Elfenbenstårnets ligegyldighed

Når man ønsker at starte en debat om filmkritikkens frie fald, er det opløftende, at nogen griber bolden. Men desværre er Lasse Winther Jensen så optaget af at forsvare sig selv og Weekendavisen (i nævnte rækkefølge), at han fuldstændigt forbigår pointen i min kommentar.

Nemlig at det økonomiske fundament for dansk filmkritik er ved at smuldre. Og de samme filmselskaber og distributører, der nu efterlyser dansk mediedækning, har ironisk nok selv været med til at underminere den ved at sende flere og flere annoncekroner til amerikanske og kinesiske sociale medier, mens de danske redaktioner tørrer ud.

Når jeg taler om filmkritikkens forfald, handler det ikke kun om anmeldelser. Det gælder også interviews, essays, features, debatter og ikke mindst dybdeborende journalistik. Alt det, der giver filmkunsten den samtale, den fortjener.

Jeg nøjes ikke med at begræde tingenes tilstand, men kommer med et helt konkret forslag. Nemlig at en del af de statslige midler til lancering af spille- og dokumentarfilm i næste filmforlig øremærkes danske medier – på samme måde som produktionsstøtte i forvejen forudsætter, at pengene bruges i Danmark.

Det løser ikke problemet, men det kan være det første skridt til at bremse den dødelige spiral.

Når fremskridt betyder afvikling
Det er tankevækkende, at Lasse Winther Jensen affærdiger min og andres bekymring for filmkritikkens og -journalistikkens langsomme forsvinden for ”bagstræberisk”.

Er det virkelig bagstræberisk at beklage, at DR og TV 2 har fyret deres faste filmanmeldere og dermed opgivet en professionel, konsekvent dækning af film som kunstart og medie?

Er det bagstræberisk at ærgre sig over, at Jyllands-Posten har sagt farvel til deres debatskabende kulturjournalist Michael Enggaard uden at erstatte ham med noget som helst samt beskåret filmanmeldelserne i en grad, at avisens anmelder gennem tyve år, Katrine Sommer Boysen, har meddelt sin afgang?

Er det bagstræberisk at savne dengang, Ekstra Bladet havde en filmjournalist – Kim Kastrup – der faktisk brændte for stoffet og kunne engagere et bredt publikum? Eller da Politiken havde et ambitiøst filmtillæg med plads til dybdegående kunstnersamtaler og formidling af filmkunst fra verdens fjerneste hjørner.

Samtidig er det sigende, at vi i stedet har fået nichemedier som JP/Politikens Hus’ Mediawatch, der leverer hurtige nyheder om branchen, men hvor kritisk og undersøgende journalistik fylder meget lidt. Jeg vil påstå, at skandalen om Filmtaget på Det Danske Filminstitut var blevet opdaget langt tidligere, hvis ikke medierne havde skåret filmjournalistikken ned til sokkeholderne (her griber jeg også i egen barm).

Ja, der findes stadig filmanmeldelser – og heldigvis også gode – i mange dagblade. Men tendensen er klar: Anmeldelserne fylder mindre, og den samlede dækning af filmstoffet er markant reduceret.

Retorisk piruette
Lasse Winther Jensen synes tydeligvis ikke at forstå alvoren. Efter at Weekendavisen med en kold skulder fyrede en af landets bedste filmanmeldere, Bo Green Jensen, og ansatte Winther i stedet, har sidstnævnte fået mere at rive i. Det tolker han som tegn på, at alt går godt, og at vi andre bare er nostalgiske.

Lasse Winther Jensens højtråbende meninger skifter med tiden, alt efter hvor på karrierestigen han befinder sig. Men én ting har været gennemgående: Han betragter sig selv som en avantgarde og os andre som håbløst efterladte på perronen.

At et helt erhverv er i fare for at forsvinde, forvandler han med en retorisk piruette til et simpelt spørgsmål om kvalitet versus kvantitet.

”Bør kritikerne ikke snarere sortere, udvælge og kuratere, så de, der er værd at beskæftige sig med, kan blive fremhævet på bekostning af alt det ligegyldige?” spørger han.

Men hvis Lasse Winther Jensen og Weekendavisen uge efter uge skal foretage en kvalificeret udvælgelse af film, forudsætter det naturligvis, at de faktisk ser alle ugens biografpremierer. Hvordan kan man ellers med sikkerhed hævde, at de fravalgte film er ”ligegyldige”?

Det gør Lasse Winther Jensen og avisen imidlertid ikke. Man frasorterer film, som man på forhånd vurderer som uinteressante – ud fra fordomme, et skøn om manglende læserappel eller fordi der ganske enkelt ikke er plads eller økonomi til at dække dem.

Lasse Winther Jensen anmeldte udmærket i juni Den Danske Filmskoles fiktionsafgangsfilm. Men skal læserne nu forstå, at tavsheden om afgangsfilmene fra animations- og dokumentarlinjen betyder, at de er ”ligegyldige”?

Her er et udsnit af film, Weekendavisen ifølge Winther selv åbenbart har anset for uvæsentlige:

Natasha Artys anmelderroste børnefilm Honey, Jesper Quistgaards debutspillefilm Sønnike, Jahfar Muataz’ bandedramadebut Hele vejen, Mads Matthiesens familiedrama Mr. Freeman, Birgitte Stærmoses Kosovo-dokumentar Afterwar, Anders Morgenthaler og Mikael Wulffs Mugge & Super Happy og portrættet af Miss B. Haven i Endeløse nat. 

Internationalt har Weekendavisen forbigået Pablo Bergers Oscar-nominerede animationsperle Robot Dreams, det romantisk-etiske drama Memory med Jessica Chastain, Rúnar Rúnarssons prisbelønnede sorgdrama Lysbrud, Guldpalmevinderen Koreedas mosaikværk Monster, Raoul Pecks racediskriminationsdokumetnar Ernest Cole: Lost & Found og de stærke norske debutfilm Armand og Elskling (Weekendavisens læsere kan meget vel stadig tro, at Danmark er i førertrøjen, når det gælder skandinavisk filmkunst).

Listen kunne fortsætte, men pointen bør stå klart: Det er ikke udtryk for seriøs filmkritik at stemple disse værker som ”ligegyldige” – slet ikke uden reelt at have vurderet dem. I praksis handler fravalget ikke om kvalitet, men om prioriteringer, hvor filmkunsten kun får begrænset plads i Weekendavisens spalter.

Svigter sin egen relevans
Som billede på problemets kerne nævnte jeg i min første kommentar, at avisens hovedanmelder bor i Israel. Det betyder, at Lasse Winther Jensen sjældent har mulighed for at se film til pressevisninger i biografen og i stedet må nøjes med at se dem på sin computer eller sit tv via screener-links.

Selvfølgelig bruger de fleste anmeldere lejlighedsvis links, men når det bliver en fast praksis for en avis’ hovedanmelder, svækker det vurderingens kvalitet. Endnu mere problematisk er det, at Weekendavisen undertiden har meddelt distributører direkte, at en film kun bliver anmeldt, hvis man kan få et link tilsendt.

Det er ikke ligefrem en redaktionel sortering baseret på faglig vurdering.

Det mest tankevækkende i Winthers svar er dog, at han fra sit elfenbenstårn i Israel mener, det ”ikke giver særlig god mening” for Weekendavisen at dække Cannes-festivalen. Det vidner om en bemærkelsesværdig uvidenhed om både filmbranchens virkemåde og filmkritikkens rolle.

Filmfestivaler er filmkunstens arenaer og frontlinje, og Cannes har været med til at skabe store karrierer for en Lars von Trier, en Thomas Vinterberg og en Ali Abbasi.

Her udvælger fagfolk de mest originale og kunstnerisk interessante værker blandt tusindvis af indsendte film. Kun en lille brøkdel får dansk biografpremiere. Netop derfor er de danske kritikeres tilstedeværelse vigtig – ikke bare for formidlingen til publikum, men fordi deres dækning også påvirker distributørernes interesse og prioriteringer.

Når Winther argumenterer for, at læserne bare kan orientere sig i amerikanske medier, og at danske anmeldelser først er relevante efter en eventuel premiere, afslører han, hvor lidt han og Wekendavisens kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky forstår af medielandskabet.

I dag konkurrerer danske medier ikke primært mod hinanden, men mod globale platforme og udenlandske medier. Med andre ord: Hvis Weekendavisen overlader det kuraterende forspring til amerikanerne – også til vurdering af de danske film på festivalen – vænner man læserne til at finde indsigt og vurderinger andre steder og svigter dermed sin egen relevans.

Eneste frynsegode
Det er desuden en opsigtsvækkende kovending.

I 2014 gik Lasse Winther Jensen, dengang outsider med sit eget nystartede magasin, i det norske tidsskrift Vagant hårdt til angreb på den etablerede danske filmkritik som ”bundet af tidens biografudbud”. Han argumenterede for, at kritikere skulle være opsøgende, uafhængige og internationale.

I dag virker det snarere, som om han forsøger at legitimere en økonomisk og praktisk tilbagetrækning som princip.

”Er turen til det sydfranske ikke et ekstravagant frynsegode for en stadig mindre skare af danske journalister?” spørger han med en arrogance, der virker påfaldende selv for Weekendavisen.

Den slags plat fordomsfulde udtalelser vidner om, at han næppe selv har været af sted. Havde han dækket Cannes, ville han vide, at der ikke er meget ekstravagance i at se over 40 film på elleve dage, løbe spidsrod mellem biograferne, kæmpe for at finde tid til at skrive og leve af flütes og takeaway-pizza.

Jeg har dækket festivalen atten gange og endnu ikke sat fod til hverken en reception, et party eller anden festivitas. Til gengæld er festivalen afgørende i forhold til at planlægge et års magasiner. Og det eneste frynsegode er muligheden for at opleve en film sammen med verdenspressen og straks give en førstehåndsvurdering videre til de danske læsere.

Det er netop dér, en kritikers dømmekraft for alvor sættes på prøve – når man uden facitliste må møde et ukendt værk og formulere en kvalificeret reaktion i nuet. Det står i skærende kontrast til Winthers andenhåndskritik, hvor filmen først ses måneder senere, efter at udenlandske medier allerede har sat dagsordenen.

Måske er det derfor, han gør sig så umage med at finde det ledige standpunkt.

Økosystemet vakler
Men filmkritikkens frie fald er langt mere alvorligt end nogle problematiske redaktionelle valg hos Weekendavisen.

Danmark er internationalt anerkendt som en af verdens stærkeste filmnationer i forhold til sin størrelse. Det skyldes ikke mindst et velfungerende økosystem, hvor filmkritik og -journalistik spiller en uundværlig rolle.

Uden en aktiv og kvalificeret pressedækning bliver det langt sværere for danske film at nå ud til publikum, og Det Danske Filminstituts ambition om at gøre film til en del af den offentlige samtale bliver vanskelig at realisere.

Netop derfor var det så fatalt, da DR’s kulturdirektør Henrik Bo Nielsen i 2022 valgte at fyre stationens faste filmanmeldere og dermed reelt afskaffe metieren. Som statsfinansieret public service-medie sendte DR – som burde have et særligt ansvar for at dække dansk kultur – et bekymrende signal: At kvalificerede vurderinger af de film, staten samtidig investerer millioner i at producere, ikke længere er værd at prioritere.

At selvsamme Henrik Bo Nielsen i et årti stod i spidsen for dansk film som direktør for Det Danske Filminstitut, og derfor om nogen kender værdien af uafhængig filmkritik, gør beslutningen desto mere uforståelig og grotesk.

Flere af de store dagblade følger nu trop og lader danske premierefilm passere uden hverken anmeldelse eller omtale. Det går især ud over de mest sårbare kunstneriske film, som er dybt afhængige af mediedækning for at finde deres publikum. Og det bør vække bekymring. For hvad sker der, hvis vi begynder at afskrive en del af den danske filmproduktion?

Når filmkritikken forvitrer, er det hele økosystemet, der vakler.