Interview
02. maj 2021 | 09:09

”Vores serie skal være en kærlig hånd på kinden”

Foto | Henrik Ohsten
Efterforskerne Thomas (Carsten Bjørnlund) og Helene (Marie Bach Hansen) går undercover i strandbyen Hvide Sande for at opklare mordet på en turist.

I 2012 smækkede avantgardeinstruktøren Anders Rønnow Klarlund døren til filmbranchen. Siden har forfatterskabet med Jacob Weinreich givet ham større sans for publikum, og nu er makkerparret klar med TV 2-serien Hvide Sande.

Af Astrid Maan Thomsen

En dag i kantinen på Zentropa sad Anders Rønnow Klarlund og kiggede sig omkring. Der var noget, som var begyndt at fylde den erfarne instruktørs tanker.

”Jeg kiggede på alle de halvfrustrerede egoer, og så tænkte jeg, at jeg aldrig har set en lykkelig filminstruktør,” fortæller Anders Rønnow Klarlund.

”Jeg tænkte, hvor megen succes det kræver for egentlig at klare sig i denne branche. Og der skal være en vis mængde succes, før det føles værd for mig.”

Succes kan man roligt sige, at Anders Rønnow Klarlund har som forfatter. Sammen med Jacob Weinreich har han i årevis udgivet succesromaner under især pseudonymet A.J. Kazinski.

Og det er også under navnet A.J. Kazinski, at makkerparret vender tilbage til branchen – som serieskaber og manusforfatter af den kommende tv-serie Hvide Sande, der får premiere på mandag på TV 2 og TV 2 Play.

Men mere om serien senere.

Frokostaftale med Aalbæk
Det stod værre til med karrieren som filminstruktør.

Originale film som Strings og Hvordan vi slipper af med de andre solgte ikke mange billetter, og ikke længe efter tankerne på Zentropa forlod Anders Rønnow Klarlund branchen med et essay i Ekko.

Det var i 2012.

Og det var ikke just med blide penselstrøg, at Anders Rønnow Klarlund malerisk afskrev branchen, selskabet Zentropa og sin ven Peter Aalbæk Jensen.

Essayet blev anledningen til Aalbæks sagsanlæg mod Ekko, som fyldte meget i medierne, men endte med at blive forliget i fordragelighed.

Noget tyder på, at tiden også er ved at læge sårene mellem Klarlund og Aalbæk.

”Det har været sundt med pausen, for det var blevet mere og mere skørt, hvad jeg lavede. Jeg havde ingen kommerciel succes som instruktør, og så er det hårdt at klare sig. Og jeg havde svært ved at interesse mig for den genre, som er den mest populære i danske biografer – nemlig det danske hverdagsdrama,” udtaler Anders Rønnow Klarlund.

Jacob Weinreich tager ordet.

”Der skete meget 90’erne, hvor Zentropa havde sin storhedstid. Men så gik der billetsalgsjagt i det hele, og det kan ses på filmene,” siger Jacob Weinreich, der er uddannet manuskriptforfatter fra Filmskolen.

”Men nu er der så mange nye muligheder med alle de mange platforme for film. Der er en større diversitet, og tingene er åbnet mere op. Man behøver ikke nødvendigvis blive finansieret af Det Danske Filminstitut længere.”

Anders Rønnow Klarlund nikker.

”Nu hvor jeg har været væk i ti år, kan jeg se sindssygt meget talent i den danske filmbranche. Det var det, der gav mig blod på tanden efter at komme tilbage igen. At arbejde sammen med alle disse dygtige mennesker,” siger han.

– Kunne du forestille dig at vende tilbage til Zentropa?

”Jeg har talt med Peter Aalbæk om at spise frokost sammen, og man skal aldrig skal sige aldrig,” siger instruktøren skælmsk.

På første klasse
Klarlund og Weinreich var ellers skeptiske, da de blev kontaktet af Deluca Film om en serie med udspring i det vestjyske miljø.

Ringkøbing-Skjern Kommune, Aarhus Kulturby 2017, Den Vestdanske Filmpulje og Nordisk Film og TV Fond havde arbejdet sammen i årevis om et projekt for TV 2, som skulle skabe fokus på filmturisme i Vestjylland.

”Først havde vi ikke lyst. Hele idéen med kulturpenge, filmturisme og egnsudvikling lød underlig, og vi har altid ment, at historien skal komme fra forfatterne. Det hele lød for bagvendt, så vi takkede nej,” fortæller Anders Rønnow Klarlund.

Makkerparret fik tilbuddet at komme til Brasilien og deltage i et seminar om serien.

”Da vi endte med at få muligheden for at flyve på første klasse, kunne vi ikke sige nej,” ler Anders Rønnow Klarlund og fortsætter:

”Vi troede bare, at vi ville komme til Sydamerika og være fede. Men så gik der konkurrence i det. Så bagefter tog vi på researchtur til Hvide Sande og opdagede alle disse spændende små detaljer og fortællinger. Vi er altid på jagt efter noget, vi ikke selv kan finde på.”

Underholdning er målet
Hvide Sande er med forfatternes egne ord en romantisk og mystisk serie. Den har en stærk krimivinkel, og så er der lidt forviklingskomik i forhold til de to hovedpersoner, der spilles af Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen.

De to forfattere er ikke i tvivl om hensigten om serien.

Hvide Sande skal underholde. Det er helt klart det, der er formålet,” fastslår Jacob Weinreich.

”Den ventede succes med vores første bog sammen gav os en fornemmelse for vores publikum på en helt ny måde. Dér fattede vi, at vores job også er at være en kærlig hånd på kinden en tirsdag aften efter en lang dag,” forklarer Anders Rønnow Klarlund og tilføjer med et glimt i øjet:

”Det har vi taget videre med Hvide Sande. Hvis nogen kommer til at tænke på deres eget liv, mens de ser serien, har vi fejlet.”

Trailer: Hvide Sande

Kommentarer

Anders Rønnow Klarlund

Født 1971 i København.

Filminstruktør og forfatter.

Var en eksperimenterende instruktør på Zentropa, indtil han trak sig fra branchen i 2012 med et essay i Ekko.

Siden 2010 har han og Jacob Weinreich udgivet bøger under pseudonymet A.J. Kazinski og Anna Ekberg.

Duoen har udgivet en række romaner, der er nået ud til læsere i op imod 30 lande. 

Jacob Weinreich

Født 1972 i Hasle.

Debuterede i 2001 som forfatter med romanen Ringside.

Blev samme år optaget på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje.

Siden 2010 har han udgivet titler som Den sidste gode mand og Den genfødte morder sammen med Anders Rønnow Klarlund. 

© Filmmagasinet Ekko