Cannes 2026
19. maj 2026 | 14:00

Refn bryder sammen på pressemøde

Foto | Sameer Al-Doumy

Nicolas Winding Refn med sin velkendte, selvsikre attitude på rød løber mandag aften ved gallapremieren på Her Private Hell i Cannes med skuespillerne Havana Rose Liu, Sophie Thatcher, Charles Melton, Kristine Froseth og Diego Calva. Men dagen efter pressemødet mødte journalisterne en mere ydmyg og skrøbelig Refn.

”Gud gav mig en chance til,” siger en tårevædet Nicolas Winding Refn til pressemødet for Her Private Hell, hvor han fortæller om at nytænke karrieren og bruge livet til at udrette noget godt.

Af Claus Christensen og Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Nicolas Winding Refn vender tilbage til Cannes-festivalen med sin første spillefilm i elleve år.

Med Her Private Hell fortsætter han sin kompromisløse, fascinationsdrevne stil, hvor stemninger og følelser – angst, længsel og lyst – prioriteres over den klassiske, sammenhængende fortælling.

På instruktøren og filmholdets møde med verdenspressen var spørgelysten stor, men det var spørgsmålet fra Ekkos udsendte om instruktørens nærdødsoplevelse for tre år siden, som skabte et enestående rørende øjeblik.

”Jeg havde noget, der hedder en utæt hjerteklap, hvor blodet løber baglæns og fylder lungerne med blod. Det blev opdaget ved et tilfælde, og jeg fik at vide, at jeg næppe ville overleve,” sagde Refn.

”To uger senere blev jeg opereret, og gudskelov var kirurgen Tom Cruise. Han havde utrolige evner og kunne skære i mit hjerte med sine hænder. Jeg troede, jeg var et geni, men ham her er virkelig et geni,” sagde instruktøren og vækkede latter i salen.

Men da han fortsatte, kunne den ellers meget cool instruktør ikke holde sine følelser tilbage. Hans stemme begyndte at dirre.

”Jeg blev jeg vækket til live igen af elektricitet som Frankenstein (Frankensteins monster, red.), og da indså jeg, at jeg havde levet 50 år af mit liv, og jeg har måske 25 tilbage. Så jeg besluttede mig for at bruge de 25 år til noget fandens betydningsfuldt. Tid er det centrale, det er alting. Når man beder et publikum om deres tid, er man nødt til at respektere det. Det er en gylden udveksling, og man er nødt til at give noget igen. Så det er, hvad jeg er her for at gøre.”

”Da jeg døde, indså jeg, at jeg har fået en gave foræret. Jeg fik en anden chance af Gud, og jeg ville bruge den chance til at udrette noget godt for mine børn. Det hele handler jo om børnene,” siger Nicolas Winding Refn og bryder ud i gråd, mens salen bryder ud i en lang, bevæget applaus.

Behøver ikke narrativ
Som filmskaber har Nicolas Winding Refn altid haft et komplekst forhold til genre, og ved pressemødet forklarede han, at det genreløse for ham er mest interessant.

”Vi lever i en verden, hvor kategoriseringer og definitioner intensiverer, så vi kan forbruge hurtige og skubbe værkerne væk igen, så vi ikke engang behøver tænke over dem eller reagere på dem. Og jeg tror ikke nødvendigvis, det er en sund måde at opleve kreativitet.”

Instruktøren mener også, at hans tilgang kan forklare den kritik, som særligt i senere år har fulgt ham.

”Mange mennesker har kritiseret min evne til at fortælle historier. Jeg synes, jeg er meget god til det, men jeg har ikke nødvendigvis en interesse i formater, og hvad der er acceptabelt eller uacceptabelt. Film behøver ikke have et narrativ, det skal være en oplevelse. Især hos den yngre generation og mine børn kan jeg mærke en stærk trang til noget, som udvider hverdagen mere.”

Hovedrolleindehaveren Sophie Thatcher roste undervis i pressemødet Refn, som har en selvtillid, hun aldrig har oplevet hos en anden instruktør. Særligt indtryk gjorde det, at han tidligt i samarbejdet spillede musik, soundtracket til 70’er-thrilleren Don't Look Now og Brian De Palmas Dress to Kill, som satte tonen for den særlige stemning i Her Private Hell.

AI i nyt projekt
Refn har ofte omtalt filmoptagelser som en krigszone, men da han blev konfronteret med citatet, reagerede han overraskende.

”At instruere er det letteste i verden. Ens arbejde er at inspirere alle andre til at gøre deres bedste og levere deres bedste idéer. Når de så gør det, hævder du bare, at du selv fandt på det.”

I Her Privat Hell nævnes en karakter fra H.C. Andersens univers, og der er blevet referet til forfatterens Den lille pige med svovlstikkerne. En journalist spurgte, om han har bevæget sig i retning af eventyret og magisk realisme.

”Jeg startede min karriere med at forsøge at indfange autenticitet. Efter de tre film i Pusher-trilogien indså jeg, at det ikke kan lade sig gøre. Det findes ikke, og så blev jeg interesseret i u-virkelighed,” svarede Refn.

”Det startede med Bronson (2008, red.), og jeg førte det videre til de andre film. Bronson handler om eventyr. Det er nok den mest sofistikerede, litterære genre, fordi det transcenderer alt: grænser, seksualitet, alder, tid. Det handler om menneskelig adfærd og foregår i en verden med magi og fantasi, hvor alt er muligt.”

Her Private Hell foregår i en eventyragtig verden, skabt med computereffekter, og Nicolas Winding Refn blev da også spurgt om kunstig intelligens, som mange filmskabere i disse år frygter konsekvenserne af.

”Jeg mener, at menneske-til-menneske-kommunikation altid vil fungere bedre. Men det betyder ikke, at jeg ikke er interesseret i AI. Tværtimod synes jeg, det er et fantastisk kreativt kanvas. Nu har jeg prøvet det på noget, som jeg er på vej med, og som jeg måske kan vise her på et tidspunkt, og jeg elsker virkelig kreativiteten idet,” siger han uden at røbe for meget.

”Jeg tror, det her er det bedste tidspunkt at være kreativ nogensinde!”

Opdateres

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for nittende gang Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Årets festival løber fra 12. til 23. maj.

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Har i flere år dækket festivalerne Sundance, Venedig og Berlin for Ekko.

Er for fjerde gang på Cannes-festivalen, hvor han anmelder film og laver interviews.

Årets festival løber fra 12. til 23. maj.

© Filmmagasinet Ekko