Nyhed
08. jan. 2019 | 12:17

Duel mellem Lykke-Per og Triers seriemorder

Foto | Rolf Konow
Esben Smed er blevet nomineret til en Robert for sin rolle som titelpersonen i det historiske drama Lykke-Per. Filmen har lagt sig front af prisuddelingen med hele seksten nomineringer.

Succesen Lykke-Per får flest nomineringer ved årets Robert-uddeling efterfulgt af Triers The House That Jack Built. Film instrueret af kvinder blev forbigået i hovedprisen.

Af Nicki Bruun

Efter de mange overraskelser ved årets Golden Globe, hvor Bohemian Rhapsody blev den store vinder, er den danske Robert-uddeling klar med sine nomineringer.

Her er overraskelsen vel knap så stor over, at topscoreren er Bille Augusts biografhit Lykke-Per, der lægger sig i spidsen med seksten nomineringer.

Det historiske drama over Henrik Pontoppidans romanklassiker er nomineret for årets danske film, instruktør og adapterede manuskript samt snart sagt alle skuespil- og tekniske kategorier.

I kampen om bedste film er Lykke-Per oppe imod Danmarks Oscar-bud, debutspillefilmen Den skyldige, Lars von Triers The House That Jack Built, komedien Ditte & Louise og årets største biografsællert, Afdeling Q-filmatiseringen Journal 64.

Der er altså ikke blevet plads til hverken Isabella Eklöfs kompromisløse debutfilm Holiday eller Paprika Steens morsomme komedie Den tid på året, som begge kom med på Ekkos liste over årets bedste danske film.

Dermed er der heller ikke kvindelige instruktører blandt de fem film i kategorien.

Til gengæld sniger Eklöf sig som eneste kvinde ind blandt de nominerede for årets instruktør. Her er de andre nominerede Bille August, Christoffer Boe, Gustav Möller og Lars von Trier. De to førnævnte film er desuden i spil i kategorien årets originale manuskript, hvor Den skyldige, The House That Jack Built og Ditte & Louise ligeledes er med.

I kategorien årets adapterede manuskript skal Lykke-Per dyste mod Journal 64, ungdomsfilmen Vildheks, animationsfilmen Vitello og Anders Matthesens kæmpesucces Ternet Ninja.

Lykke-Per ligger som sagt i front med seksten nomineringer, efterfulgt af The House That Jack Built med tolv nomineringer samt Ditte & Louise og Journal 64, der hver især har fået elleve.

Nominering til Nikoline
Robert-priserne uddeles af Danmarks Film Akademi, der består af 2500 medlemmer fra film- og tv-branchen. Medlemmerne nominerer i deres fagkategorier, således at klippere foreslår klippere etc. I hovedpriserne er alle medlemmer med til at nominere.

Uddelingen finder sted 3. februar med Jan Gintberg som vært for et show, hvor intet mindre end 30 priser skal finde en vinder. De mange kategorier er udtryk for, at der deles priser ud til både film og tv-serier, hvor der hver især skal gives fire skuespilpriser til mandlige og kvindelige hoved- og birolle.

Kampen om at blive årets tv-serie skal stå mellem DR og TV 2 med en ny udfordrer i form af Netflix, der er i spil med The Rain. DR tegner sig for tre nominerede med Herrens veje II, fjerde sæson af Broen og Liberty, mens TV 2 står stærkt med Christoffer Boes krimiserie Kriger.

Der uddeles også en pris til årets korte tv-serie, hvor DR-serien Doggystyle og Yousee-serien 30 er blandt de nominerede.

Der uddeles desuden tekniske priser i kategorier som fotografering, klipning og årets originale sang til film.

I sidstnævnte er det blevet til en nominering for rapperen Nikoline, der skabte høj bølgegang med musikvideoen til Sut min klit, som er med i Ditte & Louise.

Prisvindere og debutanter
Der er filmskabere kendt fra Ekko Shortlist i en del af kategorierne.

Emil Næsby Hansens Skjold & Isabel blev nummer et på vores liste over årets dokumentarer, og filmen er blevet Robert-nomineret sammen med Oscar-indstillede Olegs krig, Bobbi Jene, The Return og Den nat vi faldt.

Laurits Munch-Petersen og Pernille Andersens Delfinen var nomineret til flere priser ved Ekko Shortlist Awards 2018 og er nu i spil til at blive årets kortfilm. Den hårdeste modstander ser ud til at blive Marijana Jankovic’ prisvindende instruktørdebut Maja.

Endelig tæller de nominerede i kategorien årets korte dokumentar Louise Leths Vidne, der ved sidste års Ekko Shortlist Awards måtte se sig slået af Jesper Dalgaards Weltschmerz, og Esther Wellejus’ Vi lader billedet stå et øjeblik, der var nomineret ved Ekkos kortfilmfest forrige år.

Robert-nomineringer 2019

Årets danske spillefilm
Den skyldige
Ditte & Louise
Journal 64
Lykke-Per
The House That Jack Built

Årets børne- og ungdomsfilm
Brakland
Landet af glas
Ternet Ninja
Vildheks
Vitello

Årets instruktør
Bille August (Lykke-Per)
Christoffer Boe (Journal 64)
Gustav Möller (Den skyldige)
Isabella Eklöf (Holiday)
Lars von Trier (The House That Jack Built)

Årets originale manuskript
Ditte Hansen & Louise Mieritz (Ditte & Louise)
Gustav Möller & Emil Nygaard Albertsen (Den skyldige)
Jakob Weis (Den tid på året)
Johanne Algren & Isabella Eklöf (Holiday)
Lars von Trier (The House That Jack Built)

Årets adapterede manuskript
Anders Matthesen (Ternet Ninja)
Bille August & Anders August (Lykke-Per)
Bo Hr. Hansen, Nikolaj Arcel & Mikkel Nørgaard (Journal 64)
Bo Hr. Hansen, Poul Berg & Kaspar Munk (Vildheks)
Kim Fupz Aakeson & Dorte Bengtson (Vitello)

Årets mandlige hovedrolle
Baard Owe (Christian IV - Den sidste rejse)
Esben Smed (Lykke-Per)
Jakob Cedergren (Den skyldige)
Matt Dillon (The House That Jack Built)
Rasmus Bjerg (Så længe jeg lever)

Årets kvindelige hovedrolle
Ditte Hansen (Ditte & Louise)
Katrine Greis-Rosenthal (Lykke-Per)
Louise Mieritz (Ditte & Louise)
Paprika Steen (Den tid på året)
Victoria Carmen Sonne (Holiday)

Årets mandlige birolle
Adam Brix (Ditte & Louise)
Anders W. Berthelsen (Ditte & Louise)
Benjamin Kitter (Lykke-Per)
Fares Fares (Journal 64)
Jacob Lohmann (Den tid på året)

Årets kvindelige birolle
Fanny Leander Bornedal (Journal 64)
Jessica Dinnage (Den skyldige)
Julie Christiansen (Lykke-Per)
Karen-Lise Mynster (Den tid på året)
Sofie Gråbøl (Den tid på året)

Årets scenograf
Jette Lehmann (Lykke-Per)
Josephine Farsø (Holiday)
Sabine Hviid (Vildheks)
Simone Grau Roney (The House That Jack Built)
Søren Gam (Ditte & Louise)

Årets fotograf
Dirk Brüel (Lykke-Per)
Jacob Møller (Journal 64)
Jasper J. Spanning (Den skyldige)
Manuel Alberto Claro (The House That Jack Built)
Nadim Carlsen (Holiday)

Årets kostumier
Charlotte Moe (Så længe jeg lever)
Manon Rasmussen (Lykke-Per)
Manon Rasmussen (The House That Jack Built)
Pernille Holm & Emilie Bøge Dresler (Journal 64)
Stine Gudmundsen-Holmgreen (Den tid på året)

Årets sminkør
Bjørg Serup (Så længe jeg lever)
Cecilie Do (Christian IV - Den sidste rejse)
Dennis Knudsen (The House That Jack Built)
Dennis Knudsen & Tina Helmark (Lykke-Per)
Sofie de Mylius (Ditte & Louise)

Årets klipper
Anne Østerud & Janus Billeskov Jansen (Lykke-Per)
Carla Luffe (Den skyldige)
Molly Malene Stensgaard & Jacob Schulsinger (The House That Jack Built)
My Thordal & Janus Billeskov Jansen (Journal 64)
Olivia Neergaard-Holm (Holiday)

Årets sounddesigner
Kristian Selin Eidnes Andersen (The House That Jack Built)
Morten Green & Eddie Simonsen (Journal 64)
Niels Arild & Kim Dalum (Lykke-Per)
Oskar Skriver (Den skyldige)
Oskar Skriver & Bo Asdal (Ternet Ninja)

Årets score
Av Av Av (Brakland)
Flemming Nordkrog (Vildheks)
Jomi Massage (Ditte & Louise)
Kristian Selin Eidnes Andersen & Nicklas Schmidt (Julemandens datter)
Lorenz Dangel (Lykke-Per)
Mikkel Maltha & Anthony Lledo (Journal 64)

Årets originale sang
'Skubber det sne' - Anders Matthesen, Komp.: Anders Matthesen & #KewanLiggerBeatetNormal (Ternet Ninja)
'Sut min klit' - Nikoline, Komp.: Nikoline (Ditte & Louise)
'Under solen' - Wafande, Søren Schou & Andreas Keilgaard, Komp.: Wafande, Søren Schou & Andreas Keilgaard (Iqbal & Den Indiske Juvel)
'Vild' - Lydmor, Komp.: Jenny Rosander, Lasse Lyngbo, Mads Møller & Thor
Nørgaard (Vildheks)
'Vitello' - Peter Sommer, Jøden & DJ Static, Komp.: Peter Sommer, Jøden & DJ
Static (Vitello)

Årets visuelle effekter
Jonas Ussing & Martin Madsen (Iqbal & Den Indiske Juvel)
Martin Madsen & Thomas Øhlenschlæger (Lykke-Per)
Peter Hjorth (The House That Jack Built)
Simon Sandin, Christian Sjöstedt & Christina Jæger (Vildheks)
Toke Rude Trangbæk, Daniel French & Sammy Larsen (I Krig & Kærlighed)

Årets kortfilm: Fiktion og Animation
Delfinen (Laurits Munch-Petersen)
Fugle (Trine Nadia)
Maja (Marijana Jankovic)
November (Kasper Møller Jensen)
Næste stop (Daniel Kragh-Jacobsen)

Årets kortfilm: Dokumentar
Enten Eller (Thora Lorentzen)
Fantasi Fantasi (Kaspar Astrup Schröder)
Hjemsøgelsen (Christian Einshøj)
Vidne (Louise Leth)
Vi lader billedet stå et øjeblik (Esther Wellejus)

Årets dokumentarfilm
Bobbi Jene (Elvira Lind)
Den nat vi faldt (Cille Hannibal)
Olegs krig (Simon Lereng Wilmont)
Skjold & Isabel (Emil Næsby Hansen)
The Return (Malene Choi Jensen)

Årets engelsksprogede film
A Star is Born (Bradley Cooper)
Call Me By Your Name (Luca Guadagnino)
The Florida Project (Sean Baker)
The Shape of Water (Guillermo del Toro)
Three Billboards Outside Ebbing Missouri (Martin McDonagh)

Årets ikke-engelsksprogede film
Burning (Lee Chang-dong)
Cold War (Pawel Pawlikowski)
Grænse (Ali Abbasi)
Roma (Alfonso Cuarón)
Shoplifters (Hirokazu Koreeda)

Årets korte tv-serie
30 (Jesper Zuschlag & Julie Rudbæk)
Doggystyle (Anna Emma Haudal)
En fremmed flytter ind (Nicole N. Horanyi)
Theo & Den Magiske Talisman (Peter Gornstein)
Vitello (Dorte Bengtson)

Årets tv-serie
Broen IIII (Hans Rosenfeldt & Camilla Ahlgren)
Herrens veje II (Adam Price)
Kriger (Christoffer Boe & Simon Pasternak)
Liberty (Asger Leth)
The Rain (Jannik Tai Mosholt)

Årets mandlige hovedrolle i tv-serie
Carsten Bjørnlund (Liberty)
Dar Salim (Kriger)
Lars Mikkelsen (Herrens veje II)
Lars Ranthe (Friheden)
Thure Lindhardt (Broen IIII)

Årets kvindelige hovedrolle i tv-serie
Alba August (The Rain)
Ann Eleonora Jørgensen (Herrens veje II)
Danica Curcic (Kriger)
Lene Maria Christensen (Friheden)
Sofia Helin (Broen IIII)

Årets mandlige birolle i tv-serie
Anton Hjejle (Liberty)
Elliott Crosset Hove (Broen IIII)
Jesper Groth (Klaphat)
Lars Ranthe (Kriger)
Simon Sears (Herrens veje II)

Årets kvindelige birolle i tv-serie
Asta Kamma August (Sygeplejeskolen)
Camilla Lau (Herrens veje II)
Fanny Louise Bernth (Herrens veje II)
Josephine Park (Doggystyle)
Sofie Gråbøl (Liberty)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko