Instruktører vil skabe en bedre filmkultur

Det er seks stilsikre instruktører, som netop har færdiggjort den københavnske filmuddannelse Super16.

Årgang 11’s afgangsfilm – som kan ses på Ekkos hjemmeside indtil 8. december – får fem stjerner af vores anmelder. Kjartan Hansen er begejstret over filmskabernes store armbevægelser og grænsesprængende selvtillid.

De fremstår selv mere afdæmpede, men deres film taler sit tydeligt sprog om en flok filmskabere, der har udviklet sig kolossalt i de tre år på Super16.

”Det er fedt, at vi nu har et kæmpe fællesskab med alle dem, der har gået og kommer til at gå på Super16,” siger Hilke Rönnfeldt.

”Der er allerede mange af dem ude i filmbranchen. Det føles derfor ikke som en stor omvæltning at gå fra skolen til den virkelige verden.”

Hun suppleres af instruktørkollegaen Teys Schucany, der godt har kunnet mærke udviklingen som instruktør.

”Jeg havde søgt om optagelse på alle mulige filmskoler, så bare det at komme ind gav en følelse af, at jeg måske kunne noget. Men da jeg på introforløbet så de film, som de andre var kommet ind på, tænkte jeg: ’Nåh, jeg var så den sidste, der blev valgt!’” griner Teys Schucany.

”Det er fedt at møde talentfulde mennesker og mærke, at når man er blevet valgt ind sammen med dem, kan man give sig selv lidt credit. Det har givet en selvtillid, som jeg ikke havde før.”

Kylet i skraldespanden
For to af instruktørerne er afgangsfilmene en meget personlig fortælling, som har rumsteret i mange år.

Lena Milovic har ladet sig inspirere af sin montenegrinske familiehistorie til parforholdsdramaet Bjergets tårer.

Imens fortæller Jahfar Muataz i Splittet historien om en dreng, der ligesom han selv rejser med familien tilbage til det Irak, de er flygtet fra.

”I mine tidligere film har jeg prøvet at skabe større eksplosioner rent genremæssigt, men her ville jeg have fokus på den simple fortælling, hvor man ser en brøkdel i en drengs liv og hurtigt kan regne ud, hvad han har været igennem,” siger Jahfar Muataz.

Han optog Splittet i Jordan.

”Jeg vidste, at det ville være udfordrende at filme i Mellemøsten med alt fra forsikringer til udstyr. Vi ville gerne have optaget i Irak, men forsikringen dækkede ikke, så vi havnede i Jordan.”

”Vi skulle hele tiden improvisere eller ændre noget to minutter før enhver scene. Det, vi havde planlagt i halvandet år, blev nærmest kylet i skraldespanden.”

Mand voldtager mand
Teys Schucany var på samme måde længe i gang med udviklingen af sin afgangsfilm, indtil han en dag fortalte sine samarbejdspartnere, at det ikke føltes rigtigt.

Heldigvis var manuskriptforfatter Frederik Rye og producer Laura Valentiner-Bohse klar til at skifte hest midt i vadestedet.

Det har resulteret i Flygt frys kæmp, hvor Elliots forhold til Mads lider under et traume fra fortiden.

”Vi har brug for at tale om, at mænd kan blive voldtaget af andre mænd. Det er et traume, der skal behandles med følsomhed, for den smerte er ikke kun en smerte, som heteroseksuelle mennesker oplever. Der sidder nogle mænd, som er helt vildt bange for at tale om det,” siger Teys Schucany.

”Det var vigtigt for mig at lave en film om queer-personer, for de bliver ofte til bifigurer eller en motor for en heteroseksuel persons historie. Men queer-personer har lige så mange historier, der er relevante for alle.”

Parallel virkelighed
Albert Morel valgte at se væk fra sig selv i arbejdet med sin afgangsfilm. Han har med Afskærmet lavet en film om en ung mand, der bliver del af et grumt onlinefællesskab.

”Internettet har givet os en parallel virkelighed. Den tilbyder os noget, der kan være svært at finde i den fysiske virkelighed,” siger Albert Morel.

”Hvordan påvirker det os, at vi kan springe rundt i de forskellige planer, og hvad er faren, hvis man giver slip på den fysiske virkelighed og udlever sit liv på internettet?”

Instruktøren har i sin research opsøgt bizarre chatforaer, hvor folk finder sammen omkring makabre videofilm. Han har også prøvet at skrive private beskeder til folk for at komme i kontakt med dem, men der har været begrænsede ressourcer.

”Jeg har kun kradset i overfladen, for der skulle laves en film. Men det ville være spændende at grave sig dybere ned i et spillefilmprojekt.”

Er du empatisk?
Hilke Rönnfeldt har lavet afgangsfilmen En undersøgelse af empati. Også hun har stillet sig selv nogle spørgsmål i forbindelse med projektet.

”Filmen udforsker empati, og hvad det vil sige at være empatisk. Hvem af personerne er egentlig empatisk? Og hvor meget skal man føle med andre mennesker? Det er svært at finde ud af i vores samfund, hvor meget vi skal føle for hinanden,” fortæller instruktøren.

”Det var også et forsøg på at få et publikumsperspektiv ind i filmen. I starten taler vi direkte til publikum, så man bliver hevet ind.”

”Når jeg ser film, bliver jeg draget af det, jeg ikke forstår. Jeg er mere interesseret i, hvordan det visuelle kan skabe følelser, end hvordan en historie forløber.”

Kønsblind casting
August Aabo skildrer i sin afgangsfilm Heartbreak – hvor Adam Ild Rohweder og Anton Hjejle spiller et kommende ægtepar, der havner i et drabeligt opgør – en universel situation på en opsigtsvækkende måde.

”Det er en undersøgelse af det at slå op – ikke det der leder op til, eller hvordan man kommer sig efter, men den voldsomme følelse, der opstår i øjeblikket,” siger instruktøren.

”Jeg har tit haft en oplevelse af, at følelser er mindre i film, end de er i virkeligheden. Når man slår op, føles det som liv eller død, men i film virker det meget normalt, og som noget man nok skal komme over. Jeg ville vise den vilde absurditet, som man kan opleve.”

Sammen med sit filmhold besluttede instruktøren sig for at udfordre stereotyperne. Derfor havde de en kønsblind casting, hvor de alene så på, hvem der fungerede bedst sammen. Også birollerne blev kigget efter i sømmene for at undgå klichéer.

”Vi havde skrevet det klassisk med en far, der er en fraværende forretningsmand, mens mor er omklamrende. Men vi blev udfordret af Annette K. Olesen, der som konsulent på Filmværkstedet foreslog at gøre det omvendt,” fortæller August Aabo.

”Pludselig kunne jeg se, hvor vigtigt det var at have en mand, der ikke var voldsom og ubehagelig, men sød og tilstedeværende. Det kan være provokerende i nogles øjne, men det er værd at tage kampen for at udfordre stereotyperne.”

Ud med vanvidsgeniet
Mens instruktørerne uddannede sig, blev det såkaldte Protestbrev offentliggjort på Ekkos hjemmeside. Mere end 600 film- og tv-folk endte med at skrive under på protesten over stress, mobning, chikane og generelt dårlige arbejdsforhold.

Og fælles for de meget forskellige instruktører er et ønske om, at deres kunst ikke skal laves på bekostning af de mennesker, som er med til at realisere visionen.

”Da jeg kom ind på Super16, havde jeg arbejdet på mange arbejdspladser, hvor jeg mødte virkelig dårligt lederskab. Så da jeg fik muligheden for at gøre det bedre, ville jeg skabe det rum, som jeg selv ønskede at være i, da jeg var yngre,” siger Lena Milovic.

”Jeg føler, at hvis man prøver at være den virkeligt kompromisløse instruktør, er det bare noget, man leger.”

Teys Schucany tager ordet.

”Der er opstået en forestilling om, at der på arthouse-produktioner skal være en vanvittig instruktør, som står og skriger. Og i sidste ende er alt godt, fordi man har lavet en god film, der vinder en Guldpalme eller noget andet stort.”

Han ryster på hovedet.

”Det er en misforståelse. Film er kunst, men også en arbejdsplads. På en tandlægeklinik ville man jo ikke acceptere at møde på arbejde og få at vide, at man for resten skal blive tre timer længere i dag uden løn.”

”Det har man gjort i filmbranchen, fordi man jo skal ofre sig. Men jeg vil ikke instruere den slags produktioner og sætte mit navn på det. Jeg vil have et sundt arbejdsmiljø.”

Indflydelse på folks psyke
På Super16 har Teys Schucany lært konsekvensen af hans kunstneriske visioner.

”Hvis vi for eksempel har mange natscener, betyder det noget for folks arbejdstid på produktionen. Vores kunstneriske beslutninger har indflydelse på folks psyke, når de går på arbejde,” siger Teys Schucany.

”Det handler ikke kun om at tale pænt til hinanden, men også om, at hvis man ikke kan gå på kompromis med sin kunstneriske vision, er der måske en uge, hvor folk har et dårligt arbejdsmiljø.”

Filmskaberne tror dog på, at der er sket en positiv udvikling generelt i filmbranchen.

”Jeg tror, vi kommer ud til en branche, hvor man har hørt om de her ting, og hvor der faktisk er fokus på det gode arbejdsmiljø,” siger Hilke Rönnfeldt.

”Producerne har fået fokus på, om det faktisk er muligt at realisere et projekt inden for en given ramme. Jeg føler, at det ikke nødvendigvis er noget, som vi skal presse igennem, men som alle har en interesse i.”

Gentænkning af branchen
De seks instruktører er enige om, at tiden på Super16 har gjort dem til bedre filmskabere på mange måder.

”Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet mere selvsikker i arbejdet med skuespillere. Når man får mere erfaring, føler man sig også mere som en autoritet,” siger Albert Morel.

”Men den største åbenbaring har været at opdage, hvor kompliceret det er at lave en film. Jeg startede med en idé om, at hvis jeg som instruktør bare er kompromisløs, så bliver det godt.”

Lena Milovic nikker.

”Jeg har også forstået, hvad det vil sige at være en god leder. Min vision skal ud i den her film, men hvordan får jeg bedst folk til at arbejde sammen?” spørger instruktøren.

”Jeg har lært at tage ansvar for at skabe et trygt rum. Som de nye instruktører i dansk film har vi en mulighed for at gentænke filmskabelse. Hvorfor skal filmbranchen have ry for at være et utrygt sted at arbejde?”