Instruktøren med to ansigter

Der er højt til loftet og plads til det hele i stuen på den mondæne Westend-gade på Vesterbro. Det er ikke svært at blive en anelse imponeret.

Her bor Janus Metz med sin kone, antropologen og instruktøren Sine Plambech, og to af deres fire sammenbragte børn.

De boede tre år i The Big Apple, men har nøjedes med at tage stemningen med sig hjem. Nu bor de i en enorm lejlighed, hvor en stor glasskillevæg deler stuen i to.

Det er et hjem, der passer til en mand, hvis Netflix-film netop nu ligger nummer ét. Unabomber rundede i forrige uge 16,4 millioner afspilninger og blev dermed den mest streamede film på platformen nogensinde.

Men trods succesen kredser samtalen hurtigt om et helt andet projekt. Om en nat på agterstavnen af et redningsskib i Middelhavet, hvor mennesker lå i vandet og råbte om hjælp.

52-årige Janus Metz er netop vendt hjem fra den europæiske premiere på Rescue, filmen om Læger uden Grænsers redningsskib i Middelhavet, som Sine Plambech står bag. Metz har fotograferet enkelte dele af filmen og været med til at skrive manuskriptet.

Han har stået i den slags situationer før uden nogensinde selv at komme fysisk til skade. Psyken er en anden sag.

Spild af talent
Det er den dobbelthed, der går igen, når man møder ham, instruktøren med to ansigter: leverandøren og kunstneren. Ham, der skal levere varen til Netflix, og ham, der står på et redningsskib og filmer mennesker, som måske ikke overlever.

”Som en filminstruktør, der arbejder i Hollywood, får jeg herhjemme tit det samme spørgsmål fra journalister. Har jeg svigtet det, jeg tror på? Er jeg blevet korrumperet af den store amerikanske filmmaskine?”

”Og jeg får ikke mindst spørgsmålet om, hvornår jeg besinder mig og vender hjem til Danmark, hvor jeg kan lave det, jeg i virkeligheden burde lave,” fortæller Janus Metz.

Han er dog ikke i tvivl om, at den Janus, der for seksten år siden lavede Afghanistan-krigsdokumentaren Armadillo, sagtens ville kunne se sig selv i de projekter, der siden er fulgt – fra et afsnit af True Detective over thrilleren All the Old Knives til Star Wars-serien Andor.

”Når folk siger, at jeg spilder mit talent, må jeg bare svare, at jeg ikke føler, det er min opgave at redde verden, hver gang jeg laver en film.”

”Med Unabomber kunne jeg godt have brugt mere tid på det kreative forarbejde, og jeg føler mig heller ikke lige så forløst, som jeg gjorde med Armadillo. Men jeg synes, jeg har sat et tydeligt fingeraftryk på alle mine amerikanske produktioner.”

”Selv om der står HBO, Disney eller Netflix på kontrakten, skal der være noget i materialet, som ræsonnerer med mig. En tematik om mennesker, der søger en forløsning eller en udfrielse fra en eksistentiel længsel.”

Ar på sjælen
Historien om Ted Kaczynski handler på mange måder om længsel. Men også om, hvad der sker, når længslen efter et andet liv bliver så voldsom, at den vender sig mod verden.

Unabomber følger manden bag de berygtede brevbomber, der fandt sted fra 1978 til 1995, i den længste efterforskning i FBI’s historie.

”Kaczynski ønsker, at verden skal heles. For ham er den teknologiske udvikling skyld i, at mennesker bliver mere og mere ulykkelige. Så flytter han ud i en skov i Montana. Derude sidder han og sender brevbomber til flyselskaber og universitetsprofessorer, fordi han vil skabe en politisk modbevægelse,” siger Janus Metz.

Unabomber begyndte hos to Harvard-uddannede manuskriptforfattere, Sam Chalsen og Nelson Greaves. De blev fascineret af den ukendte historie om Kaczynskis tid på universitetet, hvor han i et kontroversielt psykologisk eksperiment blev udsat for stressende og ydmygende afhøringer.

Som forberedelse til filmoptagelserne læste Janus Metz dele af Kaczynskis dagbøger.

”Han har mange ar på sjælen, som blandt andet stammer fra tiden på universitetet. Hans glæde ved at sprænge andre i luften bunder blandt andet i følelsen af selv at være blevet ekskluderet fra verden. Der er noget barnligt i hans psykologi: ’Hvis I ikke vil lege med mig, så gokker jeg jer oven i hovedet med mit legetøj!’”

”For mig peger det frem mod vores tid, hvor folk isolerer sig i ekkokamre. Kaczynskis manifest kunne snildt være skrevet af en QAnon-type på den amerikanske højrefløj i dag.”

”Og den teknologikritik, han kommer med, har jo stærk relevans set med AI-briller. Det problematiske i hans tankeform er, at han forestiller sig en paradistilstand uden teknologi. Det holder selvfølgelig ikke.”

I filmen spiller Russell Crowe professor Henry Murray, der misbruger det matematiske vidunderbarn Ted Kaczynski (Jacob Tremblay) i sit eksperiment.

Crowe har ry for at være en krævende skuespiller, men Metz og Crowe dansede sig hurtigt ind på hinanden under deres optagelser til filmen i Montreal. De fandt melodien, ikke mindst over fyraftensøl.

”Russell var der kun i en kort periode, men alle tre weekender hang vi ud sammen. Og han kan godt drikke en øl eller fire, skal jeg hilse at sige. Og whisky! Så det blev til fastfood, en kold klud på panden og tømmermænd for mit vedkommende. En splejs som mig kan sgu ikke følge med i hans tempo,” fortæller Janus Metz og ler.

Lysten til udlandet
Janus Metz voksede op i et bofællesskab uden for Viborg. Hans mor var socialrådgiver og faren billedkunstner. Filmen fandt han på RUC, hvor han læste kommunikation og international udvikling. Han var drevet af en lyst til at drage ude i verden og undersøge andre menneskers liv.

Uden filmuddannelse, men med et lille digitalkamera lavede han i 2006 dokumentaren Township Boys under et praktikophold i Sydafrika.

”Jeg meldte mig efterhånden ud af de der rundkredse på RUC, hvor man skulle blive enige og lave gruppearbejde. Jeg var nok det, man kalder en enmandsgruppe,” siger han og smiler.

Janus Metz prøvede dog også at blive fravalgt af det store fællesskab. Den Danske Filmskole ville nemlig ikke have ham.

”Jeg var 32, da jeg søgte ind og fik afslag. På det tidspunkt var jeg produktionsassistent hos det hedengangne selskab Cosmo Doc. Mens dem, jeg havde søgt ind sammen med, gik på Filmskolen, instruerede jeg DR-dokumentarerne Fra Thailand til Thy, opfølgeren Fra Thy til Thailand og Armadillo. Så efter det følte jeg ikke længere, at jeg havde brug for at gå på Filmskolen.”

Thailandsprojektet blev starten på et langt samarbejde med antropologen Sine Plambech, som Janus Metz i dag er gift med.

Hun havde lavet feltarbejde blandt thailandske kvinder i Nordjylland, og det var det arbejde, der blev grundstenen for projektet.

Egentlig havde Janus Metz været i Sahara for at lave en film on unge afrikanske mænd, der krydser over Middelhavet for at komme til Europa. Men det var for svært at få finansieret, da ingen dengang kunne se den danske relevans i projektet.

De thailandske kvinder og deres mænd var for Janus Metz den samme historie, bare med en dansk vinkel.

”Thailændere i Nordjylland lyder i grundmaterien måske ikke så dramatisk, fordi der ikke er nogen, der drukner til havs. Men det følelsesmæssige drama kan på mange måder være lige så stort. Og for den ensomme mand, der tror, han skal dø alene i Thy, handler det også om liv eller død.”

Rusen og angsten
Midt i samtalen banker familiens rengøringsdame på.

Hun kan godt blive lidt ”mopset på polsk”, så vi smutter ud i en indhegnet gårdhave, hvor kirkeklokkerne fra det indre Vesterbro kimer, mens gulvet bliver vasket.

Imellem de amerikanske bestillingsprojekter holder Janus Metz stadig fast i dokumentarismen, og hans bidrag til sin kones gribende Rescue har genaktiveret en masse minder fra Armadillo.

”Da vi lavede Armadillo, var der en forestilling om, at man kunne gemme sig bag kameraet og ikke blive påvirket af de forfærdelige ting, der skete omkring én. Sådan er det gudskelov ikke længere,” fortæller Janus Metz.

”Det Danske Filminstitut har gjort meget for at sikre, at man efter den slags optagelser får tilbudt at tale med en psykolog. Og det siger man ja tak til, kan jeg love for. Det var også lagt ind i budgettet på Rescue.”

Han holder inde et øjeblik og fortsætter med korte, præcise sætninger.

”Det er én særlig nat, der har sat sig. Migrantbådene bliver bare ved med at komme. Vi filmer en båd, hvor smuglerne tvinger migranterne til at hoppe i vandet. De forsøger at nå over til vores skib. Jeg står på agterstavnen. Den er åben, og jeg filmer ned på de her mennesker, som svømmer mod os og råber om hjælp, mens redningsarbejderne kæmper indædt for at få dem sikkert ombord.”

”Og der kunne jeg mærke … et kæmpe sug af angst, som om det pulserede ned gennem min rygsøjle, men også en form for beruselse. Det lyder perverst, men der er en perversion i at lave den slags ting,” siger han alvorligt.

”Det var den samme følelse, jeg havde i Afghanistan, da vi filmede danske soldater slå talebanere ihjel på klos hold. Du kan mærke rusen i, at det er nu, filmen bliver skabt, samtidig med at du tænker: ’Fuck, fuck, fuck. Please, ik’ dø,’ mens de svømmer hen imod dig. Der er en voldsom dobbelthed i det.”

”Det er dødens nærvær, der får filmen til at tage form. Samtidig ønsker man for alt i verden, at ingen kommer til skade. Den balance er svær at gå med. Og det er noget, jeg efterfølgende har haft brug for at tale med professionelle om.”

Et sikkert rum
Når man hører Janus Metz fortælle den historie, forstår man, hvorfor han balancerer karrieren mellem de ekstreme dokumentarfilm og fiktionens sikre rum.

”Hvis Rescue var en fiktionsfilm, havde man sikkert skrevet ind i manuskriptet, at nogle af migranterne druknede. Det skete heldigvis ikke i virkeligheden,” siger han.

”I fiktionen kan vi spænde et drama maksimalt op, men uden at nogen kommer noget til. Og derfor har fiktion heller ikke den samme styrke over for seeren. Vi ved jo alle sammen godt i sidste ende, at det bare er skuespillere og ikke virkelige menneskers skæbne.”

Janus Metz kan ikke afsløre, hvad han arbejder på netop nu. Men mon ikke penduluret fortsat vil svinge mellem Danmark og udlandet, dokumentar og fiktion?