Rescue

”Hvert år forsøger mange mennesker at krydse havet. Ligesom mig,” lyder en kvindestemme, mens et åbent hav ligger badet i nattemørke.

”De gennemlever det, som jeg har gennemlevet. Og de lider, som jeg har lidt.”

Stemmen i starten af dokumentaren Rescue tilhører den yemenitiske Roro, som fortæller om sin og familiens hjerteskærende flugt.

Det humanitære redningsskib Geo Barents, der drives af Læger uden Grænser, patruljerer farvandet ud for Libyen, men forhindres i at udføre sit redningsarbejde, blandt andet som følge af EU’s grænsepolitik.

I internationalt farvand forsøger Roro, hendes mand Hani og deres børn at flygte fra Libyen i en gummibåd. Men da båden er ved at kæntre, griber en libysk militsgruppe ind. Redningsforsøget ender med at splitte flere familier ad.

I dramatiske optagelser fra det åbne hav kommer Hani ombord på Geo Barents, mens Roro og børnene bortføres af militsen og tvinges tilbage til Libyen.

Det er Hani, vi først følger. På vej mod Geo Barents fortæller han fortvivlet redningsholdet, at hans lille barn stadig er ombord på den nødstedte båd. Roro har dog forudseende gemt en telefon i bleen, så hun senere kan fortælle Hani om de umenneskelige forhold, hun holdes under i militsens fangenskab.

I skjul kommunikerer hun med Hani, som med Geo Barents når frem til Italien og rejser op gennem Europa uden at vide, hvilken skæbne der venter hans elskede – og med sine egne udfordringer foran sig.

For at undgå unødvendige problemer barberer han sit lange skæg for ikke at ligne en terrorist. ”Så nu ligner vi europæere,” siger han lettet og er klar til at tage den nervepirrende tur op gennem Tyskland. Optagelserne er filmet af Hani selv på hans mobiltelefon.

Det lykkes også Roro at lave korte optagelser fra sit fangenskab, som dokumentarholdet kan bruge til at give et glimt af hendes virkelighed.

Men vi er ikke vidner til det værste. I stedet fortæller Roro om overgreb, vold og voldtægt mod mennesker, der sendes tilbage til Libyen, mens hendes egne optagelser lader os opleve den frygt og frustration, hun lever med.

Instruktør Sine Plambech, der er antropolog og i over tyve år har forsket i migration, sexarbejde og menneskehandel, præsenterer de stærke optagelser usentimentalt. Sammen med filmholdet dokumenterer hun Roros og hendes kæres ulykkelige skæbne uden at lægge noget til.

Det blik går igen i Plambechs tidligere dokumentarer Trafficked, Fra Thailand til Thy og Hjertelandet, der også undersøger migration og menneskeskæbner på tværs af grænser. Hun har flere gange samarbejdet med sin mand, instruktøren Janus Metz (Armadillo), som også har bidraget til Rescue.

Vi følger Roro, mens hun kæmper for at komme til Europa, blive genforenet med Hani og give sine børn en bedre fremtid. Hun kræver, at hendes bødler stilles til ansvar for det, de har gjort mod hende og så mange andre.

Når EU’s grænsepolitik er i fokus, skyldes det, at EU yder milliardstøtte til Libyens kystvagt og sikkerhedsstyrker. Formålet er at bremse migrationen mod Europa og forhindre flygtninge i at forlade Libyen, der fungerer som transitland for migranter i Nordafrika.

Dermed foregår tragedierne ikke for øjnene af europæerne, men på den anden side af Middelhavet.

Filmen viser imidlertid, at det ikke har fjernet problemet, men blot skabt et nyt. Europæiske midler er altså med til at understøtte en løsning, hvor flygtninge risikerer at ende under forhold, der minder om slaveri, og de bliver lette ofre for menneskehandel.

Vi er dermed indirekte medansvarlige for det, der sker med Roro og hendes familie. Men påtager vi os det ansvar? Og hvem bør egentlig gøre det? Det er filmens store spørgsmål: Har vi som borgere i EU ikke også et ansvar for disse mennesker?

Rescue er nøgternt fortalt og aldrig sentimental. Alligevel – eller måske netop derfor – sidder man tilbage med en skam over vores egen umenneskelighed og en erkendelse af, hvor vigtig sådan en dokumentar er: Den får os til at se mennesker frem for tal og statistikker.