Nyhed
20. feb. 2026 | 09:28

Kulturminister i strid med ”de fine chefredaktører”

Foto | Jakob Engel-Schmidt

I to Facebook-opslag kritiserer Jakob Engel-Schmidt aviser for at latterliggøre hans nye råd for kulturel modstandskraft.

 

Avisers lederskribenter kalder nyt kulturråd ”bullshit”. Nu beskylder Jakob Engel-Schmidt medierne for at nedgøre kunsten og kulturen, samtidig med at de selv har beskåret den kraftigt.

Af Kevin Lundgreen Frederiksen

Det er ikke just rosende ord og klapsalver, der har taget imod nyheden om undfangelsen af Rådet for kulturel modstandskraft – tværtimod.

Den 12. februar kunne kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) løfte sløret for det nye råd, som ifølge ministeriet skal ruste dansk kultur i en tid præget af krig, værdikampe og geopolitisk uro. Men nærmest øjeblikkeligt har skepsissen meldt sig i spalterne.

I en leder i Politiken 15. februar bliver initiativet stemplet som et ”åndssvagt udvalg” og i samme ombæring affejet som ”mere iscenesættelse end egentlig kulturpolitik”. 

”Det lyder umiddelbart sympatisk, og ingen ønsker mere end denne avis at sikre kunst og kultur en central placering i samfundet,” skriver debatredaktør Christian Johannes Idskov.

”Men bag disse floskuløse formuleringer gemmer sig også en påfaldende reaktionær kulturforståelse, hvor kunst først og fremmest skal tjene som en form for værn eller social lim, mens man stort set glemmer, at kunsten helst skal udfordre og forstyrre.” 

Statslig snakkeklub
I Informations leder den 12. februar er dommen mindst lige så kontant. Her kalder journalisten Niels Malmos det femten mand store råd af kulturpersonligheder slet og ret for ”bullshit”.

Kritikken går blandt andet på, at rådet overhovedet ikke har defineret sit egentlige nøglebegreb endnu.

Første opgave bliver nemlig at formulere en såkaldt rammeforståelse af ”kulturel modstandskraft”. Avisen bemærker tørt, at det lyder som en ”problemformulering til en dårligt afgrænset universitetsopgave”.

Også Jyllands-Posten tager del i latterliggørelsen. I en leder bliver udvalget kækt døbt ”Rådet for kulturel pseudomodstand” og beskrevet som ”endnu en statslig snakkeklub”, der skal afskrække Ruslands diktator Putin.

Fire kerneopgaver
Selve rådet for kulturel modstandskraft består af en række stemmer fra det danske kulturliv. Blandt medlemmer er filminstruktør og Ekkos coverstjerne Ali Abbasi og skuespiller Birgitte Hjort Sørensen. Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev sidder i spidsen for rådet.

Ifølge pressemeddelelsen fra Kulturministeriet skal rådet ”hjælpe os til at engagere os i demokratiet, at stå sammen om vigtige værdier på tværs af land og by, generationer og interesser”.

Derudover kommer rådet til at have tre hovedopgaver.

De skal gennemføre en sårbarhedsanalyse af den kulturelle modstandskraft i dagens Danmark. Rådet skal også levere tre gange ti anbefalinger til borgere, kulturen og regeringen om, hvordan modstandskraften kan styrkes. Afslutningsvis skal rådet skabe synlighed og debat om deres arbejde ude i landet.

Selvsving med hån
Nu er kulturministeren gået til modangreb.

I et Facebook-opslag skriver Jakob Engel-Schmidt i en alvorlig tone, at han er vred på vegne af både kulturen og kunstnerne. Her langer han ud efter ”de fine chefredaktører” og forsvarer udvalget.

”Endelig en kulturminister, der ikke bare synes kunsten og kulturen skal stikke piben ind i en krisetid, som det skete under corona,” skriver han i opslag og fortsætter.

”Men det er åbenbart for meget for chefredaktørerne fra Information, Politiken og Jyllands-Posten. De samme mennesker, der normalt fylder spaltemeter om kommissioner og ekspertgrupper, når de består af folk i jakkesæt med Excel-ark, går nu i selvsving med hån og kritik.”

Kulturministeren kritiserer desuden medierne for ikke at tage kunst og kultur lige så seriøst som eksempelvis økonomi og jura i samfundsdebatten.

”Vi har i årtier nedsat råd med økonomer til at forklare økonomi, jurister til at forklare jura og embedsmænd til at forklare systemet.

Men når vi beder dem, der skaber fortællingerne om Danmark, om at hjælpe os med at forstå, hvad vi kæmper for, bliver de latterliggjort.” 

Algoritmer og Amazon
Opslaget har siden fået en opfølgning fra Jakob Engel-Schmidt, denne gang med overskriften Er det virkelig blevet umoderne at lytte? skrevet i versaler.

”Hvorfor ikke bruge anledningen til at kickstarte debatten i de kultursektioner, som desværre bliver tyndere og tyndere, og styrke de kulturredaktioner, der får mindre og mindre bemanding. Det afventer vi stadig, mens I sidder i hjørnekontorerne og slår jer på lårene over, at jeg inviterer kulturlivet ind,” skriver Jakob Engel-Schmidt.

”I en tid, hvor mange af platformene, vi forbruger kultur på, ejes af udenlandske kræfter, som skummer fløden fra vores kunstnere, mens næste generation pumpes med indhold produceret i både Beijing og Hollywood, er der brug for alle gode kræfter! For spørgsmålet er, om vi selv vil forme vores kultur, eller overlade den til algoritmer og Amazon.”

Niels Malmos fra Information har skrevet et modsvar under overskriften Beklager, at vi ikke kan rose dig denne gang, Jakob Engel-Schmidt. Og ligesom sidst bliver der ikke lagt fingre imellem.

I den værste tolkning, skriver Malmos, kan rådet ses som en instrumentalisering af kulturen til at fremme bestemte værdier, samtidig med at det positionerer Jakob Engel-Schmidt i et flatterende lys forud for en valgkamp.

Derudover kritiserer lederskribenten, at kulturministeren retter sit opslag mod chefredaktørerne.

”Lederens signatur – og denne leders – tilhørte dog ikke en chefredaktør eller en indehaver af et hjørnekontor og en millionløn (som ministeren insinuerer i opslaget), men en ung journalist i en tidsbegrænset ansættelse,” lyder det fra Malmros, der gør opmærksom på, at lederskribenten for Politiken heller ikke er chefredaktør, men debatredaktør.

I svaret bliver det også understreget, at kritikken ikke er rettet mod rådets medlemmer, men dets opgave og ministerens arbejde.

”Vi har tidligere rost kulturministeren, men denne gang kan vi altså ikke give ministeren den ros, han selv synes, han fortjener. Beklager.” 

Ingen dialog
I forbindelse med sagen har Filmmagasinet Ekko kontaktet et udvalg af de såkaldte fine chefredaktører for at høre, hvordan de forholder sig til kritikken på henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten.

Til Politiken har vi stillet følgende spørgsmål:

”Har kulturministeren ikke en pointe i, at kultur prioriteres lavere end økonomi og jura i samfundsdebatten?”

”Prioriterer I selv kulturstoffet på linje med andre centrale stofområder? Har I ikke netop reduceret kulturdækningen – blandt andet på filmområdet?”

Lysten til dialog synes imidlertid begrænset.

”Tak for din henvendelse. Vi tænker, at argumenterne og pointerne er afleveret i lederen fra forleden dag,” svarer Politikens Christian Johannes Idskov lakonisk.

Hos Jyllands-Posten har chefredaktør Marchen Neel Gjertsen ikke fundet anledning til at besvare vores henvendelse.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko