Refn: Jeg er H.C. Andersen
H.C. Andersen var en krukke. Nicolas Winding Refn er en krukke. Ergo er Refn H.C. Andersen.
Det er ligesom Erasmus Montanus’ skoleeksempel på en syllogisme: en slutning, der formelt holder, men ender i en absurd konklusion, fordi præmissen er forkert.
Nicolas Winding Refn sammenligner sig selv med den danske eventyrdigter i en pressemeddelelse om en H.C. Andersen-udstilling på Den Sorte Diamant i maj 2027.
”Hans værker står for evigt, og det er gået op for mig, at han og jeg er den samme person,” siger Refn om udstillingen Man kan ikke holde en god krukke nede.
Men hvor Andersen er en folkelig og stærkt fortællende forfatter, henvender Refns senere, nonnarrative og ekstremt stiliserede værker – fra filmen Only God Forgives til serien Copenhagen Cowboys – sig til en eksklusiv, dedikeret skare over hele verden.
Ikke desto mindre har Refn fået til opgave at skabe en udstilling for Det Kgl. Bibliotek, hvor verdens største H.C. Andersen-samling iscenesættes som udstilling ”gennem Refns hypnotiske blik”.
Ifølge pressemeddelelsen vil Refn vriste H.C. Andersen fri af nationalromantikken og finde ind til en anden Andersen, der er ”sårbar, besat og splittet mellem længsel og smerte”. Og det understreges, at Refn ikke er fortolker, men en åndsfælle.
Taler til sanserne
Hvis man skal tro meddelelsen, har de to kunstnere hele tiden fortalt den samme historie, men bare anvendt hvert sit sprog.
Hvad det er for en historie, kommer pressemeddelelsen ikke nærmere ind på. Bortset fra at det har noget at gøre med et flertydigt territorium af ”skønhed og smerte, lys og mørke, følsomhed og brutalitet”.
Mere konkret oplyses det, at Refn i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek vil skabe et univers af installationer, hvor H.C. Andersens manuskripter, breve og dagbøger smelter sammen med Refns billedunivers.
”Rum for rum væves de to kunstnerskaber tættere sammen, indtil det ikke længere er til at afgøre, hvor digteren slutter, og instruktøren begynder. Resultatet er en oplevelse, der taler direkte til sanserne, og som måske afslører noget om publikums eget mørke undervejs,” skriver Det Kgl. Bibliotek.
Nicolas Winding Refn har tidligere skabt kunstinstallationerne Satellites og Satellites II, som blev vist i henholdsvis Tokyo i 2025 og New York i 2026. Det er sket i samarbejde med den japanske spilskaber Hidoe Kojima fra modehuset Prada.
Udstillingen Man kan ikke holde en god krukke nede kan opleves fra 21. maj 2027 til 19. marts 2028. Allerede 15. oktober kan danskerne dog stifte bekendtskab med hans nye film Her Private Hell og selv lede efter forbindelsen til H.C. Andersen.


Kommentarer