Unabomber

I 1992 udgav Paul Auster sin mesterlige generationsroman Leviathan. Romanen følger hovedpersonens bedste ven, der er på flugt med FBI i hælene og sprænger ministatuer af New Yorks berømte Frihedsgudinde i luften. I bogen bliver han aldrig fanget.

Det gjorde forbilledet for Austers bombemand til gengæld, men først tre år efter romanens udgivelse. Fra 1978 til 1995 dræbte Ted Kaczynski, også kendt som Unabomberen, tre mennesker og sårede 23 andre ved at sende brevbomber rundt i USA. Muligvis havde han også en flysprængning på bedding, som heldigvis mislykkedes.

Googler man ham, får man at vide, at han var seriemorder. Helt forkert. En seriemorder har typisk mere tågede motiver end denne intellektuelle, matematisk begavede, men nørdede sociopat.

Han fremstillede sine bomber i en afsidesliggende hytte i Montana, stærkt påvirket af den amerikanske filosof Henry Thoreaus civilisationskritik af det moderne, industrielle og kapitalistiske samfund.

Unabomber er instrueret af danske Janus Metz, Unabomber er instrueret af danske Janus Metz, der begyndte som dokumentarist med Fra Thailand til Thy om kulturmøder og Armadillo om danske soldater i Afghanistan. Siden har han fået en international karriere med tennisdramaet Borg, thrilleren All the Old Knives samt afsnit til True Detective og Star Wars-serien Andor.

Selv om Unabomber klart er en spillefilm i både stil og struktur, har den toner af dokumentarfilmens faktarealisme. Prologen oplyser, at filmen bygger på virkelige begivenheder, hvilket man altid bør tage med et gran salt, men stoffet føles påfaldende nærværende. Ikke mindst fordi filmen forsøger at forstå, hvad der fik Ted Kaczynski til at vælge terroren som middel til at føre sin civilisationskritik ud i livet.

Som sekstenårig blev det matematiske vidunderbarn Ted Kaczynski lokket ind i et psykologisk eksperiment på eliteuniversitetet Harvard.

Det blev ledet af en dæmonisk professor og hans smukke assistent. Professoren, der havde erfaring som psykologisk afhører for den amerikanske efterretningstjeneste under Anden Verdenskrig og Koreakrigen, satte de unge mænd op mod hinanden i en slags retorisk tenniskamp, hvor de skulle duellere på ord og argumenter – en disciplin, vi også kender herhjemmefra.

Bag eksperimentet lå et gustent forsøg på at nedbryde det enkelte individ. Ted opdager det på den hårde måde, da han svigtes af både sine omgivelser og sin familie.

Unabomber er en filosofisk politirutine-thriller a la David Finchers Zodiac, med mere langluntet noir-spænding i efterforskningen end heftige actionscener. Filmen begynder i 1995, hvor sporene ikke fører nogen vegne, og den amerikanske nation er fortvivlet.

Men så begår Kaczynski hybris ved at sende et rablende manifest, der forklarer motiverne bag hans bomber. Nemesis følger, da en kvindelig FBI-agent, i strid med sine mandlige kolleger, finder frem til ham i hans skjul i Montana.

Filmen pendler elegant mellem 1995 og Harvard i 1950’erne i tidstypiske varme technicolor-farver, som viser os den forføriske professor Harry Murray. Han spilles af Russell Crowe, der overbevisende fermt kan gestalte alt fra en romersk gladiator til Herman Göring.

Crowe sekunderes af Annabelle Wallis som hans assistent, der kan mere end sin Jung. Jacob Tremblay er god som Kaczynski, der er både genial og gal, men mest det sidste. Han er bange for sex og andre mennesker og snyder sin lillebror for at kunne leve alene i skoven. Indtil FBI-agenten – fremragende gestaltet af Shailene Woodley – finder frem til ham. I 2023 hænger Kaczynski sig i sin celle som 81-årig livstidsfange med terminal kræft.

Unabomber er fascinerende som et signalement af organiseret hjernevask og et menneske, der manipuleres til misantropi. Den er samtidig lidt uforløst i sit design, hvor den langstrakte, episke udfoldelse ikke helt står mål med spillefilmformatet.

Men den er aldrig kedelig. Tværtimod får Janus Metz på knap halvanden time tegnet et urovækkende portræt af, hvordan et skadet sind kan forvandles til en ideologisk bombe.