Kvinde ukendt ligner Danmarks Oscar-kandidat
I Kvinde ukendt står Mathilde Arcels Marie foran et nyt liv med en velanset enkemand, men fortiden indhenter hende, da forholdet til en tysk soldat under Anden Verdenskrig får konsekvenser efter befrielsen.
For halvanden uge siden kunne vi bringe nyheden om, at May el-Toukhys historiske drama Kvinde ukendt er udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig.
Filmen er et historisk drama om befrielsesdagene i maj 1945, hvor glæden over krigens afslutning blev afløst af hævntørst og selvtægt mod de såkaldte tyskertøser.
Mathilde Arcel, der vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards i 2022, spiller hovedrollen som Marie, hvis kærlighedsforhold til en tysk soldat under besættelsen får skæbnesvangre konsekvenser efter befrielsen.
Nu føjes endnu en prestigefyldt festivaludtagelse til filmens meritter og May el-Toukhys voksende internationale anerkendelse, der tog fart med Dronningens deltagelse på Sundance-festivalen i 2019.
Kvinde ukendt er udvalgt til Toronto International Film Festival, som afholdes fra den 10. til den 20. september – altså lige efter Venedig-festivalen.
Mens Venedig og Cannes er kendt for en eksklusiv brancheprofil og et fokus på auteurfilm, er Toronto en publikumsfestival, hvor almindelige filmelskere fylder salene sammen med branchefolk og stjerner.
Festivalen har derfor en særlig rolle som bro mellem kunstneriske film, publikum og den nordamerikanske prissæson, inklusive Oscar-festen.
Finlandsfinten
Kombinationen af hovedkonkurrencen på en af verdens ældste filmfestivaler og den nordamerikanske premiere i Torontos officielle program gør Kvinde ukendt til storfavorit som Danmarks Oscar-bud.
Der er dog et afgørende krav.
Filmen skal have haft biografpremiere i produktionslandet eller den region, hvor den stammer fra, senest 30. september. Kravet er, at den har været offentligt vist i mindst syv sammenhængende dage i en kommerciel biograf med billetsalg.
Kvinde ukendt får først dansk premiere 4. februar 2027, men her er det værd at hæfte sig ved formuleringen ”eller den region, hvor filmen stammer fra”.
I Oscar-sammenhæng regnes Norden som Danmarks region, og med Pigen med nålen sørgede Nordisk Film snedigt for, at filmen inden skæringsdatoen i slutningen af september fik premiere i Finland.
Det er derfor nærliggende at tro, at Nordisk Film igen vil gøre brug af Finlandsfinten – ikke nødvendigvis i Finland, men i et af de øvrige nordiske lande.
Det danske premieretidspunkt i februar er derfor velvalgt. En Oscar-nominering 21. januar 2027 og en efterfølgende deltagelse i Oscar-festen 14. marts kan give filmen et markant løft i de danske biografer. Det viste Pigen med nålen, der trods sin status som en smal, sort-hvid arthouse-film endte med at sælge sensationelle 226.905 billetter efter Oscar-nomineringen.
Meget skal gå galt
En anden vej til en Oscar-nominering går gennem en hovedpris på en kvalificerende international filmfestival, blandt andet Guldløven i Venedig. Den mulighed har Kvinde ukendt naturligvis også, men det er næppe et kort, Nordisk Film vil satse på.
Formelt set skal Kvinde ukendt først på en shortlist sammen med to andre kandidater. Det sker senere i august måned og foretages af Danmarks Oscar-komité, der består af repræsentanter fra den danske filmbranche og Det Danske Filminstitut.
Efter Toronto-festivalen udpeger komitéen Danmarks endelige Oscar-bud. Nogle år er kapløbet helt åbent, men i år ligner det allerede game over. Der skal formentlig gå meget galt for Kvinde ukendt i både Venedig og Toronto, hvis filmen ikke ender som Danmarks kandidat.


Kommentarer