Nyhed
19. aug. 2025 | 11:13

Kulturministeriet får kritik for Filmtaget

Foto | Solly Production

Selve open-air-biografen Himmelbio har i sit første år haft en flot belægningsprocent på 47, men på trods af 200.000 besøgende er Filmtaget som helhed langt fra at dække sine udgifter.

Filminstituttets indgik aftale om Filmtaget uden godkendelse fra staten, og det falder tilbage på Kulturministeriet, skriver Statsrevisorerne i regnskab. Taget har foreløbig kostet 115,4 millioner kroner.

Af Frederik Hoff

Det Danske Filminstituts tagterrasse på toppen af Filmhuset i Gothersgade med museum, café og open-air biograf viser sig igen at være en hovedpine for Kulturministeriet.

16. august var det et år siden åbningen, der kom tre år for sent og viste sig at være mange gange dyrere end planlagt.

I efteråret måtte Kulturminister Jakob Engel-Schmidts barselsvikar, Christina Egelund, stå skoleret over for meget kritiske politikere i Kulturudvalget. Og Egelund udtalte også selv, at situationen er ”fuldstændigt uacceptabel”.

Instituttet har nedlagt seksten stillinger for at spare, i december trak bestyrelsesleder Trine Nielsen sig, og i dag er hele bestyrelsen skiftet ud. Direktionen, som havde ansvar for projektet, forlod instituttet i sommeren 2024.

Nu betyder Filmtaget, at Kulturministeriet har fået kritik af Statsrevisorernes årlige gennemgang af statens regnskab og forvaltning for 2024, skriver MediaWatch.

I regnskabet, som blev offentliggjort i går, kalder revisorerne det utilfredsstillende, at ministeriet har overtrådt bevillings- og disponeringsreglerne under konstruktionen af tagterrassen. Det skyldes en tillægsaftale til huslejekontrakten, som Filminstituttet indgik i 2021 før byggeriet.

Aftalen øgede lejeudgifterne betydeligt, men blev indgået, uden at Kulturministeriets departement blev orienteret, så Finansudvalget kunne godkende aftalen.

Kulturministeriet har ansvaret for at kontrollere de underlæggende institutioner, så derfor falder overtrædelsen tilbage på ministeriet.

Kan blive endnu dyrere
Ifølge MediaWatch blev et såkaldt aktstykke først afleveret til Finansudvalget tre år efter 2021.

Ministeriet orienterede først Finansudvalget, efter Rigsrevisionen gjorde dem opmærksom på manglende forelæggelse i 2024. Problemet med manglende forelæggelse blev bragt op af Liberal Alliances medieordfører, Katrine Daugaard, ved efterårets samråd i Kulturudvalget.

Ifølge regnskabet har konstruktionen af Filmtaget foreløbig kostet 115,4 millioner kroner, inklusive cirka 14 millioner til filmiske installationer, der ikke er omfattet af lejekontrakten. Men hvis entreprenøren vinder voldgiftssagen, kan den endelig pris ende med at blive mere end 150 millioner kroner.

Statsrevisorerne bemærker, at Filminstituttet burde have nævnt voldgiftssagen i årsrapporten for 2024, hvilket man ikke har gjort.

Tror på potentialet
I lørdags kunne Ekko fortælle, at Filmtaget i sit første år har haft cirka 200.000 besøgende, og open-air-biografen Himmelbio har haft en flot belægningsprocent på 47 procent.

Dog står de samlede indtægter for taget på cirka tre millioner kroner ikke mål med udgifterne, der i øjeblikket lyder på cirka 13,3 millioner om året.

I april skrev Jakob Engel-Schmidt i et svar til Kulturudvalget, at man havde lavet en række justeringer af regnskabsføringen med Filmtaget. Det betyder, at udgifter til byggeriet bliver betalt løbende i stedet for senere. Det resulterer i en merudgift de næste ti år, hvorefter Filminstituttet får væsentlige besparelser.

”Kulturministeriet har derfor til Filminstituttet allokeret 3,4 millioner kroner i 2025, 1,7 millioner kroner i 2026 og 1,65 millioner kroner i 2027 fra ministeriets driftsreserve. Filminstituttet har derudover fået adgang til forbrug af instituttets opsparing for 1,7 millioner kroner i 2026 og 1,65 millioner kroner i 2027,” skriver kulturminister Jakob Engel-Schmidt i svaret.

I søndags bragte Ekko et interview med direktør for Filminstituttet, Tine Fischer, der ikke kendte til omfanget af problemerne, da hun tiltrådte i august 2024. Hun glæder sig over de høje besøgstal og tror på Filmtagets potentiale.

”Min ambition er, at vi i Danmark får en institution, der for filmen er, hvad SMK er for billedkunsten, Det Kongelige Teater er for scenekunsten, og Nationalmuseet er for vores fælles kulturarv,” siger hun.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko