde final cut – altså retten til at bestemme, hvordan filmen endelig skulle se ud.

”Men han har valgt at tage imod Dars input, og det har været nødvendigt. Vi har alle været enige om, at filmens resultat er blevet det bedst mulige. Dar har ikke brugt kreditering som pressionsmiddel i forhold til at møde op på optagelser, og alt er foregået i en konstruktiv tone, hvilket er bekræftet af den undersøgelse, som Producentforeningen har lavet blandt filmens afdelingsledere.”

Undersøgelse på vej
Den mail, som Producentforeningen i slutningen af april sendte til flere personer fra produktionen, handler imidlertid ikke om arbejdsmiljø eller grænseoverskridende adfærd.

Af mailen fremgår det i stedet, at formålet er at ”foretage en vurdering af, hvad de korrekte krediteringer for henholdsvis Dar og Christian på filmen skal være”.

Producentforeningens kommunikationskonsulent Louise Hagemann bekræfter da også skriftligt over for Ekko, at foreningen i foråret 2025 bistod ”alene med juridisk rådgivning i forhold til krediteringsspørgsmålet på sagen”.

Samtidig oplyser Danske Filminstruktører, at man nu er i gang med at etablere rammerne for en officiel og uafhængig arbejdsmiljøundersøgelse af Herkules falder.

Trailer: Herkules falder

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko