Nyhed
24. feb. 2026 | 11:41

Jonas Risvig laver ishockey-drama

Foto | Nikolaj Thaning Rentzmann

Hovedrolleindehaveren David Skytt og Ulrich Thomsen står på hver sin side af instruktøren Jonas Risvig, der til Momentum også har castet blandt andre Bjarne Henriksen, Marijana Jankovic og Thomas W. Gabrielsson.

Instruktøren bag Kontra og Salsa kalder spillefilm om hockey-talent for sit mest personlige projekt nogensinde, og filmen er heldigt timet med ny interesse for sporten.

Af Frederik Hoff

Det meste af Danmark kan opdeles i fodboldkommuner og håndboldkommuner, men rundt omkring – særligt i Nordjylland og Nordsjælland – findes der områder, hvor ishockey er det største i verden.

På det seneste har der været fornyet fokus på sporten herhjemme med herrelandsholdets overraskende præstation ved verdensmesterskabet sidste år og deltagelse ved Vinter-OL. Samtidig har publikummer over hele verden ladet sig ophede af velorkestreret homoseksuel kærlighed på is i ishockey-serien Heated Rivalry.

Momentum er på alle måder en passende titel til den danske ishockeyspillefilm, som nu er gået i optagelse.

Den autodidakte instruktør Jonas Risvig står bag filmen, som er hans anden spillefilm efter gymnasiedramaet Kontra samt flere serier på DR, Viaplay og YouTube.

Optagelserne finder sted i Herning og Aarhus, og historien om et ungt talent, der efter en skade presser sig selv til det yderste for at nå sine drømme, er ifølge pressemeddelelsen Jonas Risvigs mest personlige projekt nogensinde.

Instruktøren fra Silkeborg har selv spillet ishockey og vil ifølge pressemeddelelsen give et autentisk indblik i miljøet, hvor intet er vigtigere end at være en del af sammenholdet.

Momentum får biografpremiere i starten af 2027 og produceres af Marie Holck og Jasmine Hermann Naghizadeh for Nimbus Film. Produktionen har samlet fået 10.267.150 kroner i støtte fra Det Danske Filminstituts konsulentordning for projekter til børn og unge.

Ulrich Thomsen som træner
Jonas Risvig fik de første år af karrieren stor ros og vandt Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards i 2019 med den uskyldige kærlighedsfilm Ingen siger farvel, men alle forsvinder.

Men i forbindelse med Kontra og serien Salsa blev han mødt med kras kritik fra flere unge publikummer og Instagram-kontoen Kraenkelseskulturellememes. De mente, at instruktøren skildrer dansk teenagekultur unødvendigt sexfikseret og bidrager til urealistiske skønhedsidealer for unge kvinder.

Momentum har umiddelbart ikke fokus på teenagepiger og deres sexliv. Ud fra beskrivelsen lyder den mere hen ad Risvigs Viaplay-serie Drenge, der også handlerom et barskt, maskulint fællesskab i provinsen.

I hovedrollen som hockeytalentet Oliver findes David Skytt, der også spiller med i Salsa – sæson 3. Hans far, den tidligere hockeystjerne som nu træner sønnen, spilles af Ulrich Thomsen.

Resten af castet er en blanding af unge skuespillere, hvoraf flere har samarbejdet med Risvig før – som for eksempel Oliver Reichhardt Overgaard og Clara-Aviaya Helsted Hvid – samt etablerede skuespillere som Marijana Jankovic, Thomas W. Gabrielsson og Bjarne Henriksen.

Jonas Risvig har selv skrevet manuskriptet, og som sædvanlig arbejder han sammen med fotografen Jesper Christensen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko