Nyhed
14. okt. 2025 | 15:42

Lindholm får grønt lys til 11. september-serie

Foto | Per Arnesen

Den danske instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm flyttede til New York i 2023 og er medlem af Writers Guild of America. 

Jeremy Strong spiller hovedrollen i danske Tobias Lindholms Paramount+-serie 9/12, der handler om redningsfolks kamp for kompensation efter terrorangrebet 11. september 2001.

Af Frederik Hoff

Efter serien Efterforskningen om mordet på Kim Wall og den amerikanske film The Good Nurse om seriemorderen Charles Cullen er Tobias Lindholm på vej med endnu en fortælling om virkelig lidelse.

9/12 hedder miniserien, der ifølge mediet Deadline har fået grønt lys af Paramount+. Den handler om redningsfolkene fra terrorangrebet 11. september 2001 og deres kamp for at få erstatning fra den amerikanske stat. Mange af brand- og redningsfolkene, der var først på pletten, blev syge af kræft som følge af arbejdet.

Den amerikanske skuespiller Jeremy Strong, som er bosat i Danmark, er executive producer på serien og spiller rollen som den fiktive advokat Jason Smith, der kæmper for katastrofearbejdernes rettigheder.

Jeremy Strong kendes bedst for hovedrollen i hitserien Succession og for sin Oscar-nominerede birollepræstation i Ali Abbasis Trump-film The Apprentice.

”Serien er et vidnesbyrd om menneskelig styrke og udholdenhed i mødet med ufattelig modgang. Det er den spænding, der har gav mig lyst til at fortælle historien,” siger Tobias Lindholm til Deadline.

Tobias Lindholm instruerer, og hans medforfatter på serien er Frank Pugliese, der også er executive producer og var showrunner på flere sæsoner af House of Cards.

Længe undervejs
9/12 – der med sin titel symbolsk refererer til dagen efter 11. september – har været længe undervejs.

Allerede i 2021 var den ifølge Deadline planlagt til at blive skabt med selskabet Sister i ryggen, inden den rykkede videre til Skydance og Paramount.

Tobias Lindholm flyttede til New York i foråret 2023 og er med i Writers Guild of America. Samme år strejkede foreningen i knap fem måneder, før der blev indgået en aftale. I september 2023 fortalte Lindholm til DR, at han nu endelig kunne gå i gang med arbejdet på serien.

Serien blev dog yderlige forsinket af forhandlingerne, da Paramount skulle opkøbes af koncernen Skydance.

Nu forventes optagelserne at begynde i sommeren 2026, skriver Deadline. 9/12 vil få premiere på Paramount+ i 2027.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko