Kan Joachim Trier vinde Guldpalmen?

Der er ingen danske film i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival. Det står i kontrast til sidste år, hvor Danmark var repræsenteret med halvanden film: Pigen med nålen og The Apprentice, sidstnævnte delvist danskproduceret.

I festivalens smukke programkatalog – tidligere gratis for journalister, men nu til en pris af 150 kroner – står instruktøren Joachim Trier angivet som danskfødt. Det er ganske korrekt: Trier blev født i Danmark og har en dansk far, der arbejdede som filmlydmand. Efter forældrenes skilsmisse voksede Joachim dog op i Norge med sin mor og lillebror.

I dag regnes Trier, sammen med svenske Ruben Östlund, for en af Nordens førende instruktører. Hans Oslo-trilogi – Reprise, Oslo, 31. august og Verdens værste menneske – anses som et hovedværk inden for nordisk filmkunst.

Det er værd at bemærke, at Reprise i sin tid blev overset af Cannes-festivalen. Trier har selv fortalt, at han aldrig hørte tilbage fra festivalen. Først flere måneder senere, under en visning i USA, blev han kontaktet af en Cannes-repræsentant, der efter filmen udbrød: ”Hvorfor har du ikke sendt din film til os?”

Rekordlange klapsalver
Episoden antyder, at festivalen måske aldrig fik set det lille mesterværk. Men i dag er det anderledes, og en ny film af Joachim Trier er nærmest selvskrevet til hovedkonkurrencen i Cannes. Sentimental Value – på norsk: Affeksjonsverdi – blev da også mødt med stående applaus ved gallapremieren.

Ifølge medierne varede hyldesten et sted mellem femten og nitten minutter, alt efter hvem man spørger. At måle længden på klapsalver er blevet en populær, men en smule absurd journalistisk disciplin – som om filmkunst kunne opgøres i minutter og sekunder, som var det en sportsgren.

Uanset de præcise minutter må det være tæt på en historisk rekord. Det anerkendte amerikanske branchemedie IndieWire, der tidligere har haft held med at forudsige vinderen af Guldpalmen, spår Sentimental Value en topplacering.

En sejr vil i så fald markere Norges første Guldpalme nogensinde.

Angstens rødder
Hvor Joachim Trier og hans faste manuskriptmakker Eskil Vogt i Oslo-trilogien skildrer den smertefulde overgang fra ungdom til voksenliv – med alle de kompromiser, tab og erkendelser, det indebærer – handler Sentimental Value om familien og traumer, som går i arv til den næste generation.

Renate Reinsve (Verdens værste menneske) spiller Nora, en teaterskuespiller plaget af galopperende sceneskræk. Hendes angst har dybe rødder, og netop som moren dør, dukker den fraværende far – filmkunstneren Gustav (Stellan Skarsgård), der i årevis har sat sine egne projekter over børnene – pludselig op igen.

Han er juridisk ejer af familiens hus, som i en smuk og karakteristisk Trier/Vogt-voiceover introduceres med poetisk-filosofiske refleksioner.

Men han har også en bagtanke: at genstarte sin karriere med en ny film, hvor han vil have Nora i hovedrollen. Takt og situationsfornemmelse hører ikke til hans stærke sider, og Nora afslår. Hun får støtte fra lillesøsteren (Inga Ibsdotter Lilleaas), der som barn spillede hovedrollen i farens holocaust-mesterværk – en oplevelse, der efterlod hende desillusioneret og følelsesmæssigt udbrændt.

Men da faren i stedet vælger den amerikanske stjerne Rachel Kemp (Elle Fanning) til at spille rollen, der oprindeligt var skrevet til Nora, vækkes hendes jalousi alligevel. Som et efterskælv af et svigt, hun troede, hun havde lagt bag sig.

Ømhed er det nye punk
Allerede i Louder Than Bombs (2015) forsøgte Trier sig med det alvorlige familiedrama, dog uden helt at ramme tonen. Med Sentimental Value vender han tilbage til den Bergman’ske tematik, men denne gang med en markant tilføjelse af humor.

På trods af familiens dybe konflikter formår han at pege på kunsten som både katalysator og forløsning – en slags emotionel terapi i filmisk form.

”Jeg kan ikke skrive om skurke, selv om verden lige nu nærmest kredser om netop dét – modstanderen og ’den anden’ som fjende. Det interesserer mig ikke. Det, der interesserer mig, er at forstå den kompleksitet, der gør, at mennesker ender med at såre og skuffe hinanden,” siger Joachim Trier til Variety.

Til Screen Daily siger han, at ”ømhed er det nye punk”.

”Eskil og jeg kommer fra et punk-miljø. Vi var en modkultur og havde ikke lyst til at lave sentimentale film. Men gennem de film, vi har lavet, er det gået op for os, at vi er blevet ældre, og at den verden er et sted, hvor vi kan være sårbare,” lyder det fra instruktøren.

Her er han i øvrigt helt på linje med danske Zinnini Elkington, der ved premieren på Det andet offer – som burde have været på festivalen – sagde, at verden har brug for et knus.

På efterbevilling
Sentimental Value er ikke lige så filmisk sprudlende og fandenivoldsk som Verdens værste menneske, og den rammer – i hvert fald for overtegnede – ikke samme følelsesmæssige dybde som Oslo-trilogien.

Men det er stadig en fremragende film, som har ramt plet hos størstedelen af publikum på Cannes-festivalen.

Og det ville ikke være første gang, en instruktør modtager Guldpalmen som en slags efterbevilling – som kompensation for tidligere forbigåelser. Så selv om jeg personligt sætter både kvindefortællingen Sound of Falling og apokalypsedramaet Sirat højere, vil jeg alligevel heppe på vores næsten-danske instruktør, når priserne bliver uddelt i morgen aften.

Den er jo trods alt optaget af den danske fotograf Kasper Tuxen og klippet af Triers faste, fransk-danske klipper Olivier Bugge Coutté.

Det er svært at komme i tanke om en mere begavet og sympatisk filmskaber end Joachim Trier, og en Guldpalme ville ikke blot være en fortjent hæder til ham, men også en markering af norsk films imponerende gennembrud – en succes, der i høj grad begyndte med netop Trier.