Dag 3: Kan iranske Farhadi vinde Guldpalmen?

”Sagde du gul var fucked? Jeg er fucked!”

Medredaktør Jacob Ludvigsen er netop ankommet til Cannes og har hentet sit pressekort. Det er gult, hvilket betyder, at han skal stå i den dårligste kø til de forjættede verdenspremierer.

Han kan på forhånd skyde en hvid pil efter Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis, som vises i den mindre Salle Debussy, selv om det er en af festivalens mest eftertragtede film.

”Man skal starte et sted,” forsøger jeg opmuntrende og tilføjer med et smil: ”Men du må ikke vise dit kort til Lee Marshall!”

Lee Marshall er i Cannes for det britiske tidsskrift Screen International, som er blandt verdens førende. Han er også fast leverandør til Ekko, men hvis han opdager, at Jacob, der til daglig redigerer hans Ekko-anmeldelser, er ”gul”, så kan man godt frygte, at han mister noget af respekten, hvis han opdager, at Ekko ikke er så stort et foretagende, som det trykte blad kan give indtryk af.

Det er uhyggeligt så hurtigt, man som journalist i Cannes inderliggør festivalens kastesystem.

En Kieslowski
Dagens første film er The Past, iranske Asghar Farhadis opfølger til sin mesterlige Oscar-vinder Nadar & Simin – en separation (udgivet på Ekko-dvd #21) og dermed en af forhåndsfavoritterne til Guldpalmen.

The Past er også et skilsmissedrama med en spændingsmættet intrige. Men hvor Nadar og Simin foregår i instruktørens hjemland og har dybere samfundsmæssige – politiske og religiøse – lag, så udspiller The Past sig i Paris og er et ”rent” familiedrama.

Det er Farhadis første film uden for Iran, og man sidder i begyndelsen og frygter, at Farhadi er ved at lave ”en Kieslowski” – den knivskarpe polske instruktør, der blev prætentiøs, da han emigrerede til fransk film.

Sigende blikke, kunstpauser og en symbolladet kommunikation gennem glas lover ikke godt for filmen, der er noget tung i optrækket. 

Hvad er sandheden?
Men gudskelov kommer der efterhånden gang i Farhadis trykkoger.

Iranske Ahmad har været separeret fra sin franske kone Marie i fire år, og nu vender han tilbage til Paris for at afslutte skilsmissen. Marie har fået en ny kæreste Samir, der sammen med sin søn er flyttet ind hos Marie og hendes to piger.

Men Maries nye forhold er ikke idel lykke. Hendes egen teenagedatter er imod forholdet, Samirs søn opfører sig skrubumuligt, og Marie virker anspændt. Og hvorfor har hun sørget for, at Ahmad skal overnatte i hendes hjem? Hvad vil hun egentlig? 

Nøjagtig som i Nadar og Simin tager handlingen overraskende drejninger, efterhånden som sandheden afdækkes – en sandhed, der involverer et selvmordsforsøg. Og heller ikke denne gang er der nogen gode eller onde personer, ja, filmen antyder, at den objektive sandhed om fortiden overhovedet ikke findes.

”Der eksisterer kun vores subjektive minder om fortiden,” som instruktøren formulerede det på pressemødet efter filmen. ”Fortiden er ikke mere tydelig end fremtiden.”

Mekanikken i manuskriptet
Bérénice Bejo (The Artist) har overbevisende temperament som den forvirrede Marie. Ali Mosaffa er lige så betagende som Ahmad, der forsøger at løse konflikterne med sund fornuft og rolig omsorg. Og så byder filmen på et kærkomment gensyn med Tahar Rahim (Profeten), der spiller Maries kæreste. 

Transformationen fra Iran til Frankrig er med andre ord lykkedes for Asghar Farhadi, der ikke falder for fristelsen til at filme Paris’ seværdigheder. I virkeligheden kunne dramaet have udspillet sig i en hvilken som helst storby i Vesten.

Alligevel mærker man denne gang mekanikken i manuskriptet – måske fordi den nye film ligner sin forgænger, uden helt at kunne leve op til den. Og spørgsmålet er, om juryen på verdens førende filmfestival vil give Guldpalmen til en film, der nok ikke kan undgå at komme til at stå i skyggen af instruktørens mesterværk. 

Forbyttede børn
Dagens andet familiedrama er japanske Hirokazu Kore-edas Like Father, Like Son (Soshite Chichi Ni Naru), som har et tankevækkende plot.

Ryota og hans kone får pludselig at vide, at deres seksårige søn er blevet forbyttet ved fødslen på hospitalet. Gode råd er dyre. Skal de forsøge at fortrænge deres nye viden? Skal de kontakte deres ”rigtige” søn og måske ligefrem foreslå den anden familie, at børnene skal flytte tilbage til deres biologiske forældre? 

Filmen stiller det interessante spørgsmål om, hvad DNA betyder. De to familier er så forskellige, som man kan forestille sig. Ryoto er velhavende, stilfuld og arbejdsom, mens den anden far, Yudai, er barnlig, doven og fattig.

Ryoto vil gerne have sin rigtige søn tilbage, for som han ræsonnerer, vil denne søn i længden bedre kunne leve op til hans forventninger og gøre ham stolt. Men elegant får filmen undervejs vendt problemstillingen, så det kommer til at handle om, hvad det vil sige at være en god far. Og her er det ikke Ryota, som står stærkest. 

Filmen er ikke så dristig og barsk som nogle af instruktørens tidligere film – for eksempel Nobody Knows (2004), om en børneflok, der efterlades alene i en lille lejlighed af deres udsvævende mor – og konklusionen er mere banal og sentimental end oplægget. 

Alligevel gør det stort indtryk. Og man kan sagtens forestille sig, at den enkle og rørende film vil tiltale juryformand Steven Spielberg, der som bekendt ikke går af vejen for det sentimentale. Det er næppe nok til Guldpalmen, men en pris er ikke usandsynlig.